Der tales for alvor filosofi. Navne som Hegel, Nietzsche og Kirkegaard indgår helt naturligt i den intellektuelle diskussion, som finder sted når filosofiprofessor Alma Imhoff (Julia Roberts) holder salon med venner og kollegaer i boligen på Yale-universitet.

Alma, er populær og tæt på en fastansættelse, gift med Frederik, psykiater (Michael Stuhlbarg). Bedste ven og kollega er Hank (Andrew Garfield). Største beundre er eleven Maggie, der er ph.d.-studerende og hvis forældre er velhavende og en kraftig økonomisk donation støtter universitet.

Alle vennerne er til fest hos Alma, hvor spirituelle ord og spiritussen flyder i stride strømme. Et klassisk Woody Allen set up. Det har forteksternes grafik og den underlagte jazz, mere end antydet. Men nej, instruktøren Luca Guadagnino og manuskriptforfatteren Nora Garrett , kan og vil selv, i After the hunt.

Salon-idyllen skal naturligvis brydes. For filmen handler om sandhed og løgn, om troskab og forræderi, dobbeltmoral og slet ingen moral. Plus magt, privilegier og fællesskab.

For Maggie. den unge filosofistuderende, kommer næste dag til Alma for at afsløre at Hank, umiddelbart i forlængelse af festen, har forsøgt at voldtage hende. Skal hun tro eleven, som hun ved er en grænseløs beundrer. Eller godtage den nære kollega Hanks forklaring, det totalt afviser enhver tanke om voldtægt?

Et startskud til en mere eller mindre sandsynlig afklædning af hovedpersonerne, der alle har en eller flere skjulte moralske skavanker. Filmen sætter et spørgsmålstegn ved sandheden eller rettere hvor mange sandheder om samme sag findes der, ikke mindst i en #Me-Too kontekst.

Desværre drukner den psykologisk interessante analyse af universitetsmiljøet i alt for mange ord – og for lidt karakternuancer, når det gælder personkredsen omkring Julia Roberts.

Til gengæld er hun fremragende og hele filmen værd. Fuld af modsætninger. Intelligent, beundret, men indadtil fuld af længsel efter anerkendelse. Hun er suveræn, når hun forelæser, sårbar, når hun er alene, og nådesløs, når hun bliver skubbet op i et hjørne. Hendes ansigtsudtryk, hendes bevidste pauser og blikke, gør Alma til en karakter, der har mere dybde, end manuskriptet giver hende. En nuanceret skildring af en intelligent moderne, ambitiøs kvinde, med en skjult fortid.

På den baggrund virker, det øvrigt stjernebesatte cast, skematisk og en-dimensioneret.

Vi fik ingen Woody Allen satire, men et velfortalt nutidsbillede af et amerikansk universitetsmiljø, der skildres i relevante billeder og med et soundtrack med musik af Trent Reznor og Atticus Ross og relevant klassisk musik. Plus megen snak, der prætentiøst gerne vil spejle virkeligheden – underholdende nok. Det er bestemt også en kvalitet.