"Åh, hvor amerikansk", sukker en gennemsnits velfærdsdansker. De ambitiøse karrierekvinder vil have høje, velklædte mænd med milliarder på kontoen og en funklende omgangskreds a la Scott Fitzgeralds Great Gatsby. Kvinderne skal, set fra herreværelset eller børsen, være smukke, moderigtige, intelligente, gerne med et prestigejob. Er de materielle faktorer på plads, så står der ægteskab/kærlighed, på bundlinjen.

For at gøre livet lettere for de to eksklusive grupper, der søger kærlighed med metermål og dollar-bundter, eksisterer der i New York firmaer, der mod rigelig betaling , ordner den ønskede match , de to i mellem, endda med garanti og kærlighed.

Materialists hedder filmen skrevet og instrueret af Celine Song, (debutsuccessen, Past Lives ), her finder Ms. Song endnu en gang sin heltinde i New York. Denne gang Lucy (Dakota Johnson), en professionel millionær-matchmaker – den smarte, New Yorker karrierekvinde, med ekspertise i pragmatisk ægteskabsmatching, med hele 9 vellykkede gigantbryllupper bag sig. Lucy kan det med de konkrete kærlighedsværdier. Som en professionel bilsælger eller ejendomsmægler interviewer hun de giftesøgende kunder, hvor den enkeltes markedsværdi og bruttoværdi, er relevante parametre.

Hvem sagde kærlighed? Forstå dog, det er netop den optimale kalkulerede kærlighed i et liberalistisk samfund.

Det lyder som en samfundspolitisk, kritisk film. Slet ikke, snarere en komedie , med sympati og lidt ironi overfor de eksklusive klienter. For selvfølgelig finder Lucy sin drømmemand Harry (Pedro Pascal ) under et af hendes arrangerede gigantbryllupper - høj, flot, velklædt og pengestærk . Uheldigvis dukker ved samme lejlighed, en fortids kæreste op, den klassiske ´boy next door´. Fattig, arbejdsløs skuespiller, men sød og forelsket. Konflikten er oplagt. Lucu får sin sag for. Lig en af dem, der dagligt ligger på hendes skrivebord. Valget mellem det løse usikre eller det fastlagte sikre . Hvad vil Lucy? Hvad siger hendes facitlister?

Er det alvor eller komedie?

Materialists lader os tit i tvivl. For nok er vi humanistiske danskere ikke i tvivl, man gifter sig alene af kjærlighed, Ik’? Men vi har til gengæld en skilsmisseprocent på 40.

Filmen er ganske underholdende og irriterende. Bedst, grotesk og ond, når Lucy afdækker de enkeltestes baggrunde og motiver. Helt i sort er ægteskabskandidaten, der har fået begge ben skåret af for at få tillagt 15cm, så benet vokser, for at den giftelystne kan opnå den eftertragtede højde på over 1.80 meter.

Celine Song er en professionel instruktør, der styrer filmens rytme og gang, hvor Lucy (Dakota Johnson) er i centrum , med megen indlevelse og charme som matchmakeren ,der selv får hjerte og computer i klemme.

Grotesk og provokerende med et strøg af komedie og farce. En kombination, der holder dig vågen. Og lidt mod din vilje tvinger dig til at tag stilling til noget, der nok er en selvfølge.