Okay. Vi ved det godt. En tre timer lang, tysk film, der tillige bærer titlen Sterben (da: At dø), virker muligvis ikke som det mest indlysende valg til en hyggelig aften i sofaen foran fjernsynet, men lad dig endelig ikke narre, for vælger du at anskaffe dig filmen, har du en stor oplevelse i vente.

Det er som titlen antyder, en film der behandler og handler om døden i flere afskygninger, men den handler i lige så høj grad om de levende, de, der lige er kommet til verden, de, der er efterladte og de, som påvirkes, mærkes og må forholde sig til både døden og deres eget liv.

Selv om man måske tænker at tre timer er lang tid, så føles det på ingen måde unødigt langt, når først dramaet er kommet op i tempo. Filmen starter lige på og hårdt: En ældre kvinde sidder på gulvet iklædt nattøj og hvad der ligner sin egen afføring. En anden kvinde, nabokonen, kommer ind og spørger om hun ikke vil have hjælp, mens den ældre kvindes husbond tøffer rundt i lejligheden og ikke rigtigt ænser hvad der sker omkring ham.

Det skal vise sig at det ældre ægtepar er forældrene til en af filmens hovedpersoner, dirigenten Tom Lunies (spillet afdæmpet og med stor indlevelse af Lars Erdinger). Vi følger i filmens forskellige kapitler dels Toms forældres liv, hans søster Ellen (intenst spillet af Lilith Strangenberg) og endelig dirigenten, der er i færd med at lægge sidste hånd på den selvudslettende komponistven Bernards seneste orkesterværk med titlen ”Sterben”. Seerne er inviteret med til prøverne og de forløber mildest talt ikke uproblematisk. Uanset hvad Tom forsøger, synes Bernard aldrig at være tilfreds. Bernard bliver i øvrigt spillet fremragende og überneurotisk af Robert Gwisdek.

Tom har et ganske kaotisk privatliv, selv om han konsekvent forsøger ikke at lade sig mærke af det. Ud over at der snart skal være urpremiere på førnævnte ”Sterben”, så bliver hans demente far bragt til et nærliggende plejehjem, mens moderen tøvende indvilliger i at lade nabokonen tilse hende engang imellem. Midt i alt dette føder Toms ekskæreste Liv også et barn. Godt nok er Tom ikke barnets biologiske far, ham har Liv også valgt fra, men Tom er tydeligvis stadig forelsket hende sørger for at være tæt på både hende og den nyfødte, som han kan.

Toms søster arbejder som tandteknikker. Hun har ikke rigtig kontakt til resten af familien og lever i modsætning til sin broderen et liv der er langt mere ekstremt og tumultarisk. Hun har indledt en affære med den gifte tandlæge hun arbejder hos og sammen tager de på dødsdruk, for det virker som den eneste måde de kan være tætte på.

Det kunne måske lyde som en omgang kras socialrealisme, om en gruppe mennesker, der har vanskeligt ved at finde sig til rette i livet, men som må affinde sig med de situationer de enten er havnet i, eller gennem deres liv bevidst har opsøgt. Til trods for at filmen er meget troværdig i sin skildring af såvel dens karakterer som miljøer er samtidig en hyldest til musikken, til livet, passionen og kreativiteten. Det antydes endda helt i starten af filmen, at Toms far muligvis selv har været kunstner, for han dekorerer i al fald helt i filmens start en af væggene i pensionistboligen med et stort blåligt maleri. Han ved dog ikke hvorfor han gør som han gør og har takket være hans demenssygdom vanskeligt ved at orientere sig.

Det ville være forkert at afsløre endnu flere detaljer af filmens handling i dette forum, for det fine ved Sterben er at det er en film, hvor du konstant overraskes over figurernes relationer, handlinger og de valg de træffer. De 180 minutter ville have været meget lange, hvis det ikke havde været for et finurligt manuskript, supergode skuespilpræstationer og ikke mindst en række relationer mellem figurerne, der forekommer endog meget forskellige fra de vi normalt ser på film.

Selv om filmen tager sine figurers liv og de ting der fylder meget i dem alvorligt, så er der heldigvis også plads til den sorte humor og ganske groteske scener, som eksempelvis den hvor Toms mor går til bekendelse overfor sin søn i køkkenet (indholdet af dialogen skal ikke afsløres hér – red.) men det bliver aldrig helt så absurd, at filmen mister sit fodfæste og får gjort sine personer utroværdige. I det hele taget lidt af en bedrift.

Sterben hæver sig betydeligt over mængden af familiedramaer på markedet, idet den tackler sine emner og sin fiktive hverdag på en radikal anderledes vis. Så gik du glip af Sterben mens den blev vist i biografen, så vil Kapellet varmt anbefale at du få fat i den på DVD. Det er ikke nogen speciel rar film, men til gengæld en som du med garanti vil huske tilbage på som virkelig god filmoplevelse.