Sneklædte dale og stejle bjergsider. Et imponerende, storslået bjerglandskab. Vi er i Norditalien, de italienske Alper. Vermiglio hedder Maura Delperos spillefilm. Navnet på en beskeden isoleret landsby, der mest består af nedslidte, spredte huse og fattige indbyggere.

Fra det næsten uendelig store, til det helt nære. Et nærbillede af to kvindehænder, der i stalden malker en ko. Mælken koges derefter på et brændekomfur og fordeles til de mange hænder, der på skift rækker kopper frem for at få dem fyldt, sådan starter en ganske almindelig hverdagsmorgen hos Graziadei-familien, med Cesare for bordenden (Tommaso Ragno), patriarken, landsbyens skolelærer og dermed byens intellektuelle overhoved.

På hjemmefronten er det særligt moren Adele (Roberta Rovelli), men også de tre døtre Lucia (Martina Scrinzi), Ada (Rachele Potrich) og Flavia (Anna Thaler), der holder orden i det uhyre beskedne hjem, vasker tøj, henter vand ved brønden, malker køerne. Det er her i Cesares børnerige familie, at det lille nære familiedrama udspiller sig under anden verdenskrig (1944).

Selv om krigens gru er langt fra landsbyen, konfronteres de med krigen da Pietro, en desertør på flugt, søger sit skjul i landsbyen, helt konkret på familiens høloft. Landsbyen, der selv har leveret unge til militæret, ser skævt til desertøren fra Sicilien, men Cesare forklarer, at hvis alle deserterede, så var der ingen krig.

Langsomt nærmer vi os de enkelte familiemedlemmer – alle velintegrerede, men alligevel lukket inde i det snævre landsbysamfund. Kun et af børnene er der råd til at sende på gymnasiet i nabobyen. Cesare har enerådigt besluttet at det skal være Flavia. Han nyder, i al ensomhed, musikken fra rejsegrammofonen, oftest Chopin eller Vivaldis De fire årstider, der jo netop er filmens tidsramme. Han tillader sig endog at hjembringe nye lakplader – og det selv om vi ikke har penge til mad, råber den konstant gravide hustru Adel forgæves.

Selv om Pietro for det meste gemmer sig på loftet, har den ældste af døtrene Lucia et godt øje til sicilianeren. Det bliver til et kys eller to ved brønden. Det ender da også lykkeligt med kirkebryllup og graviditet. Familiesagaen er hermed langtfra slut – men resten overlader jeg trygt til biografpublikummet!

Vermiglio er et mesterværk med flere billeder end ord. Bevidst langsomt oplever vi et fællesskab langt fra denne verden, hvor kvinderne nok følger traditionen, men også står for en stille løsrivelse. En film om inderlighed, renhed og lidelser, der kræver koncentration, tålmodighed og medleven af tilskueren.

Til gengæld venter der en stor kunstnerisk oplevelse. Visuelt oplever vi de fire årstider, takket være kameramanden Mikhail Krichman, plus et cast af såvel professionelle som amatører, alt sammen styret af en indforstået instruktør, der selv er vokset op i nabobyen.