Forælder/børn konflikter er nok en af de oftest beskrevne dramatiske, psykologiske konflikter, om det være sig i film, teater eller litteratur. I Mary Bronsteins film Hvis jeg havde ben ville jeg sparke dig, er det helt ubetinget MOR og moderrollen , der fokuseres på. Så meget at det først er i filmens allersidste billede vi ser et billede af datteren, formentlig 10-12-årig.

Selv om det ikke mangler på dialog de to imellem, ser vi kun datteren som et hurtigt glimt af en skulder, en arm, et par livlige hænder. For det er MOR, terapeuten Linda (Rose Byrne), der bogstavelig talt er i centrum. Løst anslået, er omkring 80% af filmens små to timer, nærbilleder af Lindas dejlige udtryksfulde ansigt. Fra angst til tindrende glæde.

Vi følger tæt datter/mors dagligdagsskænderier ikke mindst ved morgenbordet og i bilen på vej til skole. Faren er også kun en stemme på mobilen fra et eller andet sted på kloden og sjældent tilstede i det fælles hjem.

Linda er fortravlet, stresset af moderpligten og arbejdet, der netop består i at rådgive frustrerede og psykisk forpinte patienter. Helt galt går det da loftet i deres lejlighed brister og vandet vælter ned gennem det store loftshul. Endnu et surrealistisk kaos midt i hverdagsræset.

Mor og datter tvinges til midlertidigt at flytte til et nærliggende motel. Læg der til, at datteren (hun er en navnløs hovedperson!) lider af en mystisk sygdom, der kræver at hun kun kan optage næring gennem en sonde, som mor hver dag må ”fodre” med næringsholdige væsker. Metaforisk så det batter. Navlestrengen er aldrig blevet skåret over!

Helt tydeligt bliver moderskabet, da Linda som terapeut får en patient der er nybagt mor og i det skjulte har medbragt sin baby, for derefter at forsvinde. Linda står alene med et påduttet moderskab. Og filmen bliver ved med allegorier og skæve billeder på moderskabets belastninger og udfordringer.

At Linda har sin egne terapeut (Conan O'Brien), giver yderligere perspektiv når hun præsenterer sin drømme hvor terapeuten har hovedrollen.

If I had legs I’d kick you er en voldsom, intens, næsten frastødende feberagtig skildring af moderskabets trængsler fyldt med metaforer og symboler. Men med Rose Byrnes enestående præstation har vi noget så sjældent om et 100% gennemspillet portræt af en kvindes skjulte trængsler ved moderskabet.

MOR skal værre strækbar som modellervoks, som det siges i filmens begyndelse. Rose Byrnes er meget mere. Hun er den desperate, paniske mor i konstant nærbillede. Et menneske midt i al tumult og surrealisme.

Et portræt der overgår voldsomme vandskader, uforstående terapeuter og moderskabets pligter – og gør filmen seværdig.