Der er fest og farver i det fri. Stor-picnic med marokkansk musik, dans og livlige sange om livets fortrædeligheder. Aita hedder den traditionelle folkelige marokkanske sangform, der har rødder helt tilbage til det 12.århundrede. Sunget bliver der om kærlighed og smerte, kort sagt om livet. Voldsomt engageret, med stemme, krop og tamburin. Touda (Nisrin Erradi) fører an som danser og forsanger. Det er hende, der fra starten er i centrum i Nabil Ayouchs nye marokkanske spillefilm Alle elsker Touda.

Det er Touda’s lidt triste liv vi følger, i en lille marokkansk flække af en by, midt i ørkenen. Hun bor alene på et værelse med sin døvstumme, 6-årige søn og ernærer sig sparsomt, som Sheika, en professionel værtshus-fest-bryllupssanger. Et nattearbejde, mest på værtshuse, hvor hun, som en Seika, ikke mindst skal animere gæsterne til at skåle og bestille flere drinks – mens hun vrikker med understellet og må lade de berusede herrer forsøge at begramse hendes krop. Alt mens hun lader sin skønne stemme fylde værtshuset, hvor prostitution og kriminalitet trives side om side. Touda, der efter den store friluftsfest, blev voldtaget i skoven. En dybt krænkende og nedværdigende oplevelse, som hun må leve med i al stilhed i det mandsdominerede samfund.

”Jeg er ikke en luder, jeg er sanger”, fastslår hun, hvis nogen skulle være i tvivl.

Touda er, som hun synger i sine sange, i oprør mod systemets kvindeundertrykkelse, klasseforskel og dobbeltmoral. Sangene er vendt mod konventionerne, oftest beskrevet og indtalt af en veninde, for Touda selv er analfabet.

Hendes drøm er at søge væk fra det indskrænkede og dogmatiske miljø, prøve at finde lykken som en Sheika i storbyen Casablanca, hvor hun kan håber på, at den døvstumme søn vil kunne få en relevant skolegang.

Den lille søn overlades kort til mormor, mens Touda realiserer drømmen om Casablanca. Det er her sangtalentet, kunstneren skal realiseres. For det er filmens idé og hovedformål at vise en stærk kvindes udfordring af samfundet i en kamp for overlevelse og anerkendelse. Ikke altid med held.

Alle elsker Touda er ubetinget Nisrin Erradis film, en pragtpræstation, hvor sang og krop går op i en højere enhed, i hendes konsekvente forfølgelse af sine drømme. En film fra et totalt fremmed miljø. Lige så fremmed som Frelle Petersens sønderjyske filmtrilogi må virke for marokkanerne. Det gør ikke filmen mindre interessant, men nok sværere at trænge ind og forstå alle urimelighederne i Toudas kamp for at blive anerkendt og elsket. For elsket er hun bestemt ikke af alle. Det gælder nok også filmen.