Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Alans Krig – Alan Ingram Copes erindringer / Aben maler / 336 sider
Tekst: Emanuel Guilbert, ill: Emanuel Guilbert
Anmeldt 14/3 2014, 09:45 af Torben Rølmer Bille

Erindringens sepiatone


Erindringens sepiatone

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Alans Krig er en meget personlig erindringsroman i tegneserieform, og samtidig er det en meget afdæmpet, alternativ version, til mange af de andre tegnede fortællinger, som foregår under anden verdenskrig. Vi har i kapellets kældre tidligere studeret bl.a. Garth Ennis’ War Stories eller for den sags skyld lokalhistoriens versionering i Danmark besat.

Alans krig er, som titlen antyder, godt nok en fortælling om en ung amerikaner der bliver trænet og sendt til Europa under Anden Verdenskrig, men det er lige så meget en fortælling om en enkeltpersons liv, en visuel biografi, hvor det er hans tanker, iagttagelser og møder med andre, der fokuseres på. På sæt og vis bliver krigen benyttet som udgangspunktet for den mangefacetterede fortælling, der præsenteres her.

Den grafiske roman starter med et længere forord, hvor bogens tegner og forfatter Emanuel Guilbert fortæller om hans helt tilfældige møde med bogens hovedperson. Han skriver om hvordan deres venskab udviklede sig og og det er på baggrund af deres mange samtaler frem til Alans død i 1999 at bogen er opstået.

I Alans krig får læseren et indblik i et ganske jævnt, men alligevel utroligt interessant liv, som det viste sig at krigsveteranen havde levet. Til trods for at krigens alvor aldrig nedtones, så har vi med en overraskende stilfærdig og introvert beretning at gøre, der handler om en lille mand, der godt nok ikke ændrede meget ved verdenshistoriens forløb, men som alligevel har en historie, der fortjener at bliver hørt – en som læseren endda kan tage ved lære af.

Narrativet er for det meste kronologisk præsenteret, men indimellem tages der, som i alle gode fortællinger, afstikkere til senere begivenheder eller til episoder, der ligger før den fortalte tid. Der bliver også i teksten vist frem og tilbage til forskellige hændelser, men aldrig på en måde at det kommer til at fungere ustruktureret eller forvirrende. På mange måder kan fortællestilen her minde om de fabelagtige japanske manga’er af Jiro Taniguchi vi har inspiceret tidligere Zen og kunsten at gå en tur, Den tabte ungdom osv., selv om tegnestilen naturligvis er ganske forskellig i de to værker.

Alans krig er for det meste holdt i en brun sepiatone, hvilket klæder erindringer fra denne periode rigtigt godt og tegningerne er ofte ganske simple med en ofte meget fast rammestruktur (4-6 billeder pr. side, enkelte helsidestegninger) og i en stil der minder en anelse om træsnit. Man kan godt have Monsieur Guilbert mistænkt for at benytte sig af fotografier og et lysbord, hvilket forstærkes yderligere af det fotoalbum som er placeret til allersidst, hvor læseren har mulighed for at se fotos af enkelte af personer som har været medvirkende i tegneserien. Det kan godt være at der vil være folk, der i en butik blot blader bogen igennem, som har lyst til at stille den tilbage på hylden og i stedet søge efter en mere kulørt, detaljeret tegneserie. Det ville dog være en skam, for selv om stilen ikke just strutter af liv, så gør Alans historie det.

Der skal ikke fortælles meget i dette forum om, hvad der sker i den unge mands liv, ud over det der allerede er blevet nævnt, for det bør man selv læse sig frem til. Alan har en meget direkte, nogle ville måske hævde ”amerikansk”, måde at fortælle om sit liv på, men det er dejligt uprætentiøst og så bliver man også, idet man kommer længere ind i fortællingen, betaget over hvor både et godt og utroligt uselvisk menneske fortælleren i grunden er. Dette gør ham til en helt i mere end en forstand, men ikke til en krigshelt – for der affyres flere øvelsesskud end reelle skud i løbet af de 300 sider.

Alans krig er mest af alt en dannelsesroman i biografisk form, hvor en ung, idealistisk mand vælger at gå i krig og vi får lov til at gå ved siden af ham og blive delagtiggjort i de op og nedture han har undervejs. Vi får lov at opleve, hvordan han bliver gjort opmærksom på klassisk musik, litteratur og mange forskellige måder at se verden på, qua de folk der krydser hans vej. Samtidigt giver fortællingen er virkeligt godt tidsbillede af en verden af i går, som man, til trods for verdenskrigen som baggrund, næsten længes efter. En verden, hvor der var langt færre distraktioner og hvor man, i dette tilfælde Alan, havde tid til at leve livet efter bedste evne.

Det er sikkert ikke en tegneserie, der vil falde i alles smag, men idet biografier og litteratur om anden verdenskrig sælger ganske godt, så burde denne bog også have en chance blandt dette kernepublikum. Det er en af den slags tegneserier, som har en meget stor chance for at slå an hos de, der normalt ”ikke læser den slags”, eller som mener at tegneserier er for børn. For her har vi med en fortælling at gøre, der fortjener et bredt publikum og som samtidig er et slående bevis for, at selv beskedne mennesker kan have noget på hjerte som en masse andre mennesker vil kunne få glæde af.

Forrige anmeldelse
« Linda og Valentin: Erindringer ... «
Næste anmeldelse
» Alene 1 & 2 »