Poison er noget så sjældent som en spillefilm med kun to medvirkende. Men sikke to. Trine Dyrholm og Tim Roth i en dialog, der vel strækker sig over en 5-6 timer – men her er klippet ned til halvanden. Teksten er oprindeligt et anmelderrost teaterstykke, skrevet af Lot Vekemans, der også står for filmmanuskriptet. Den følsomme personinstruktion er i hænderne på den luxemburgske dokumentarist og skuespiller Désirée Nosbusch, der hermed får sin spillefilmsdebut.

Vi er på med det samme. Kvinden, der langsomt vågner, ansigtet lyser af ensomhed og indestængt vrede. Det er kun få hvis ansigt, uden ord, uden ydre synbar påvirkning, kan antyde en så nuanceret en smerte: Trine Dyrholm! Parallelt hermed er vi tæt på manden, Tim Roth, der udstråler koncentration og målrettethed på vej i sin bil, fra hjemmet i Holland.

For det er eksmand og ekskone, der efter ti års skilsmisse er indkaldt til et møde på kirkegården i den luxembourgske by Vianden, hvor deres søn Jacob ligger begravet, efter et færdselsuheld med døden til følge. Kirkegårdsmyndighederne har konstateret forurening og ønsker en omlægning af gravene. Det er det de vil drøfte med Jacobs forældre, Lucas og Edith.

Edith ankommer på cykel, som den første til kirkegården, hvor hun trods regn og blæst opsøger Jacobs grav for at lægge en blomsterbuket, for derefter at søge læ i kapellets halvmørke. Man aner hendes betænkelighed ved det fremprovokerede møde. Ti år er lang tid, ikke mindst med baggrund i selve det definitive brud, der skete umiddelbart tæt på sønnens bisættelse, hvor Lucas nytårsaften, klokken ti over syv (så præcist husker Edith), pakker to kufferter og siger dermed for altid farvel til Edith. Alt det genoplever hun. Nederlag på nederlag. Vi fornemmer, at Edith er på vej til at vende om og opgive det planlagte kirkegårdsmøde, da Lucas dukker op.

Nu kan dialogen begynde. To veluddannede og intelligente mennesker, der gennem mange års samliv kender hinandens styrker og svagheder. Snart høflige, afprøvende, overfladiske spørgsmål og svar. Snart næsten Strindbergske, dybdeborende, psykologiske modbydeligheder. Begge tilsyneladende høflige, respekterende, men alligevel både vrede og i en forsvarsposition. Et kompliceret netværk af uafklarede følelser, der alle bunder i sorgen over at have mistet sønnen – og hinanden.

Lucas afslører i samtalen, at han arbejder på en roman, hvor han forsøger at komme overens med sin søns død. Det anser Edith som respektløst. Hendes bitterhed stiger, da hun finder ud af, at Lucas er gift igen og at konen, som han mødte for to år siden, nu er gravid.

Fascineret følger vi de tos blotlæggelse af deres sorg. Et opgør, der aldrig bliver teatralsk eller banalt. Vi genkender måske brudstykker hos os selv – og chokeres. Se, det er sjælden stor skuespilkunst – som for snart længe siden, Ingmar Bergmann mestrede. Ros til instruktøren for følsomhed og evnen til aldrig at lade de to overspille eller forfalde til banal overdrivelse.

Happy end – slet ikke. Men en smule klogere er de (og vi) nu nok blevet – på sig/os selv. Sådan føles det, da Edith og Lucas giver hinanden et varmt afskedskram og Edith cykler mod sit hjem tæt på kirkegården og Lucas på vej i bil mod Holland.