Hvis man interesserer sig blot en smule for nyere dansk filmhistorie, kender man Peter Aalbæk Jensen. Det var ham der var med til at stifte det toneangivende filmselskab Zentropa. Sprællemanden der med Vibeke Vindeløv og Ib Tardini I 2001 modtog en æresbodil for deres arbejde. Det var ham der gennem en årrække var med til at producere nogle af Danmarks allerstørste internationale og nationale filmsucesser.

Det var også samme Peter der til filmfestivallen i Cannes for år tilbage angiveligt vendte vrangen ud på bukselommerne og hev dilleren frem foran en svensk filmmager, der forsøgte at få støtte til sin film, med ordene “Kan du se elefanten?” Det var også ham, der modsat stort set alle andre firmaer indførte en rygepolitik , der betød at du ikke kunne arbejde på Zentropa medmindre du røg. Der findes et utal af andre fortællinger om producenten, der med sin opførsel og markante holdninger både skabte røre, opmærksomhed og ikke mindst syntes at provokere mange.

Af samme grund virker det også oplagt at lave en dokumentarfilm om netop Peter Aalbæk Jensen. Filmen Patriarken er dog ikke en, der fokuserer på mange af de overnævnte elementer, men som i stedet søger at komme tættere på privatmennesket bag alle myterne og historierne: familiefaderen Peter Aalbæk Jensen. Filmen havde premiere på det nyligt overståede CPH:DOX og bliver på mandens 70-års fødselsdag (8/4-2026) vist på TV2.

Filmen følger primært to handlingsspor. I det ene oplever vi Peter sammen med en samling ligesindede runkadorer sejle rundt i det danske sommerlandskab. De lægger til kaj for så at spise gourmetmad og indtage betydelige mængder af vin. Her møder man ”Ålen” som man kender ham, i højt humør mens han kommenterer på en lang række forskellige ting.

I de andre scener får man et indblik i patriarken Peter, der taler med sine døtre om sin rolle som far. Han er endda gået med til at deltage i et terapiforløb, noget han indrømmer han aldrig har prøvet før. Tanken er at han og hans ene datter skal forsøge at få sat nogle ord på deres relationer. En relation, der har været ganske udfordret af at Peter ikke som sådan er en mand, der er vant til at tale om følelser, nærhed og lignende pjank. I hans verden handler det i stedet om at indtage rollen som familiefader, der selvfølgelig står til rådighed hvis der er problemer, men som ellers primært har fokus på sine egne planer, eget liv og forretninger.

Selv om Peter Aalbæk Jensen om nogen er vant til selviscenesættelse og at der er kameraer der peger på ham, så virker det som om instruktør Andrea Storm Henriksen har fået lov til at komme helt tæt på Peter og hans familie i sådan en grad at de måske helt har glemt at de bliver optaget. Det resulterer i en masse scener, hvor seeren kommer meget tæt på manden det hele handler om.

Eksempelvis er der en scene omkring halvvejs i filmen hvor patriarken trisser rundt i hjemmet, mens den ene af døtrene er i gang med at føde på førstesalen. Jordemoderen ankommer og Peter fortæller hende at han er blevet forment adgang. I næste nu husker han, at han har glemt et barnebarn ude i bilen. Den lille purk, der må antages at være omkring et år, hentes ind i køkkenet og får stort set lov til at passe sig selv, mens Peter med fødderne oppe på køkkenbordet nærstuderer ting der sker på den laptop han har placeret i sit skød. Måske et meget passende billede på at en patriark som han, nu som førhen, ikke er den bedst egnede til at tage sig af helt små mennesker.

Patriarken er en meget ærlig film, der får tegnet et portræt af en mand, som ender med at være alt andet end flatterende. Selv om Peter Aalbæk Jensen principfast holder fast i at hans syn på verden er det eneste rigtige, så får denne strategi også har konsekvenser, især i forholdet til døtrene.

Nuvel, han deltager i både førnævnte terapisession og med hans anden datter ser vi ham deltage i en form danseleg, hvor han lettere ubehjælpsomt forsøger at følge med resten af gruppen. Hans kommentar til seancen er efterfølgende også helt ærlig. Han siger: ”Det lykkedes mig ikke at gennemføre og deltage, og det er jo sikkert fordi jeg er et højreorienteret, gammel pik-facistisk svin, eller et eller andet”. Datteren har en lidt anden oplevelse idet hun fortæller til gruppen og sin far at “jeg har den fornemmelse at vi har leget sammen, hvilket var meget sjovt, det tror jeg heller ikke vi har gjort da jeg var barn.” Selvsagt er det langt fra alle fædre der leger med deres børn, selv i 2026, men fra anmelders perspektiv er det alligevel lidt trist.

Peter er også bundærlig sammen med sine venner, hvor han fortæller om blandet andet sin frygt for at dø. Vi følger i den forbindelse ovennævnte mandegruppe på et hospital, hvor de bliver gennemtjekket for alskens dårligdomme. En læge fortæller Peter, at han faktisk har fået diabetes 2, til trods for at han har skåret så meget ned på sit alkoholindtag hen over sommeren, at han nu ´kun´ drikker 25 genstande om ugen. I hans optik er det smalkost og ingen kan tvinge ham til at drikke mindre end det – så hellere ”krepere” som han siger. Dette udsagn synes dog at stå i skærende kontrast til mandens tydelige frygt for døden.

Mod slutningen af filmen indrømmer han også overfor sine mandevenner, at han har været til terapi med datteren, men at terapeuten ikke har kritiseret ham på noget tidspunkt. Det må jo betyde, påstår han, at det ikke er ham der har et problem.

Patriarken virker som en bittersød fødselsdagsgave at få på sin 70-års, for den skildrer en mand, der holder så tilpas meget fast i sine egne principper og hans egen måde at leve livet på, at det får konsekvenser for hans nærmeste. Heldigvis får hans kone også flere gange undervejs mulighed for at fortælle Peter, at verden også handler om meget andet og mange andre end ham selv, men hverken hun, døtrene eller diverse eksperter synes at kunne få ham til at lade deres budskaber synke ind.

Peter er og bliver Peter og det vil han være på godt og ondt, indtil sidste udløbsdato. Stort tillykke med de 70 skal der i al fald lyde her fra Kapellet - for selv om Hr. Aalbæk Jensen muligvis er en stor egotripper, så har han heldigvis også både charmen og selvtilliden i orden. Det vil en dokumentarfilm som denne næppe heller ændre på.