Tre generationer holder jul sammen i et øde beliggende sommerhus. Datter, mor og mormor. Skriv et psykologisk drama baseret på, isolationen, julen og nævnte familiekonstellation. Sådan kunne en opgave lyde på film- eller forfatterskolen. Et oplagt klassisk dramatisk set op, der indbyder både til alvor og skæmt.

Charlotte Brodthagen, som debuterende instruktør og manusforfatter Simon Weil, har med spillefilmen Min kære mor valgt at løse opgaven på de givne betingelser.

Mor, Christel (Lene Maria Christensen), og den 27-årige datter Luis (Freja Sandberg), er småpjattende på vej i bil, for at holde jul i et stort sommerhus midt i skoven. Ved ankomsten opdager de en stor pakke stillet foran huset. ”Mon en julegave til mig”, siger datteren muntert. ”Næppe”, svarer mor, der langsomt åbner papkassen. Og hvad skuer de/vi? En gravsten! – med den klassiske tekst: Hvil i fred.

Så er tonen slået an. Ikke helt. For nu skal der julehygges. Julegløgg, julespil og god julemad, kun os to – for i år kommer mormor ikke som hun plejer. Mor har nemlig slet ikke inviteret hende. Mor er alvorlig syg. Lov mig det bliver mellem os to, indprenter hun datteren, ikke et ord ti mormor, hvis du skulle tale med hende.

Men ak, julefreden er snart slut. En rød bil bremser hårdt op foran sommerhuset og ud stiger Vivi, bedstemoren, (Birthe Neumann), for kun at blive mødt med en kold, hvad-vil-du-her-skulder. ”Noget af en velkomst,” siger hun og tilføjer til Cristel: ”Hvor ser du dog Herrens ud”.

Så kan rivegildet begynde.

Selvfølgelig afslører datteren, stærkt provokeret, overfor mormor, at mor er dødsmærket af kræft. Det får maskerne til at falde – for selvfølgelig bærer de alle tre på helt forskellige traumer, ikke mindst fra barndommens gade.

Det er her de tre skuespillere – og de er kun de tre, uden flashbacks, viser de deres professionalisme. Birthe Neumann er nok engang mesterlig i sin fremstilling af Vivi, som det egocentriske energibundt, der i sin høje alder dyrker moderne dans og yoga, med meget mere – hvis udstråling er ubehagelig kulde, parret med en skarp indsigtsfuldhed. Ikke nogen rar person - men ægte i sin styrke og svaghed. Ikke mindst overfor datteren, Christel, der er mærket af opvækstens kulde og hvis liv står til en snarlig afslutning, en troværdig fremstilling af Lene Maria Christensen, der også i samspil med Freja Sandberg får os til at leve med og tro på familieopgøret.

Ingen kære mor er først og fremmest fremragende skuespilkunst. Som drama ret forudseeligt. Som film lige efter filmskolebogen. Et pænt stille debutarbejde, der bestemt peger fremad.

Som ekstra plus. Filmen har humor og en vis groteskhed, der får en til at bære over med den traditionelle dramatiske udvikling – hvis afslutning i øvrigt ikke skal afsløres her.