Et kæmpestort hustag løsriver sig fra en lagerbygning. Adskiller sig rystende og faldefærdigt fra murværket, løftet op af en ydre kraft. En kran eller Vor Herres hånd, måske? Sådan oplever vi, og det faste kamera, tagets mystiske løsrivelse fra lageret.

Mystisk, uforklarligt. Snarere et varsel om opbrud.

Hlynur Pálmasons nyeste film The Love that Remains vrimler med symboler, der skal hjælpe os til forståelse af den ellers meget stilfærdige islandske film om den kærlighed ,der trods modgang, smerte og adskillelse forbliver intakt.

Anna og Magnus har været gift i snart 20 år, skolekærester og har aldrig rigtigt kendt andre. En lille vellykket kernefamilie med 3 børn og en ret så dominerende hyrdehund Panda. Familien er bosat i en lille fiskerby, hvor Magnus arbejder på en større trawler. Anna er eksperimenterende kunstner, der arbejder med rustne metalplader og deres aftryk.

Magnus er ofte på havet i længere perioder. En dag får de en mine fra 2.verdenskrig i nettet. Forvarsel om ulykke? Hjemme ´voldtager´ en stor hane en kylling, til børnenes stor forargelse. Det vrimler med små signaler om at noget ikke er helt som vi forventer.

Anna får besøg af en svensk galleriejer, der taler og taler som sig selv, vin og gastronomi, for helt at glemme Annas kunst. Store og små hverdagshændelser, der helt får dem til at se bort fra at ægteparret faktisk er separeret.

Det er filmens hovedbudskab. Kærligheden dør ikke fordi vi ikke bor sammen længere. Her er både børn og voksne stadig i en kærlig symbiose. Det at Magnus er en lang tid på havet og nu har sit eget hjem befordrer kun yderligere deres lyst til at være sammen, som var de stadig en familie bundet til hinanden med kærlighedens bånd.

Hvem der ville skilsmissen og de mere konkrete årsager til bruddet interessere os ikke - der er stadig en næsten umenneskelig respekt og kærlighed dem i mellem. Ikke mindst hos de tre børn, der viser en sjælden intimitet og åbenhed. Alle tre børn spilles fremragende af instruktørens egne børn.

Som i Hlynur Pálmasons andre film, senest Godland (2022), er det her Islands storslåede natur på en forunderlig måde spiller sammen med de menneskelige følelser. Filmen er et puslespil af følelsesbrikker ofte koloreret med humor og genkendelighed. Et digt, ikke særligt dramatisk, men i sine fragmenter med en menneskelig autenticitet, tæt på den islandske natur.

The love that remains er en stille film, som at bladre i et familiealbum. Gennem et år følger vi den lille familie fuld af hverdagslivets kedsommelige detaljer, der alle på den ene eller anden måde illustrerer spor af kærlighedens mange nuancer, oftest med ømhed og en snert af humor. Heldigvis.