apellet antager, at fik du spørgsmålet: “Hvor ligger verdens tre mest forurenende byer?”, så ville du med garanti ikke gætte på at en af dem kan findes i Europa, nærmere bestemt i Bosnien-Herzegovena. Ikke desto mindre er byen Zenica endt på denne triste topplacering.

Dokumentarfilmen Hilmen over Zenica, der blev vist på CPH:DOX sidste år og som nu kan ses på DR-TV, handler netop om denne by og beboernes kamp for at få myndighederne til at gøre noget ved forureningssituationen.

Filmen starter med at informere sin seer om at den er optaget i perioden 2017-2024. I løbet af de syv år følger man en gruppe lokale ildsjæle, der forsøger at indsamle beviser for, at alle de, der bor i nærheden af det koksværk som ligger midt i byen rammes langt hyppigere af alvorlige sygdomme end dem, der ikke gør.

Selv om både firmaet AcelorMittal, der ejer fabrikken og de lokale myndigheder for længst har lovet at måle forureningen og sørge for, at der ikke udledes flere sundhedsskadelige partikler fra fabrikken end den procentdel der er tilladt i følge EU lovgivning, så er der ikke sket noget som helst! Det er drivkraften for den gruppe af borgere der har besluttet sig for at tage kampen op mod systemet. En ulige kamp mod et system, der både er styret af storkapital og korruption blandt lokale embedsmænd.

Filmen er helt klart en der sympatiserer med miljøforekæmpernes, hvilket også giver god mening, da det er vanskeligt at fatte sympati med et firma, der ifølge filmen helt ublu sender ukontrollerede mængder af kræftfremkaldende stoffer ud i atmosfæren og hvis udledninger fra fabrikken farver den flod der løber gennem byen blodrød.

Mange af de personer seeren introduceres for er enten personligt ramt eller i tæt kontakt med mange af de mennesker i byen som er blevet kronisk syge eller ligefrem døde før tid. Desuden er kameraholdet med til mange af de møder og høringer mellem borgerne, kommunen, representanter fra EU og mange flere.

De eneste, der ikke viser sig eller gør deres holdning klart er ejerne eller representanter for AcelorMital. Det eneste tidspunkt de viser sig på er i den scene hvor en tilføjelse til fabrikken til flere millioner euro bliver annonceret. I det hele taget har de, der burde tage ansvaret tydeligvis alt for travlt med at ignorere problemet for i stedet for at ændre deres praksis udsender de bulletiner, hvor de påstår at tage en masse ansvar for at nedbringe udledningen af disse farlige substanser og være så miljøbevidste som overhovedet muligt. Det er jo nemt at skrive en pressemeddelelse, vanskeligere er det faktisk at overholde gældende lov.

Filmen er derfor ret ensidig i skildringen af problemet, men det er stadig skræmmende at overvære et multinationalt firma som dette, uden nogen former for kontrol få lov til at svine så meget som er tilfældet hér. Som en af aktivisterne siger i filmen, så er det eneste som de ønsker at fabrikken bare lever op til de eksisterende miljøkrav, for ingen ønsker at få lukket en arbejdsplads, der giver brød på bordet til flere hundreder af Zenicas indbyggere.

Selv om indledningsteksten fortæller at filmen er optaget over en syvårig periode, er der ingen indikationer undervej om hvilket år den scene vi ser foregår i. Man kan godt lure, at scenen hvor kameraholdet er med til en begravelse foregår i samme periode som Covid-19 epidemien , idet deltagerne undtagen imamen alle bærer ansigtsmasker. I øvrigt er det vanskeligt at afgøre, om vi befinder os i 2018 eller 2022. Så om filmen er klippet i kronologisk rækkefølge er derfor ganske vanskeligt at afgøre.

Selv om filmen skildrer menigmands kamp mod et nærmest uoverskueligt monster af et system, hvor profit tydeligvis trumfer hensynet til omverden og de mennesker der bor dér, så giver filmen også mod slutningen et glimt af håb. Når det er sagt, så er det også nemt at tænkte tanken om hvor mange firmaer, der på samme måde har frie hænder til at svindle, svine og ødelægge verden, uden der er nogen der gør noget ved det.

Himlen over Zenica er ikke en af de dokumentarfilm, der er åndeløst spændende, for den har en forholdsvis flad dramaturgi og den giver sig god tid til at fortælle sin triste historie. Til gengæld er den et vigtigt dokumentation af en enkeltsag, der som antydet viser seeren at helt almindelige mennesker godt kan få tingene til at ændre sig, men også at en sådan ændring kan komme til at tage virkelig lang tid.

Måske er en af hovedpointerne med en film som denne, at den kan være med til at give fornyet håb til alle de mange ildsjæl, der hver dag kæmper lignende kampe mod andre kapitalistiske mastodonter. Firmaer der udadtil virker urørlige. Som køleskabsmagneten siger, vil du have forandring, så start med dig selv.

Filmen kan i skrivende stund ses på DR-TV