De første billeder er flyvende fugle op mod den lyseblå himmel. En 12-årig pige, Bailey, fotograferer ivrigt fuglene, en måge kommer endda helt tæt på. En film for ornitologer? Slet ikke. Bird er en superrealistisk film, med et strejf af surrealisme, som vi kender fra Andrea Arnolds andre spillefilm (som f.eks. Fish Tank, Red Road & American Honey).

Vi følger Bailey (Nykiya Adams) og hendes ludfattige, dysfunktionelle familie, i en engelsk forstad til en mindre by i Kent, hvor misligholdelse, forfald, murbrokker, graffiti og kriminalitet præger miljøet.

En yngre, stærkt tatoveret mand kommer, i bar overkrop, drønende på sit el-løbehjul. Bailey hopper på og lystigt går det gennem den lille, idylliske provinsby, frem til en total skade, af en boligblok. Her bor de. Den yngre mand er hendes far, Bug (Barry Keoghan). Allerede som teenager gjorde han den nu fraskilte mor gravid med Bailey.

Bug, der til tider virker mere umoden end datteren, har noget vigtigt at fortælle. Han skal giftes med Kayleigh (Frankie Box) om en uges tid, en veninde han mødte for tre måneder siden! Bailey nægter at ville være brudepige eller blot bære samme slags kjole som bruden. NEJ! Hun vil slet ikke deltage i brylluppet – og forlader det faldefærdige hjem, i trods og vrede, for at søge ud i naturen.

Alene, kun sammen med de mange fugle, på de store grønne enge, finder hun ro. I det fjerne skimter hun en mandsperson, der langsomt nærmer sig, iført en omfangsrig kilt. ”Mit Navn er Bird”, præsenter han sig og opfører en lille dans, der slutter med at han ruller sig i græsset. Først forskrækket, så nysgerrig og til sidst tiltrukket af denne fremmede, der taler med tysk accent og ikke virker som om han er her fra egnen.

Med introduktionen af Mr. Bird (den tyske skuespiller Franz Rogowski) får den meget nærgående realisme en ny dimension. Hvem er han? Mon de mødes igen, Bailey og ham? For pludselig er han væk. Dog har han inden afsløret, at han er på egnen, for at eftersøge sine forældre. Selvfølgelig dukker han op igen. Vi ser ham på en tagryg, som om han er klar til at springe ud og flyve videre. Med Birds eksistens glider konflikterne om brylluppet, om storbroderens kriminelle venner, moren og den voldelige nye mand og søskende, lidt i baggrunden. Det er som om livet nu opleves mere i fugleperspektiv end igennem en stinkende realisme.

Men Andrea Arnold lader ikke boldene falde, hun griber dem og afslutter pænt, alt mens Mr. Bird fysisk har trukket sig fra scenen.

Bird er en gennemprofessionel film med instruktørens faste kameramand, Robbie Ryander. Han kan både det håndholdte nære og den stille landskabspanorering.

Glemmes skal ikke musikken, ikke mindst Blurs The Universal , der gentagne gange bruges med den hensigt, at teksterne skal kommentere forløbene, ikke noget man forventer, når filmen ellers er forankret i ultrarealisme.

Sikke skuespilpræstationer. Den 12-åriges talent, gid det må holde, er enestående, i sin smerte og alt for tidlig voksen attitude. Bug, med en totale kropstatovering (jeg håber det er make-upafdelingen, der har forlystet sig) er umoden, men føles dog ægte i sin klodsede kærlighed til datteren. Franz Rogowski som Bird får førsteprisen for sit nuancerede gådefuldespil, af er helt anden verden.

Bird er bestemt seværdig, men selv om den får styr på de fleste bolde den kaster op i luften, havde det måske været bedre hvis himlens fugle havde fanget nogle af dem.