”Tag en dyb indånding. Ånd langsomt ud. Hvad ser du? Hvad føler du? Føl nu!”

Sådan starter Bart Laytons krimithriller, Crime 101 (American Animals, 2018). En blid kvindelig myndig voice-over, der byder os velkommen til (i dag) noget så sjældent som en 90’er-agtig krimithriller, fyldt med vilde biljagter, diamantrøverier, skumle og halvtomme parkeringskældre, ladte pistoler og svigt, svig og svindel.

Davis (Chris Hemsworth) er den behændige diamanttyv, der gennem længere tid har leget kispus med Los Angeles politi. Senest har hans juvelkup fulgt den berømte Highway 101, langs den sydcaliforniske kyst, hvor Amerikas rigeste holder til i pragtpaladser, hvor de og svømmer i marmorpools og penge/ diamanter. Et geografisk mønster i juvelforbrydelserne, som den utrættelige detektiv Lou (Mark Ruffalo) nu mener at kunne kortlægge – og dermed afsløre og snart anholde juveltyven, når han formodes at gøre sit næste kup.

Parallelt hermed arbejder forsikringsselskabet med at afsløre kupmageren, for det er forsikringen, der hver gang, kup efter kup, må punge ud med erstatning til ofrene. Den 53-årige Sharon Coombs, glimrende spillet af Halle Berry, er forsikringsagenten, der skal overbevise de rige om vigtigheden af at få forsikret deres ekstravagante kunstværker og smykker, her under juvelerne. Det er hun dygtig til – men juveltyven koster selskabet erstatninger i millionklassen. Sharon føler selv at hendes indsats ikke værdsættes nok og må desværre konstatere, at hun konstant bliver forbigået, mens yngre kollegaer forfremmes. Kvinde og for gammel!

Fire spændingslag. Juveltyven, detektiven, forsikringsselskabet og mellemmænd mm. Alle har noget på spil. Både med privatliv og levebrød. Spædende nok, men det er ikke det der gør Crime 101 til noget særligt. Det er stilen. Den rappe fortællestil, hurtig klipning og de mange biljagter, inklusiv den mystiske motorcykel der altid lige syntes at komme forbi. Totalbilleder af de mange motorveje der krydser hinanden. Biler, biler, biler. Crime 101 er en film set gennem en bilrude, med tydelig og kærlig inspiration fra fortidens biljagter, ja, en af hovedpersonerne nævner selv Steve McQueen, vi husker hans udødelige bilrace i Bullitt (1968).

En flot Hollywoodfilm, med fart og spænding – der afslører en dobbelthed og at alle de medvirkende står til fals. Men også trættende i sin glæde ved biljagter og flotte billeder i neon og modlys, understøttet af en hidsig rytmisk lydside. En seværdig stiløvelse, hvor en halvtimes opstramning kunne gøre underværker – uden at vi af den grund tabte farten.