I skrivende stund har du hele to muligheder for at tage i biografen for at se en filmatisering af en Stephen King historie med Mark Hamill (aka. Luke Skywalker) i en ganske central rolle. Den ene film er Life of Chuck, hvor Hamill spiller hovedpersonens fordrukne onkel og den anden er The Long Walk, hvor han har rollen som Majoren. Selv om begge film, lige som alle gode fortællinger handler om liv og død, så angriber filmene dette emne fra vidt forskellige vinkler.

Sidstnævnte film er forholdsvis nem at beskrive. Som du kan se på filmens plakat, så er konceptet “Walk or die”. Vi befinder os i en fremtidudgave af Amerika, hvor landets anden borgerkrig har sat sine tydelige spor. Økonomien er stram, landet har problemer med sit selvværd og har mistet positionen som supermagt. Dette skal ændres så landet kan blive ”great” igen. For at booste arbejdsmoralen og samtidig give pøblen underholdning er ”The Long Walk” blevet skabt. I al sin enkelthed kan unge mænd frivilligt ansøge om at deltage i denne gåtur, der naturligvis bliver transmitteret live til befolkningen.

Efter en lodtrækning blandt alle ansøgere, vælges en repræsentant for hver af USAs 50 stater. De unge mænd mødes på en landevej, flankeret af militæret. Majoren (Hamill) forklarer reglerne til både deltagerne og os seere. Deltagerne bliver udstyret med et ur, der måler deres fart og efter startskudet lyder begynder flokken at gå hen af vejen. Hvis de går langsommere end 3 mil i timen, så får de første advarsel. Denne advarsel kan de få slettet, hvis de går i en hel time uden anmærkninger. Får man tre advarsler og er ude af stand til at begynde at gå efter ti sekunder bliver man skudt på stedet. Kort sagt er ”The Long Walk” et elimineringsløb, uden nåde og uden endelig mållinje. Den sidste overlevende får foruden en ufattelig stor pengepræmie et enkelt ønske opfyldt.

Selv om rammen er enkel, så består filmens dynamik af de relationer, der på denne ekstreme vandretur opstår mellem de enkelte deltagere. De er i sagens natur meget forskellige. Filmens egentlige hovedperson er Raymond Garraty ( Cooper Hoffman) som vi i filmens start ser ankomme sammen med sin grådkvalte mor. Undervejs lærer vi de unge mænd at kende på både godt og ondt, mens deres antal langsomt, men sikkert svinder ind. Det er i sagens natur vanskeligt at blive ved med at gå og gå, når man ikke har mulighed for at holde pause, gå på toilettet eller sove på noget tidspunkt.

Stephen King har altid været rigtig god til at fortælle og dette bekræftes blot i denne filmatisering, for filmen får hurtigt etableret en masse relationer mellem de der deltager i udskillelsesløbet. Der er meget sympatiske typer som Ray og Peter McVries (David Johnson) der hurtigt danner et bånd med hverandre, men blandt deltagerne er der også en masse virkelig usympatiske typer, der virker totalt ligeglade med alle andre end dem selv.

The Long Walk er en af Stephens Kings allerførste romaner. Den blev oprindelig skrevet i 1966-67, mens King stadig gik på universitetet, men den udkom første gang i 1979, året efter King bragede ind på den litterære scene med klassikeren Carrie. Sidenhen blev kortromanen en del af samlingen The Bachman Books (King benyttede Richard Bachman som pseudonym). Selv om verden var væsentlig anderledes tilbage i 1967, så synes filmens temaer beklageligvis stadig at være uhyggeligt aktuelle her i slutningen af 2025.

Kapellets anmelder vil postulere at King med sin historie om unge mænd, der på grotesk vis ´frivilligt´ vælger at dø for militæret, er en slet skjult kommentar til krigen i Vietnam. I Kings historie er det nemlig militæret, eller den milits, der har taget styringen med USA, der er den egentlige fjende. Presset af omstændighederne afslører Ray [og her følger en spoiler, som kan undgås ved at springe til næste afsnit – red.] at grunden til at han deltager, er for at hævne sin far. Rays far var nemlig en fritænkende fyr, der mod styrets ordrer underviste sønnen i både Kierkegaard, Camus og andre tekster som styret har forbudt. Det blev tydeligvis opdaget, så Majoren opsøgte sammen med en deling soldater familiens hjem og da faderen nægtede at sværge loyalitet til militsen, blev han skudt på stedet for øjnene af sin kone og søn.

På den vis synes Majoren at repræsentere et protofascistisk styre og skraber man i overfladen kan man måske ane Richard Nixon i denne figur. Desværre er en fortælling som denne igen blevet aktuel, for lige som mange andre Hollywoodfilm for tiden (f.eks. Civil War, https://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=2795) så synes den også at kommentere den aktuelle amerikanske præsident og dennes kultur og ideologiske politik. Det kræver eksempelvis ikke megen research for at se, at den siddende præsident, vil bortcensurere bøger, tilbageruller koncepter om kønspolitik, dæmonisere de ting i samfundet, der ikke stemmer overens med styrets samfundssyn og desuden har lagt sig ud med den frie presse.

Så sent som i denne uge, oplevede amerikanerne at endnu en satiriker Jimmy Kimmel, blev fjernet fra sendefladen, kort tid efter at kollegaen Stephen Colbert fik aflyst sit show. Begge gjorde de tykt grin med den aktuelle politiske situation i landet og præsidentens ageren. Det er der tydeligvis ikke plads til længere. Når kongen beslutter sig for at henrette sin nar, ham der som den eneste har lov til at kritisere styret, så står kongeriget i en meget farlig situation.

Det er jo ikke fordi at en spændingsfilm henvendt til primært et ungt publikum, nødvendigvis bør overlæsses med politiske ideologier, men samtidig så synes filmen at ramme ganske præcist ned i den voksende frygt for hvad fremtiden kan bringe for os alle sammen, måske især for de der bor i Guds Eget Land. Det er ret vildt at tænke på at King, for så mange år siden, har fundet på temaer og koncepter, der har vist sig at være blevet en del af vores virkelighed. Fra det groteske tv-transmitterede realityshow (der også kan opleves i The Running Man endnu en af de lange noveller, der er samlet i The Bachman Books) til ideen om et Amerika på vej mod dens anden borgerkrig.

Det er også nærliggende at sammenligne den nye film, med endnu en King roadtrip-klassiker, nemlig Sammenhold (org. Stand by me) der på samme vis fortæller en historie om en gruppe unge drenge, der på godt og ondt lærer hinanden at kende på deres fælles gåtur.

Selvsagt er fremdriftselementet i The Long Walk hvem af de unge mænd der bukker under og hvem der til sidst ender med at vinde denne absurde konkurrence, men i hjertet af fortællingen findes den medmenneskelige idé om, at vi alle bør stoppe op, tænke selv og gøre oprør mod dem, der forsøger at indgrænse vores frihed og tankevirksomhed. Det er selvsagt en film, der primært har til hensigt at underholde, men samtidig én der desværre også forekommer mindst lige så skræmende aktuel i 2025, som den var da den blev skrevet tilbage i sluttresserne.