Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Neandertal / Cobolt / 168 sider
Tekst: Emmanuel Roudier, ill: Emmanuel Roudier
Anmeldt 2/8 2012, 22:18 af Torben Rølmer Bille

Den civiliserede hulemand


Den civiliserede hulemand

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det nye, danske tegneserieforlag Cobolt har begejstret mange fans af ”klassiske” tegneseriealbums, eksempelvis Split & Co, Linda og Vallentin, Thorgal, Natascha, Lucky Luke, Smølferne og ikke mindst Tintin ved at genudgive disse serier i flot optrykte udgaver. I nogle tilfælde har Cobolt fortsat udgivelsesrækken og har udsendt nye albums med enkelte af disse figurer. Cobolt kan dog også meget mere end det, for det belgisk/franske tegneseriemarked har alle dage stået stærkt og derfor sender Cobolt tegneserier på gaden, som hidtil ikke har været til at få på dansk.

Dette gælder også Emmanuel Roudiers trebindsværk Neandertal (der blev til i perioden 2007-2011) som på dansk, meget praktisk, er blevet samlet i en bog. Bogen er derfor lidt mere kompakt og blevet skalleret lidt ned i forhold til den gængse albumstørrelse. Størrelsen ændrer dog ikke ved at Neandertal er en medrivende og kolossalt flot, tegnet fortælling om vore forfædre.

Det er ganske sjældent, men naturligvis ikke uden fortilfælde, at tegneserier formår at gøre læseren klogere undervejs (tænk eksempelvis på hvor mange børn, der gennem tiden har stiftet bekendtskab med Romerriget gennem Asterix). For det meste, handler det jo om at fortælle fantastiske historier og underholde læseren, men Neandertal er en af de sjældne albums hvor læseren faktisk kan lære noget mens man læser, samtidig med at den fortæller en grundlæggende spændende historie om hævntørst, venskab og forskellige forhistoriske kulturer.

Roudier har lagt stor vægt på, at både landskaber, dyreliv, hulemenneskernes ritualer og det sprog der tales er en realistisk gengivelse af de opdagelser, som forskningen indenfor dette felt har bidraget med på det seneste. Forfatteren har ikke kun gjort sin egen research, han har også allieret sig med palæntologer og andre forskere, som har beskæftiget sig med neandertalernes liv og levned. På denne måde tegner der sig et noget mere nuanceret billede af neandertalerne, end det som vi kender fra, eksempelvis film som Kampen om Ilden, hvor figurerne gryntede sig gennem deres eksistens.

I Neandertal har figurerne fået et nuanceret sprog, hvilket der til allersidst i bogen gives en ganske fornuftig forklaring på, og dette bruger de medvirkende figurer flittigt, så læseren nemt bliver ført ind i det barske miljø der omgav disse benhårde nomader. Læseren møder undervejs flere forskellige klaner af neandertalere, med hver deres regelsæt og normsystemer. Det strækker sig fra Mosfolket der har forstand på urter og helbredende drikke til de barbariske Blodfolk - en flok kannibaler, der uprovokeret angriber andre samfund.

Handlingen i Neandertal er forholdsvis simpel. Den tager sig ud som en slags præhistorisk roadtrip hvor hovedpersonen – Lagu – bliver nødt til at tage ud i en farlig verden for at søge den retfærdige hævn. I bogens start dør Lagus far - stammens overhoved - i en kamp med den enorme bison Langskæg. Denne bison har voldt mange andre brave mænds død gennem årene. Inden høvdingen ånder ud beder de andre mænd i stammen at sværge at dræbe Langskæg. Derfor tager en flok ud, uden Lagu, der er halt og derfor er nederst i hierarkiet, angiveligt for at dræbe Langskæg. De lægger dog en sindrig plan for at få skaffet sig af med deres værste konkurrent til høvdingeposten. Lagu overværer brødrenes forræderi og må derfor flygte selv.

Lagu er ikke jæger, men derimod en dygtig håndværker, så da den lokale vismand fortæller ham om Månefolket, der er i stand til at forarbejde bjergkrystal til våben, sætter han sig for at finde dette folk, så han kan hævne både sin fars og brors død ved at dræbe Langskæg. Det skal vise sig at Lagus rejse bliver længere og mere farlig end han selv kunne havde forudset, men hvad der præcis sker på hans rejse må man naturligvis få fat i Neandertal for at få at vide.

Det eneste minus ved Neandertal og der er kun et, er at det har været lidt svært for Roudier at fra fortællingens start få etableret hvad det egentlig er der er galt med Lagu. Hvorfor kalder de andre ham ”vanskabt”, når han nu ligner de andre neandertalere til forveksling. Faktisk er han endda en anelse kønnere end gennemsnittet, så er det mon hans problem? Det er i sagens natur svært at tegne en figur, der halter, men man kan ikke undgå at undre sig lidt over årsagerne til den hån Lagu udsættes for, når man læser historien første gang.

Det er så det eneste man kan udsætte på Neandertal, for ikke alene fortæller den en god, klassisk bildungsroman-lignende fortælling, den er også fantastisk flot tegnet og farvelagt af forfatteren. Der en god rytme i den måde fortællingen præsenteres på, for selv om der er en del dialog, så afløses dette ofte med smukke panoramiske billeder, længere poetiske sekvenser, hvor der vandres over frodige sletter eller action, hvor neandertalere jager eller dyr angriber.

Roudier har ikke kun noget på hjerte, for man mærker hurtigt at han har stor respekt for den race han forsøger at genoplive i ord og billeder, han er også en god historiefortæller, der gennem et konstant fokus på fakta, formidler den på en lødig og interessant måde.

Selv om forfatteren benytter helt klassiske narrative træk såsom fadermord, hævnlyst, tidspres, jalousi osv. så gør han det overbevisende. Der bliver ikke hugget mange skår af flintestenen, før man som læser må overgive sig til den verden, der skabes. Neandertal er, til trods for sin fokus på akkuratesse, ikke en tegneserie, der benytter løftede pegefingre eller vil være ”edutainment” - videnskabelige fakta iklædt tegneserie-ham. Det er bare en god tegneserie.

Neandertal er utrolig spændende. Siderne vender nærmest sig selv, hvis det ikke var fordi man også lige skulle give sig ordentlig tid til at studere tegningerne. Den er interessant både for de, der er fascineret af vore fjerne forfædre, men også alle de, der bare har lyst til at få serveret et godt, gedigent eventyr, der kun bliver bedre af, at begivenhederne der skildres heri ikke er henlagt til hverken fjerne galakser eller en opdigtet fortid med drager. I bogen her kunne begivenhederne der skildres sagtens være sket.

Udgivelsen egner sig fint til de, der normalt stiller sig kritisk overfor tegneserien som medie, for Neandertal kunne ikke være blevet fortalt på en anden måde. Det bliver spændende at se flere ting fra denne tegneserieskabers hånd. Roudier har i hjemlandet skabt en anden serie Vo’Hounâ som stadig er uafsluttet, så med lidt held kan det være at vi også får mulighed for at læse den herhjemme – især hvis Neandertal bliver så stor en succes som den fortjener – både i hjemmet og i klasseværelset.

Forrige anmeldelse
« De Nye Avengers: Hemmeligheder ... «
Næste anmeldelse
» Goliat »