´

Mest læste
[Udstillingsanmeldelse]

1 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde og Danmark
2 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde – maler mellem Seebüll og Berlin
3 - Udstillingsanmeldelse
Off Location
4 - Udstillingsanmeldelse
25 år Ib Braase - Oh no, that shit again
5 - Udstillingsanmeldelse
Et stykke forelsket Danmark
6 - Udstillingsanmeldelse
Grænseegn
7 - Udstillingsanmeldelse
Carlo Wognsen – i krig og fred
8 - Udstillingsanmeldelse
Dialog
9 - Udstillingsanmeldelse
Spatial Relations
10 - Udstillingsanmeldelse
Sommerudstilling på Mikkelberg




Off Location Jesper Rasmussen
Utzon Center 07.08 - 03.10.2010
Anmeldt 30/8 2010, 19:23 af Christina Pape Hansen

OFF LOCATION // JESPER RASMUSSEN


OFF LOCATION // JESPER RASMUSSEN

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvor ender skulpturen, og hvor begynder arkitekturen? Et spørgsmål, som man må stille sig selv som beskuer, når man står over for Jesper Rasmussens værker: trappekonstruktion, arkitektonisk figur på trailerhjul og fotografier af funktionstomme bygninger uden menneskeliv. Det er netop feltet mellem arkitektur og skulptur, der er hovedinteressen i Jesper Rasmussens udstilling Off Location, som KUNSTEN udstiller på Utzon Center.

Jesper Rasmussen (f. 1959), rektor ved Det Jyske Kunstakademi i Århus, har siden 1980erne eksperimenteret med kunsten som et udvidet felt mellem rum, arkitektur og skulptur. I perioden 1986-91 udgjorde han en femtedel af kunstnerkollektivet Solkorset, som teoretisk set skabte værker, der gik i dialog med bestemte rum inden for begrænsede tidsrum. Dvs. ruminstallationer, hvor især rummets arkitektur anvendtes i selve installationen og på den måde tilførtes en ny betydning. Materialerne var hovedsageligt det moderne samfunds affald og tematiserede bl.a. forbrugersamfundet, mennesket og teknologien i en æstetisk og formmæssig sammenhæng. Dengang var den danske kunstscene dog mere optaget af vilde malere, som malede i et ekspressivt, figurativt formsprog. Først senere er affaldsæstetikken blevet værdsat, hvor udenlandske samtidige eksperimenterende kunstnere, især Jason Rhoades (1966-2006) og Poul McCarthy (f. 1945) fra den amerikanske vestkyst, i dag er internationale, markante kunstnere. Dette perspektiv på Jesper Rasmussens virke gennem de seneste årtier er taget med for at påpege en kunst, som i sin tid fik sjælden opmærksomhed, men som i høj grad fortjente den. Jesper Rasmussen arbejder i dag solo og lever sit kunstnerliv som både redaktør for kunsttidsskriftet Pist Protta, billedkunstner og rektor. Emnerne rum, arkitektur og skulptur er stadig omdrejningspunktet, også på den aktuelle Off Location. Jeg mødte ham under opstillingen af udstillingen for at spørge ind til hans arbejdsprocesser og tanker om værkerne. Udstillingen består af i alt fire elementer: udstillingens indgang arrangeret som en båndlabyrint, dernæst en fotoserie, et mobilt arkitekton og en trappekonstruktion.

INDRAMMET UHYGGE
Moderne bygningsværker optræder ofte som skulpturer, hvor funktionen af brugstingen bliver nedtonet til fordel for det æstetiske og det bliver svært at afgøre, hvornår hvad er hvad. I nyere artikler og bøger påstås det, at skulpturen gennem længere tid har været en forsømt genre og rektor for Billedkunstskolerne ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Mikkel Bogh (f. 1963) stiller i sin artikel ”Billedets fysik. Ørskov, tegnene og rummet” (2002) spørgsmål til skulpturen: ”Måske er den på samme tid for banal, for tung og for kompleks?”. Man kan sige, at Jesper Rasmussen med sin udstilling forsøger at operere i mellemrummet mellem arkitektur og skulptur ved at variere forholdet mellem æstetisk form og pragmatisk funktion. Denne variation får en særlig virkning, som bl.a. gør sig gældende i den fotografiske serie af bygninger.

Af et fotografi forventes et aftryk af virkeligheden, en form for dokumentation af noget faktisk – dét er fotografiets natur. På den måde har det en autoritet, som er hævet over andre medier som fx maleriet. Jeg spørger ind til valget af fotografiet som genre og Jesper Rasmussen forklarer, at han er optaget af repræsentation og forholdet mellem fiktion og virkelighed. I sine fotografier af velkendte bygninger bliver betragteren forført til at tro, at det er en gengivelse af virkeligheden, men der synes at foregå noget ”spooky”. Billedernes både tomhed og fylde fremkalder en utryghed, fordi de på én gang er genkedelige og så alligevel ikke. Nok viser billederne faktiske steder og parateksten angiver det eksakte sted fx Albert Platz i Dresden, men vinduer, døre, biler og menneskeliv er digitalt retoucheret væk, således at bygningerne står tilbage sært fremmedgjort.

