Når virkelighedens verden er fyldt med krig, uro, frygt, forvirring og undergangsstemning, så virker det ganske naturligt at vi mennesker har lyst til at finde andre ting at tænke på. Er man religiøs kan man bede til sin gud om at der sker en form for forandring, men det kan også være man har brug for eskapisme, for den slags fortælling man kan opleve i den nye amerikanske science fiction film Project Hail Mary.

Den bioaktuelle film er baseret på en roman af Andy Weir. Det er samme forfatter hvis roman The Martian blev filmatiseret i 2015. Der er faktisk også en del lighedspunkter mellem de to historier. I The Martian blev en astronaut overladt til sit eget selskab i lang tid, idet han ikke nåede at komme med det evakueringsfartøj der skulle fragte alle væk fra Mars. I Project Hail Mary vågner en meget desorienteret astronaut op fra sin dvale på et rumskib der tilsyneladende er på vej mod en fremmed sol.

Han opdager hurtigt at de to andre besætningsmedlemmer ikke har overlevet denne dvale og han er derfor i filmens start helt alene i rummet. Drypvis begynder han at genkalde sig de begivenheder der ledte op til den situation han er endt i.

Det viser sig at der er blevet opdaget en form for mystisk rumparasit, som videnskabsmændene har betegnet ”astrophage” (stjerneædere). Disse mærkværdige sorte tingester har spredt sig hastigt til stort set alle solsystemer og alle større stjerner. De suger tilsyneladende energien ud af stjernerne og finder man ikke ud af en måde at få fjernet disse parasitter på, så vil alt liv på Jorden dø. Vi er som bekendt meget afhængige af vores sol.

Den eneste stjerne som tydeligvis ikke lider under dette astrale parasitangreb er Tau Ceti og det er hér filmens hovedperson Ryland Grace er blevet sendt hen. Ryland er egentlig bare fysiklærer på en folkeskole, men han opsøges af regeringen, idet han som ung havde en teori om udenjordisk liv, som måske holder stik i forhold til de nyopdagede parasitter. Af årsager der ikke skal afsløres her, bliver han en del af missionen der er menneskehedens sidste håb. Skibets navn er også ”Hail Mary”, der på engelsk er et udtryk for et sidste, desperat håb om frelse.

Man kunne måske tro at denne film lige som var tilfældet i The Martian er en historie om en enkelt astronaut, der uden andet selskab end sit eget skal forsøge at overkomme umulige odds og ikke kun overleve selv, men også sørge for redde dig, mig og resten af menneskeheden. I starten af filmen snakker Grace da også primært med sig selv, men idet han nærmer sig Tau Ceti, så opdager han pludselig at han har fået selskab af et andet rumskib. Et som bestemt ikke er af jordisk oprindelse.

Kapellets skribent har en tommelfingerregel om ikke at spoile alt for meget af handlingen [så vil du ikke vide mere, så spring til det næstsidste afsnit – red.] , men i alle trailers til denne filmen så afsløres det også at Grace får kontakt til et sært væsen, der lige som ham selv er blevet sendt afsted fra sin hjemplanet i håbet om at få løst Astrophage-problemet.

Dette stenvæsen, som Grace hurtigt døber ”Rocky”, er tilsyneladende videnskabsmand som han selv. Det finder han ud af, efter at de to har fundet en måde at kommunikere med hinanden på. Så lige som Robinson Crusoe pludselig fik selskab af Fredag, så bliver Rocky vores hovedpersons kollega og på sigt tætte ven.

Ryan Gosling er usandsynlig velvalgt til rollen som Grace. Han er ikke kun en dygtig og charmerende skuespiller men han formår at gøre sin figur ustyrligt sympatisk. Selv om man tidligere har set science-fictionfortællinger der handler om mødet mellem mennesker og aliens (i flæng kan nævnes E.T., Enemy Mine, Nærkontakt af tredje grad, m.fl.) så formår denne film også at gøre dette møde til en både medrivende, morsom og ikke mindst meget rørende fortælling.

Vi kommer til at holde usigeligt meget af stenen fra det ydre rum, der til trods for sit aparte udseende er vildt godt lavet. Selv om en levende sten muligvis lyder som et umuligt koncert, så har special effects-folkene været så vildt dygtige, at man meget hurtigt overbevises om at Rocky er mindst lige så levende som Grace. Samspillet mellem de to er virkeligt godt og man skal vist være lavet af sten (pun intended – red.), for ikke at holde af begge hovedpersoner.

Om missionen lykkes kan du selv forsøge at gætte dig til, men det er næppe vanskeligt, idet dette jo er en stort anlagt Hollywoodfilm. Til gengæld er der al mulig grund til at se filmen, for selv om den varer næsten tre timer, så keder man sig ikke et eneste øjeblik.

Det bemærkelsesværdige er også at filmen formår at blande ´hård´ science fiction (læs: alle de tekniske, naturvidenskabelige forklaringer) med ´blød´ science-fiction (læs: filmens fokus på kommunikation, empati og samhørighed) på en virkelig fin måde, så der er noget alle kan tage med sig hjem fra biografen.

Selv om det primært er en vildt flot filmet, teknisk overlegen og fortællemæssigt veloplagt film, så er det også en rumfabel, der potentielt holder fast i ideen om at samarbejde, knowhow og kommunikation på sigt er løsningen på langt de fleste af de problemer vi omgiver os både lokalt men ikke mindst globalt og universelt.

Project Hail Mary er håb i filmform. En tiltrængt fiktiv medicin til os alle. En film der kan formidle en gnist af håb til sin seer i en tid, hvor netop håbet for mange af os kan forekomme som en mangelvare.