Ideen er original og sjov. Den debuterende østrigske/tyske spillefilmsinstruktør Bernhard Wenger, siger selv, at han hentede inspirationen til Påfuglen fra Japan, hvor der eksisterer firmaer som f.eks. ”Rent-a-friend”. Her kan man leje en ven/ledsager til enhver lejlighed, for bl.a. at styrke sit image overfor omverden.

Den 40-årige Matthias (Albrecht Schuch) er medejer af firmaet ´My Companion´, der netop kan tilbyde alle former for autentiske ledsagere, alt efter kundens behov – dog ikke erotiske (!). En begavet ledsager til en koncert, der kan diskutere på lige fod med en musikentusiast. En partner til en udlejningslejlighed, hvor det kræves, for at opnå lejemålet, at man er et par. Sønnen, der har pralet med sin far som pilot, kan møde op til forældredagen med en lejet flot pilot-far, endda i uniform. Den 60-årige, der har brug for en hyldesttale. For ikke at tale om den ældre dame, der er træt af at manden altid får det sidste ord og derfor har brug for en at øve og udvikle deres skænderi. Matthias kan det hele. Skabe og spille netop den ønskede karakter 100%, endda med charme og glimt i øjet.

Matthias har økonomisk succes, hvis man skal dømme ud fra hans elegante velhaverstil og mondæne boligforhold, der ikke mindst er iscenesat for at imponere. Her nyder han luksuslivet sammen med kæresten Sophia (Julia Franz Richter). Matthias er efterspurgt og altid omhyggelig i sine forberedelser, når han indstuderer en af sine mange roller. Hans indlevelsesevne er formidabel. Men faren for at miste sin egen identitet lurer. Så tydeligt, at Sophia i et forsøg på at finde tilbage til den oprindelige Mathias, konfronterer ham med: ” Er du overhovedet stadig dig selv?”.

Sophia opgiver og forlader ham midt i hans eksistentielle krise, hvor han nu er helt alene med et stort: Hvem er jeg?

Påfuglen bruger Matthias´ situation til at udlevere det samfund, hvor ydre status, penge og privilegier tæller mere end medfølelse og ærlighed. Der er her vi fornemmer ekkoet fra den svenske filminstruktør Ruben Östlunds hudfletning af overklassen (The Square 2017), der ligger på maven for prætentiøs kunst, i et forsøg på fastslå deres egen berettigelse, bundet i dyb forfængelighed og selvoptagethed.

Instruktøren Bernhard Wenger kan selv. Han har både humor og præcision, ikke mindst når overklassens hulhed udleveres i små, hurtige hverdagsoptrin. Med sarkasme og ironi springer Matthias, i Albrecht Schuchs skikkelse, elegant og med stor selvironi ind og spiller de ønskede roller, der ofte skal dække over fordomme og løgne i ´det bedre selskab´.

Påfuglen er en farverig, lettere absurd komedie med mange detaljer, der alle understøtter udleveringen af hykleri, ikke mindst hos den privilegerede klasse. En fornøjelig samfundskritik, der måske ikke stikker så dybt, men får os til at smile – endda af os selv.

Det er slet ikke så dårligt.