Sofie er nylig fraskilt, 32 år, alenemor med 10-årige Clara og er på vej til at blive introduceret til sit nye job som hjemmehjælper. Det er Claras møde med de ofte halvdemente, demobile, ensomme og krævende hjemmeboende, ældre mennesker, som vi følger i instruktøren Frelle Petersens Hjem kære hjem, hans tredje spillefilm fra Sønderjylland.

Det er med stor glæde vi husker forgængerne: Onkel (2019) og Resten af livet (2022) begge ligeledes produceret og optaget i Sønderjylland. Autentiske minidramaer med en blanding af professionelle- og amatørskuespillere. Fokus på det nære, på hverdagens små hændelser. Begge film Bodil/Robertpræmieret, plus festivalnomineringer m. m.

I Hjem kære hjem er vi tæt på det intime. Tæt på lort i bukserne, tis overalt, rod og snavs. Vaskeklude, bleer, gebisser og brok. En hjemmepleje, der kræver overskud, stor næstekærlighed og fysisk og psykisk styrke. Det har Sofie heldigvis. Mesterligt spillet/indlevet af Jette Søndergaard, der også medvirker i Frelle Petersens to tidligere film.

Det hektiske arbejdsliv, kan ikke undgå at præge Sofies forhold til datteren Clara (Mimi Bræmer Dueholm) – og helt galt går det da Clara kraftigt antyder at hun hellere vil bo hos faren og hans ny kone. Samtidigt får Sofie en påtale af sin kommunale chef, fordi hun har glemt at sætte sengegærdet på plads hos en af de ældre, der uheldigvis er faldet ud af sengen.

Husk tidsplanen skal holdes.

Stress, stress, stress.

Vi får gennem Sofie en autentisk og helt usentimental skildring af vilkårene for hjemmeplejen – men også et realistisk billede af det at blive ældre. Tidsplanen skal overholdes, er mantraet. Der er end ikke afsat tid til at aftørre tallerknerne efter opvasken. Ingen hyggesnak eller kaffepause. Vi møder mest ægte hjertevarme fra de hjemmeboende patienter plus også brok fra deres pårørende. En blandet landhandel, der stiller næsten umenneskelige krav til plejepersonalet, hvor nogle smider empatien over bords og forholder sig afvisende og cool til patienterne, bare for selv at overleve i systemet.

Tønder og omegn er miljøet – dialekten er ægte nok, (der endda er danske undertekster) – men kunne være hvor som helst i vores højt besungne velfærdsstat.

Langsomt og underspillet, blotlægges virkeligheden i små ofte oversete detaljer. Handling? Der sker ikke rigtig noget – og dog - alene intimiteten og autentiteten gør et så stærkt indtryk, at vores interesse fastholdes og i al stilhed chokeres vi.

Hjem, kære hjem er en film om hverdagens helte, der fortjener al tænkelig opbakning. Men også et lille lokalt kunstværk, der igen peger på det store potentiale de regionale filmfonde rummer og heldigvis også bliver udnyttet.

Dem ser vi gerne flere af.