En dag da drengen Didrik er på vej hjem fra svømning, stopper hans far bilen og bliver alvorlig. Han fortæller sønnen, at han har en hemmelighed, som han bliver nødt til at dele, men på den betingelse, at drengen aldrig fortæller det til nogen. “Jeg arbejder som hemmelig agent for CIA”, siger faderen. Denne sætning bliver kernen i den norske dokumentarfilm The Lives of my Father.

Filmen er faktisk en kondenseret version af en miniserie i seks afsnit, der i 2025 blev vist på NRK. I filmen følger vi den nu voksne søn Didrik Hallstrøms jagt på sandheden, for kan det virkelig passe at faderen var ansat af efterretningstjenesterne? Er det måske forklaringen på at far var så lidt hjemme? At han var så lidt far overfor sin søn? Selv om filmen i sagens natur handler om faderens dobbeltliv, så er fokus i mindst lige så høj grad på de manglende relationer som undervejs er opstået mellem sønnen Didrik og faderen Bjørn.

Det viser sig, at det langt fra er første gang Didrik har forsøgt at få sin far til at åbne mere op om sin påståede tid som hemmelig agent. Han fortæller ganske ærligt til kameraet, at han synes han nærmest har prøvet alt, men uden held. Håbet er så, at når der pludselig bliver rettet et videokamera mod faderen, så kan det være at han vælger at begynde at fortælle mere uddybende om sit liv. Filmen er beviset for at denne påstand skulle vise sig at holde stik.

I filmen får seeren indblik i faderens virke. Vi oplever hvordan han i mange år tilsyneladende arbejdede for NRK som billedjournalist og dokumentarist hvilket gjorde, at han blev sendt rundt omkring i mange dele af verden for at lave reportager og indslag af forskellige karakter. Skal man tro på faderens fortælling, så var det arbejde kun et dække over Bjørns virkelige opgave, nemlig at komme tæt på forskellige magthavere og organisationer, som forskellige efterretningstjenester kunne være interesseret i at vide mere om.

The Lives of my Father er på mange måder en helt traditionel dokumentarfilm, idet den visuelt skifter mellem de mange arkivoptagelser med Bjørn på opgave for norsk tv og så dokumentaristens længere interview med den nu gamle Bjørn. Ud over materialet fra NRK var familien Hallstrøm tilsyneladende også ganske begejstret for at optage hjemmevideo, i al fald er der flere, længere sekvenser med privatoptagelser, hvor enkelte af dem ligefrem bliver afspillet for dem, som et forsøg på at få far og søn til at tale om fælles minder.

Filmen er vellavet og så synes den at indskrive sig ind i en længere række af dokumentarfilm, hvis fokus er på at få afdækket årsagerne til hvordan familierelationer, der burde være nære og (k)ærlige, er alt andet end det. Tænk blot på den ganske unikke Mors drenge. Til kontrast til førnævnte film, så er faderen i The Lives of my Father stadig i live. Dette gør at han er i stand til at kunne fortælle om sine bevæggrunde for at gøre som han har gjort. Dette gøres måske også lidt for direkte, uden så meget hensyntagen til eller empati overfor sin søn.

I et af filmens mest voldsome øjeblikke bliver Bjørn spurgt om hvis han nu blev bedt om at vælge mellem sit arbejde og familielivet, hvad han så ville vælge? Uden at blinke ser Bjørn direkte ind i kameraet og sågar ”arbejdet, selvfølgelig.” Et andet kamera flytter sig fra Bjørn og bevæger sig fysisk et par meter ned i lokalet for at filme hvordan den den nu voksne Didrik, der er med på optagelse, reagerer på farmands ret voldsomme udtalelse. Selv om faderen forsøger at forklare hvor vildt det er at blive headhuntet til at være hemmelig agent, så ændrer det ikke på at han kommer til at fremstå som lidt af et røvhul, der igen beviser at han nærmest bevidst har forsømt at skabe en relation til sin egen dreng, fordi han har haft for travlt med at tænke på sig selv.

Underevejs i filmen interviewes også flere andre, som Bjørn har arbejdet sammen med tidligere. Her møder man eksempelvis fotografen Odd Ragnar Lund og den danske kvinde Bettina Cristensen. Bettina fortæller at hun som som teenager rejste rundt sammen med en norsk pige og Bjørn, for at lave ungdomsreportager fra mange af verdens brændpunkter. Hun virker derfor oprigtigt rystet, da dokumentarholdet fortæller hende om baggrunden for at Bjørn rejste rundt med sit kamera og lavede ”ungdoms tv.”

The Lives of my Father er primært en portrætdokumentar, idet den vil give seeren indblik i Bjørns karriere. Sekundært er det en film, der fortæller historien om et ganske ensidigt svigt, fra en fyr der vælger at stifte famile, men som mest af alt primært kun tænker på sig selv og hvad det er han har lyst til, i stedet for at være en god far og ægtemand der sørger for at hans søn og hustru får den kærlighed og omsorg som rettelig hører sig til familielivet.

Filmen er ganske kort, en fascinerende dokumentarfilm, der giver sin seer en fin fortælling fra virkelighedens verden, samtidig med at den også synes at ville fortælle, at selv livet som James Bond kan have en bagside.