Vi er i den nordvestlige del af Iran, langt ude i ørkenen i en lille landsby, hvor tiden syntes at være gået i stå, eller set med vestlige øjne skruet århundreder tilbage. Et lokalsamfund, hvor kvinder tvangsgiftes fra 10-års alderen, er uuddannede fødemaskiner, der underdanigt følger faders vilje.

Heldigvis er der undtagelser. Sara Shahverdi er en af dem. Det er hende, ægteparret Sara Khaki og Mohammadreza Eyni, sætter fokus på i filmen, Saras Stempel.

Sara er 43 år, fraskilt og barnløs og så kører hun som eneste kvinde i landsbyen, på motorcykel, med tørklæde hen over kasketten. Opdraget af faren som en dreng, efter at hun kom til verden som pigenummer syv – at der senere fulgte tre sønner var dengang kun en ringe trøst. Sara nyder sin drengerolle og da faren dør arver hun som 16-årig motorcyklen. Et konkret symbol på den frihed som hendes medsøstre må undvære.

Det første møde med patriarkismen er da Sara hører at søstrene har skrevet under på, at give afkald på en familiearv til fordel for brødrene. Det kommer der en ophidset søskendediskussion ud af, der ender med at Sara river dokumentet i småstykker. Sådan!

Sara, der selv er jordemor og har taget imod mere end 300 af byens børn, er også den der får alle pigerne i den lokale skoleklasse til at skrive under på, at de på trods af forældrenes ønsker, vil have en uddannelse og først gifte sig efter at være fyldt 25år.

Sara er eneren, der som første kvinde stiller op til sognerådsvalget – og vinder med et overvældende flertal. De andre indvalgte, alle mænd, protesterer. Det er umuligt at en kvinde skal bestemme over os, naturstridigt. Bølgerne går højt. Igen af de 300 andre landsbyer i området har valgt kvinder. Her virker det nylige afholdte danske kommunalvalg som en dans på roser. Sara insisterer og får til sidst fravristet, den nu forhenværende sognerådsformand, kommunestemplet, uden hvis aftryk de kommunale dokumenter ikke er gyldige.

Selvfølgelig rejses spørgsmålet om Sara, motorcykelpigen, mon dog ikke i virkeligheden skulle være en mand. Både læge og dommer, må desværre for patriarkerne, afkræfte påstanden.

Nu kan kvindefrigørelsen blive alvor. Men den ny sognerådsforkvinde må erkende at tradition og magt hører sammen. Det der for os er logik og almindelig dagligdags retfærdighed, har været det stik modsatte i århundreder i andre kulturer.

Saras Stempel er i sit udgangspunkt en dokumentarfilm, hvor instruktørerne gennem 7 år har fulgt Sara Shahverdis kamp for kvindefrigørelsen, netop i en lille landsby i ørkenen. Her møder vi den kompromisløse, men meget menneskelige og humørfyldte hovedperson. De øvrige medvirkende er landsbyens indbyggere – og det gør også dem troværdige!

En sjælden vigtig film – ikke kun for Iran, hvor man kan tvivle på, om filmen bliver biografdistribueret. Instruktørægteparret tør pt. i al fald ikke vende tilbage til landet.

Saras Stempel er fascinerende og engagerende – og en film til eftertanke.