Tænk der er gået mere end 50 år siden en stor håndfuld slumstormere, der allerede havde huseret i gaderne omkring Christianshavns kanal, besatte de forladte militærkaserner i Bådsmandsstræde og grundlagde Fristaden Christiania. Det ny alternative samfund skal rumme alle og alt. Et fællesskab der især giver plads til dem, der står uden bolig, uden midler, er utilpasset og trynet af samfundets regeltyranni.

Selvfølgelig må samfundet reagere overfor denne ulovliglige besættelse af statens ejendom. Forsvarsminister Kjeld Olesen nærmer sig en dialog med den konsensusstyrede fristad. En slags forsøgsperiode på tre år aftales, mod at christanitterne nu forpligtiger sig til at betaler for deres forbrug af el og vand.

”Nu skal de ud. Ryd Christiania” råber fremskridtpartiets leder Mogens Glistrup, godt støttet af Erhardt Jakobsen, Centrumpartiet, der begge kom i Folketinget i 1973.

Sådan er den dramatiske start på et enestående samfundseksperiment, der tiltrækker marginaler som: flippere, hippier, stofmisbrugere, boligløse, rockere, kriminelle, dommedagssekter…

Det er fristadens historie Karl Friis Forchhammer fortæller i dokumentarfilmen med spillefilmslængde; Christiania, baseret på et fyldigt arkivmateriale og en kærlighed til ´Staden´. Instruktørens forældre, der var med fra besættelses start, fraflytter imidlertid i forbindelse med hans fødsel, men holder fortsat kontakten med miljøet.

Også vi er med fra starten. Oplever konsensusdemokratiets træghed, hvor alle beboerne har ret til at få ordet og medbestemme. Hvor alle ideer er ligeværdige. Et tilstræbt anarki, hvor talelysten er utæmmelig og beslutninger, der kræver at alle skal være med, næsten er umulige at gennemføre.

Samtidig blomstrer kreativiteten. Solvognen opstår med sæde i Den Grå Hal på Christiania. Dem med julemandsaktionerne. Vi genoplever hvordan de i Magasins boghandel rask uddeler bøger frit fra hylderne, som julegaver til tilfældige kunder. Værksteder flytter ind, ikke mindst i forbindelse med beboernes renovering af de nedslidte bygninger. Smedjen huskes nok mest for christianiacyklen – den med plads til to børn i ladet. Keramikværkstedet for sine farverige vaser, der bl.a. blev solgt på Fristadens årlige julebasar.

Ikke alt er idyl – langtfra. Ikke kun truer politikerne på skift med nedlægning af staden – men rockerne rykker ind med vold og kriminalitet.

Hashhandlen tager til. Pusherstreet med åbenlys handel med euforiserende stoffer af enhver art , er blevet en fast anerkendt institution – hvor pengestærke kriminelle nu har taget over. Volden tager over og medfører alvorlige skududveksling med flere døde til følge bl.a. to politibetjente. Til sidst griber politiet, med christianitternes billigelse, for alvor ind. Pusherstreet ryddes og alle ulovlige handelsaktiviteter skulle dermed være så godt som slut(?).

I dag er Christiania en turistattraktion på linje med Tivoli, Den lille Havfrue og Zoologiskhave. Der er guidede ture med tid til en snak med de lokale på Stadens værtshus.

Alt det og mere til får vi dokumenteret gennem interviews med christianitterne og en stribe af gamle film-og tv-klip. Ikke ukritisk, men altid med en undertone af kærlighed til det samfundseksperiment, der trods voldsomme kriser har overlevet i mere ned 50 år.

En fin ajourføring af en række dokumentarfilm gennem tiden om fristaden f.eks. christianitten, filminstruktør Nils Vests Christiana, du har mit hjerte fra 1991.