Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

Diamanti (135 min.) Biograffilm / Another World Entertainment
Anmeldt 30/10 2025, 11:04 af Uffe Stormgaard

En hyldest til det der sker bag kulisserne, ikke mindst der hvor de flotte kostumer skabes


En hyldest til det der sker bag kulisserne, ikke mindst der hvor de flotte kostumer skabes

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”I er mine diamanter”, siger filminstruktøren, omgivet af en snes af Italiens mest kendte og beundrede kvindelige filmskuespillere. ”Det er jer, jeg vil lave en film om og med”. En film om en film. Rammen skal være, det romersk kostume-designfirma Tirelli Costumi, der har leveret talrige elegante og fantasifulde filmkostumer bl.a. til Italiens store instruktører som Fellini og Visconti. Diamanti er tilegnet Italiens tre store skuespillerinder: ,Mariangela Melato, Virna Lisi og Monica Vitti.

Med den tyrkisk/italienske instruktørs Ferzan Özpeteks 15. spillefilm Diamanti er vi i Rom i 1970erne. Rammen er netop et stort kostumefirma, der hovedsageligt styres af kvinder. Så der er lagt op til kvindeportrætter både som den enkeltes og om sam- og modspillet kvinderne imellem i det farverige arbejdsmiljø. Men selvfølgelig er der også plads til mændene i periferien. Dem, der er langt fra kostumemiljøet og intet forstår og oftest endda slår en brutal næve.

Mest interessant er forholdet kvinderne imellem.

Tiden er kvindeoprørets. Her svøbt ind i silke og brusende skørter. En overdådighed af kostumer, hvor fantasien går hånd i hånd med æstetikken. Flot, flot – men også lidt tomt, indholdsløst. Filmens dramatiske idé er at tegne en stribe korte nærbilleder af den enkle, kvindelige medarbejders karakter og involvering i kostumeskabelsen. Fra de to herskesyge chefsøstrer til den ydmyge sypige. Skalaen er bred. Fra enker, der mødes med yngre mænd, til mødre, der kæmper med deprimerede teenagesønner, til ældre kokke, der mindes fortidens hjertesorger.

Som nævnt, en film i filmen. Hvor instruktøren, hin kvindeglade, er en skuespiller, men hvor vores instruktør Ferzan Özpetek af Diamanti, lægger nok en dimension til filmen, ved selv at indgå i plottet, som sig selv, i sin leg med filmmediet. Filmfotograf Gian Filippo Corticelli giver os nogle dejlige billeder. Men nogle gange, føles kamerabevægelserne underligt vægtløse og tilfældige. Vi suser ind og ud, op og ned, nok mere for at imponere, i stedet for at observere. Alt sammen tilsat ørehænger-musik af komponisterne Giuliano Taviani og Carmelo Travia med et tilbagevendende tema, der hænger fast og just ikke fremmer seriøsiteten.

Kvindeensemblet funkler, som diamantmetaforen forlanger. Beatrice, en ung aktivist, der opdager sit store talent for kostumedesign, er en af filmens mest forfriskende karakterer – en kunstner, der ikke engang ved, at hun er en, endnu. Der er Giuseppina ( Sara Bosi), Rita (Loredana), Lucio ( Luca Barbarossa) Gabriella (Jasmin Trinca) og mange andre, alle skuespillere der har medvirket i instruktørens tidligere film. Hver især bringer de deres eget selvstændige kapitel til filmen om huset, der har klædt mange af Italiens store film på.

Diamanti er en hyldest til det, der sker bag kulisserne, her især i huset med de flotte kjoler og dragter. Filmen er både underholdende og velspillet på sine præmisser– men også en smule trættende i sin form, der kræver mere end smukke kvinder og brusende skørter.

Vi aner smerte og dybere liggende psykiske konflikter hos de mange kvindeportrætter. Filmens form er mere afskrækkende end formidlende. Diamanterne glimter, men bliver aldrig skarpe og facetterede. Det er som skrædderiets mange mesterværker først bliver tjenlige, når mennesker iføres dem.


Forrige anmeldelse
« Hjem kære hjem «
Næste anmeldelse
» Human race »


Filmanmeldelser