En af jazzens helt store pianister er Keith Jarrett. I mange år sammen med Milles Davis og Thelonius Munk og en række af jazzens andre koryfæer. Mest kendt som solist, i en improvisatorisk og søgende rytmisk stil. Og så fik kunstneren den danske Sonningpris (500.000 kr.) i 2004. Samtidig står han for det mest solgte jazzsoloalbum i verden. Mere end en million eksemplarer er solgt af optagelsen af koncerten d. 24. januar ,1975, i Kølns nye operahus.


Se det er hvad Ido Fluks spillefilm Køln 75 handler om.

Sådan da.

Vi starter i 2007, hvor Vera Brandes fylder 50 år (Susanne Wolff), og hyldes, med rette, som en af jazzens helt store koncertarrangører. Dog ikke af alle. Veras far, en ondsindet karikatur af en gennemsmåborgerlig tysker, tager ordet. ”Du har været en stor skuffelse for mig… ” indleder han. Fastslår, at hun som ung var velbegavet, køn og bestemt egnet til, som ham selv, at blive tandlæge - så kom all that jazz og ødelagde hendes fremtid!

Den 50-årige Vera kigger ind i kameraet med en kort kommentar og vups så er vi tilbage i tiden, dengang Vera var teenager og gik i gymnasiet – men nok mest på diskotek og til koncerter, sammen med sin stærkt venstreorienterede, baretbærende veninde Isa (Shirin Lilly Eissa). Vera, nu spillet af Male Emde er en pragtpræstation af ungdoms energi. Et livstykke med tro på sig selv og en pågåenhed, der aldrig er i tvivl om målet.

Vera møder på en isbar jazzmusikeren Ronnie Scott, de swinger godt sammen og Vera, der rask væk lyver sig 5 år ældre, foreslår, at hun tilrettelægger hans Tysklandstourné.

Sådan begyndte Veras succeser. Et charmerede energibundt, der ikke er til at stoppe, når hun først har sat sig noget for. Ronnie Scotts Tysklands tourné lykkes og flere kommer til. Så er det hun oplever pianisten Keith Jarrett ved en jazzfestival i Berlin – og beslutter, at ham vil hun præsentere ved en koncert i det ny operahus i Køln. Men ak, mesteren (John Magaro ) er træt, sur, har ondt i ryggen – og gider ikke rigtig, den ivrige unge pige.

Køln 75 er en film helt i jazzens ånd. Improvisatorisk, uforudsigelig og opfindsom i sit udtryk. Der tales direkte til publikum. Man kommenterer gerne sine egen situation. Ja, der er indlagt journalister, der overfor os publikum beskriver de enkelte personers karakterer. Verfremdung er en helt naturlig del af filmens stil.

Allerbedst, det lykkes for den israelske instruktør Ido Fluk, nu med bopæl i New York, både at underholde, more og fastholde interessen for Veras kamp for at få Keith Jarretts koncert på plads. Flyglet er det forkerte, ustemt og med en manglende pedal. Kunstneren negativ og supernarcissistisk. Turbulensen omkring Vera er medrivende fortalt, selv om vi på forhånd kender historiens happy-ending.

Det blev ikke filmen om Keith Jarrett. Faktisk har han nedlagt forbud mod, at de 66 minutters solokoncert bruges i filmen. Køln 75 er derimod blevet et helstøbt velfungerende portræt af Vera Brandes og hendes mange kampe for jazzen, der dengang hos ungdommen stod i skygge af rock and roll, beat…

Selv om originalbåndet fra koncerter ikke må anvendes såer der godt med jazz på lydsiden.

Er du til jazz, så tøv ikke.

Er du til en velspillet, velkomponeret og livsbekræftende film – så er Køln 75 også værd at holde i hånden.