Det samme gør sig gældende i hans interiørfotos, hvor det er lyset, der formidler rummet. Denne fremmedgjorthed finder mange mennesker noget utrygt og måske endda noget uhyggeligt ved, forklarer han og refererer til Freuds tekst Das Unheimliche fra 1920erne, hvor Freud erkender, at det uhyggelige er i det ukendte, som underbevidstheden beskæftiger sig med. Jesper Rasmussen påpeger, at nutidens massemedier er så afslørende og altdækkende, at der intet ukendt er tilbage, ingen sorte huller at projicere angsten ind i og resultatet bliver, at det ”unheimliche” bliver synligt på overfladen. Som eksempel drager han en parallel mellem Stanley Kubricks film The Shining (1980), som den mest oplyste gyserfilm, og sine egne værker – begge sært uhyggelige trods dagslys og uden dramatiske skygger. Det er på denne måde, at Jesper Rasmussen i sine fotografiværker arbejder med arkitektur og rum sat på grænsen mellem virkelighed og fiktion for at vække en reaktion hos betragteren.

TRAPPE, TRAILER OG BÅNDLABYRINT
Interessen for arkitektur er også at se i det sælsomme værk, han betitler Trailerarkitekton 2008. Et stort, hvidt skulpturværk, som er en skaleret og modificeret udgave af og navngivet efter den russiske konstruktivist Kazimir Malevichs arkitektoner: geometriske gipsmodeller fra 1920erne. Jesper Rasmussen har gjort værket mobilt ved at montere det på hjulstellet fra en trailer. Mest af alt mimer værket campingvognens form og han forklarer også, at han i Malevichs arkitektoner ser en form for bygninger eller fartøjer, og at han har fundet inspiration i de mange besynderlige udsagn, man oplever på landevejene. Traileren er på den måde en readymade, som flytter en bygget figur, og spændingsforholdet mellem proportion, rum og praktisk funktion bidrager til den overordnede tematik om det kendte og ukendte, det dokumentariske og konstruerede.

Om udstillingen står skrevet, at Jesper Rasmussen tager udgangspunkt i Utzon Centerets arkitektur og forholder sig til udstillingsrummets gulv, vægge og lofter. Dette kommer bedst til udtryk i den til udstillingen konstruerede trappe Trapperum 2010, hvor en rumlig trappe af krydsfiner stræber mod øverste loftsvindue på Utzon Center. Som besøgende bevæger man sig forsigtigt op ad den stejle trappe og får dermed en anderledes oplevelse af bygningens dimensioner fra gulv til loft og belønnes på toppen med udsigten over centerets bølgende tag. Utrygheden fornemmes her på anden vis. Først og fremmest ved usikkerheden om, hvorvidt det rent faktisk er en trappe eller en ubetrædelig skulptur. Fra udstillingslokalets skue ind i trapperummet synes trappen voldsom og vælter nærmest ud ad indgangen dertil. Først ved at træde nærmere de første trin kan rummet overskues og tages i brug som trappe. En anden form for usikkerhed, en kropslig utryghed, melder sig ved trappens stræbende effekt mod højden og dernæst den anstrengende, næsten umulige nedstigning uden gelænder og det bliver klart, at det aldeles ikke er nogen almindelig trappe! Installationen leger således på grænsen mellem gangbart bygningsværk og skulptur. Ifølge kunstneren selv er dens stejlhed en absurditet, som antager en æstetisk funktion i et rum, der er opadstræbende som i en gotisk kirke.

Hvordan Jesper Rasmussen ellers forholder sig til Utzon Center på udstillingen er dog uklart. Indgangens afspærringsbånd og metalstolper kan anskues som et forsøg på at bemægtige sig rummet eller måske snarere konstruere et styrende gangsystem, som ellers ikke var der. Det associerer til køsystemer, som vi kender det fra indtjekningen i lufthavne, her anvendt for at lede beskueren i retningen af 12 bearbejdede arkitekturfotografier af Byzans, det gamle Istanbul. Måske er båndlabyrinten tænkt som provokerende, men mest af alt er den blot irriterende – både fordi de påklistrede fotografier på væggen er uskarpe i motivet og dernæst er sammenhængen med resten af udstillingen uklar. Det er en smule ærgerligt, at man som besøgende forlader udstillingen med en undren over, hvordan indgang/udgang hænger sammen med resten af udstillingens tematik. Det på trods er udstillingen vellykket, netop fordi den formår at rykke ved beskuerens opfattelse af, hvad der gør skulptur til skulptur og arkitektur til arkitektur. På den måde skaber Jesper Rasmussen en udstilling, som ligger fjernt fra museernes tendens til oplevelsesøkonomi-prægende udstillinger og skaber i stedet noget sært, som absolut er et besøg værd.

Jesper Rasmussen er repræsenteret på bl.a. ARoS, Arken og Statens Museum for Kunst. Medlem af Akademirådet 2002-08, af Statens Kunstfonds Indkøbs- og Legatudvalg 2008-10. Medlem af kunstnersammenslutningerne Jylland og Decembristerne. Rektor for Det Jyske Kunstakademi, Århus siden 2007. Han modtog Eckersberg Medaillen 2009. Han har tidligere udstillet i Aalborg, nærmere bestemt i Kildeparken sommeren 1997. Hans installation Landskabets Afslutning bestod af nylontråd, som i 5 meters højde var spændt ud mellem træerne og udgjorde et særligt fint loft over parkområdet. For fremtiden vil han være permanent at opleve i Aalborg, eftersom KUNSTEN forventer at erhverve billedet af Alvar Aaltos bygning.

Forrige anmeldelse
« Sense City «
Næste anmeldelse
» Biotopia »