Lidt groft sagt har den danske instruktør Anders Thomas Jensen (Blinkende lygter, Retfærdighedens ryttere, m.fl.) lavet film der på mange måder er skåret over samme list. Hvis man ser bort fra enkelte film (f.eks. Mænd og høns) er mange af de bærende karakterer ganske sympatiske kriminelle, der selvsagt på grund af deres gerninger er havnet i problemer. Desuden er der ofte folk bland dem, der er enormt mentalt uligevægtige. Alle fortællingerne er primært komiske, men altid med en god portion alvor og samfundssatire kastet ind i maskineriet. Endelig er Anders Thomas Jensen kendt som en manuskriptforfatter, der er virkelig god til at skrive morsom, mindeværdig dialog – uanset om det er til hans egne film eller ej.

Selv om der måske kunne være enkelte der vil mene at instruktøren blot skaber variationer over et tema, så er det ikke til at komme udenom, at mandens seneste film Den sidste viking (ikke at forveksle med den dystre børnefilm af samme navn fra 1995 – red.) var en kæmpestor publikumssucces. Det var kun Anders Matthesens Ternet Ninja 3 der blev set af flere i de danske biografer i 2025 – nærmere bestemt over 700.000.

Nu har du så mulighed for at eje filmen på fysisk medie eller streame den hjemme i stuen, hvilket Kapellets skrivefyr klart vil anbefale dig at gøre, især hvis du i forvejen holder af Anders Thomas Jensens film, for Den sidste viking er både sjov, rørende og kan heller ikke lade være med at kommentere på flere aktuelle emner.

Som faste læsere nok ved, så frekventerer undertegnede flere gange om ugen biografen. Ikke kun i anmelderregi, men også bare for at slappe af til en ny film. I den forbindelse blev den første teaser trailer til Den sidste viking vist igen og igen i efteråret 2025. Traileren bestod af en scene fra filmen, nærmere bestemt den hvor Sofie Gråbøls karakter mister besindelsen overfor ”John” og ender med at slå ham i ansigtet. Selv om denne trailer blev vist ad nauseam og anmelder lærte at kende den indgående, var det nærmest umuligt ikke at grine af den, uanset hvor mange gange det blev set. (Som en parantetisk bemærkning kan man også rettelig mene, at det er på tide at Gråbøl fik lov til at slå igen, selv om det ikke er Søren Pilmark det går ud over – red.). Af samme grund var forventningerne også meget store, da filmen skulle ses.

Disse positive forentninger blev indfriet til fulde. Selv om Den sidste viking ikke er en komedie hvor man skraldgriner hele vejen igennem, er det endnu engang lykkedes Anders Thomas Jensen at skabe en film som både underholder, er spændende og som samtidig godt kan give stof til eftertanke. Eksempelvis så kan man jo sagtens diskutere, om det er i orden at lave sjov med folk der har en diagnose (for slet ikke at tale om at slå dem i ansigtet) eller i det hele taget konsekvent fortælle historier om dysfuktionelle, aparte og marginaliserede figurer. Når det så er sagt, så er der jo heller ingen tvivl om at Den sidste viking er fiktion, hvis primære formål er at underholde sin seer. Eksempelvis så starter og slutter den med en animeret sekvens, der – uden at afsløre yderligere – er hovedårsagen til at filmen har fået sin titel.

Ganske kort, så bliver tilskueren endnu engang vidne til en form for kammerspil, hvor hoveddelen af handlingen er sat til at foregå i et hus midt i ingenting, denne gang dybt i skoven. Grunden hertil er at finde i filmens start. Efter tegneseriesekvensen er vi vidne til at Anker (Nikolaj Lie Kaas) har begået et røveri, som han kort tid efter arresteres for. Inden det sker har han givet de mange rede penge til sin bror Manfred (Mads Mikkelsen), og bedt ham om at skjule dem i området nær deres barndomshjem. Mange år efter, kommer Anker ud af fængslet, men Manfred, der har flere psykiske udfordringer, insisterer nu på at være en inkarnation af John Lennon og har bestemt ingen erindring om hvor han har gemt pengene.

I barndomshjemmet bor nu et par. Der er den rødvinsafhængige Wener (Søren Malling) og dennes yngre kone Margrethe (Sofie Gråbøl). De lejer en del af huset op til feriegæster, så selvsagt tjekker Anker og ”John” ind dér, i et forsøg på at lokalisere de mange penge. En psykolog, som Anker mødte på hospitalet da han henter sin bror, mener at det vil være en fremragende idé, at gå med på Manfreds tvangstanke om at han er John Lennon. Idet psykologen kender til andre patienter, der tror at også de er medlemmer i The Beatles så kunne de jo forsøge at lade patienterne mødes, spille musik sammen og på den måde forsøge at behandle dem.

Som kan læses ud fra ovenstående korte resumé, er præmissen jo ganske bizar og det viser sig jo også, idet filmen skrider frem, at ikke alle er hvad de udgiver sig for at være. Desuden er den meget brutale gangster Flemming lige i hælene på Anker. Dette sikrer at der i det hele taget konstant opstår situationer som er bizarre og meget morsomme. I konstante flashbacks ser vi også Manfred og Anker som børn, der i den grad præges af deres grusomme far spillet af Lars Ranthe. Denne del af filmen er dog tættere på tragedien end på komedien, hvilket giver en god balance.

Filmen er en velspillet og ret morsom sag, der på satirisk vis kommenterer på hvordan vi forholder os til både psykisk sårbare, til småborgerlighed og mellemmenneskelige relationer mere overordnet. Samtidig er det også en film, der lige som forgængeren Retfærdighedens ryttere også tillader sig at være gravalvorlig.

Kapellets udsendte holder meget af denne sammenblanding mellem alvor og komik. Det giver figurerne en vis kompleksitet og samtidig så er det også befriende at kunne le, kort tid efter man er blevet forfærdet og trist over at de en scene. I mindre kyndige hænder kune dette godt være endt som en rodebunke, men Anders Thomas Jensen har jo en vis rutine i at lave film som disse, film som umiskendeligt synes at have hans fingeraftryk. At kalde manden en auteur virker passende, for i mange af sine film har benyttet sig af mange af de samme skuespillere, samtidig med at han både skriver og instruerer selv. Til trods for han ofte skaber variationer over et velkendt tema, er der al mulig god grund til at se Den sidste viking for den er bragende underholdende, samtidig med at den også vil mere end blot end krimikomedien.