Konflikten er klassisk. Kunstnerens vision overfor virkelighedens verden. Hvor meget skal skaberen bøje sig for politikernes/budgettets krav til kunstværket? Eksemplerne er talløse.

Sidney operaens arkitekt Jørn Utzon måtte bøje sig og rykke tilbage til Danmark. Henning Larsen tabte kampen overfor A.P. Møllers krav om operaens fremtoning. Også han måtte erkende: at den der betaler musikken, bestemmer hvad der skal spilles!

I 1982 beslutter den franske præsident François Mitterand, at der udskrives en åben international arkitektkonkurrence om skabelsen af et monument, senere kaldet Menneskehedens triumfbue, der skal ligge i lige-linje fra den lille triumfbue ved Louvre, frem gennem den gamle triumfbue, langs Boulevard Champs-Elysé, frem til la Défense, et moderne bolig-og industrikvarter. En afstand på godt otte kilometer.

Indvielsen skal ske på 200-års dagen for den franske revolution d.14. juli, 1989.

Arkitektkonkurrencen tiltrak stor international opmærksomhed, og mange af tidens mest visionære arkitekter deltog. Projektet blev hurtigt et symbol på spændingen mellem tradition og modernitet, hvor både æstetik og funktionalitet skulle gå op i en højere enhed. Debatten om monumentets udformning blev intens, og både medier og offentlighed fulgte processen nøje.

Det er den historie Stephane Demoustier har valgt at fortælle i sin ny film Den nye triumfbue.

Vi starter i Elysée Palæet, i præsident Mitterrands kontor, hvor det nu skal afsløres, hvem arkitekten/kunstneren er bag den firkant af en kube, som bedømmelseskomitéen har valgt.

Spændingen er stor. Præsidenten sprætter kuverten op. Otto von Spreckelsen læser han med tøvende stemme.

Hvem er han? Dansker? Ring med det samme til den danske ambassade. Hvem? Vi ringer tilbage. Et ukendt navn, selv for danskerne, har vundet det franske prestigeprojekt.

Da vinderen, den 53-årige von Spreckelsen, professor ved Kunstakademiet i København, skal præsentere sig selv, og sine tidligere værker, for de franske kollegaer, embedsmænd og politikere, lyder det: jeg har tegnet mit eget hus plus fire kirker – slet og ret.

Sådan starter biopic filmen Den nye Triumfbue, der allerede på forteksterne gør opmærksom på, at der er tale om fiktion, ikke mindst når det gælder forholdet ægtefællerne imellem.

Nej, vel er der ej.

Den eneste, der har fået et andet navn, er arkitektens hustru (Sisse Barbette Knudsen). Alle andre skuespillere bærer datidens navne og er dem.

Filmen dykker ned i processen fra idé til det færdige monument. Skildrer ikke mindst von Spreckelsens konfrontationer med de mange politiske intriger, herunder de personlige dramaer, der udspillede sig bag kulisserne. Gennem interviews og historiske rekonstruktioner får vi indblik i, hvordan arkitektur kan blive centrum for nationale følelser og personlige ambitioner.

Claes Bang (The Square) har igen en næsten magisk evne til at fremstille en nuanceret og begavet hovedperson, der kæmper for sit værk, uden at indgå kompromisser. Ikke lade sig diktere af budgetrammer og bureaukrati. Kuben, Menneskehedens Triumfbue, som han får gennemført, med Mitterands støtte og ikke mindst med stor hjælp fra civilingeniøren bag konstruktionen professor Erik Reitsel, der også etablerer sin egen tegnestue i Paris.

Den nye triumfbue er teknisk set en fremragende rekonstruktion, baseret på bl.a. animation af fotos fra byggeriet. En næsten ætsende troværdig fremstilling af det franske bureaukrati og misforstået patriotisme. Et fremragende spil af Claes Bang og de andre medvirkende.

Næppe dækkende virkeligheden, hvis man skal tro den nulevende 92-årige hustru og deres søn, der begge har frasagt sig filmen. Mesteren forlader selv projektet i protest og dør selv af kræft, to år før Kuben, som planlagt, indvies på Bastilledage 1989.

Se filmen som film – og som et vigtigt indlæg om kunst og politik. Om vision og virkelighed.