Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Mellem dyrene / Aben Maler / 104 sider
Tekst: Jim Woodring, ill: Jim Woodring
Anmeldt 28/7 2011, 07:45 af Torben Rølmer Bille

Tankevækkende vandrehistorie


Tankevækkende vandrehistorie

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om der er rigtigt mange ligheder mellem Alkymisterne og Jim Woodrings nyeste tegneserie Mellem dyrene, for eksempel ideen med at have en central karakter, der vandrer gennem et sort/hvidt LSD landskab, der ligner en mellemting mellem et træsnit og en t-shirt købt i Haight Ashbury i slutningen af tresserne, så er der også en del forskelle. Eksempelvis vil det sikkert glæde såvel fans, som de, der lod sig afskrække af den meget abstrakte Alkymisterne, at den nye tegneserie er en hel del nemmere at følge med i.

Selv om Woodring også i anden omgang undlader at benytte sig af talebobler, onomatopoietika og kun sjældent forfalder til noget så vulgært som fartstreger, så er hovedfortællingen om et stakkels muselignende væsen - der allermest ser ud som om den er trådt ud af en klassisk Max Fleischer-tegnefilm - som tager på tur langt meget mere klart forståeligt end det som hændte grisebassen i forgængeren. Det betyder ikke at de fortolkningsmuligheder som læseren sidder med nødvendigvis bliver færre, det virker blot som om Woodring har strammet op på fortællingen, så denne er blevet mere enkel at forholde sig til.

Selv om tegneserien naturligvis stadigvæk er meget mærkværdig, eksempelvis så starter det hele med en mærkelig næbdyrkonge, som spiser kødboller i sin vamluftsballon. Han kommer op og skændes med månemanden (som også optrådte i den forrige udgivelse) fordi ballonen skygger for solen som månemanden ligger og nyder. Næbdyrkongen smider et kroket spil sæt efter månemanden. Han misser men det lander udenfor vores protagonists hus.

Da musen opdager kroketsættet vil han naturligvis tage et spil sammen med hans to kæledyr, men da han slår en pløk i jorden, forårsager denne handling at jorden åbner sig og sluger vor uheldige hovedpersons hus. Heldigvis får han dog hurtig hjælp af en forbipasserende håndværker, der inden længe har bygget et nyt og flot domicil til hovedpersonen – desværre skal håndværkeren have betaling for sine ydelser og derfor må vores musehelt begive sig ud i verden, for at skaffe valuta og på hans vej muligvis også finde kærligheden.

På hans vej møder han næbdyrkongen, som mærkværdigvis nok (muligvis fordi hans luftballon er punkteret?) arbejder på samme væmmelige fabrik som musen selv bliver ansat på. Musen møder også søuhyrer, huleudyr, et stort amorft væsen og et væsen der hives op af et hul og som viser sig at have utroligt mange ansigter. Men blandt det mest foruroligende som vor mus oplever på sin vej er sekvensen hvor han ankommer til et tempel hvor han først ler af de groteske statuer i haven. De forestiller mennesker hvis ansigter krænger indad og hvis indvolde hænger ud af maven, men hans grin forstummer da en gruppe menneskelignende væsener dukker op som ser nøjagtig ud som statuerne og som endda hypnotiserer vores ven og trækker lidt af hans tarm frem fra navlen. Alle disse mareridtsagtige sekvenser synes dog at blegne, idet hovedpersonen når frem til enden på sin eventyrlige rejse.

Som var tilfældet med Alkymisterne, så er ord meget fattige i forsøget på at beskrive hvad det egentlig er der er så fascinerende ved Woodrings univers. Det er ikke kun hans rent tekniske dygtighed der gør, at man aldrig er i tvivl om at det er en af hans albums man læser. Hans stil er på én gang gammeldags (idet de sender de intertekstuelle tanker tilbage til de allertidligste amerikanske animationsfilm og tegneserier - måske mest tydeligt Windsor McKay & førnævnte Fleicher) samtidig med at hans skraveringsteknikker og meget sikre brug af den rene sort/hvide udtryksform (uden raster eller andre former for nymodens teknik) peger i retning af træsnit, raderinger og en mere klassisk grafisk bevidsthed. Mellem dyrene beviser hvad der kan lade sig gøre med håndtegninger, en uudtømmelig mængde bizar fantasi og en stor del tålmodighed.

Samtidig er Woodrings historier og visuelle universer så abstrakte, at helhedsindtrykket nærmer sig decideret kunst. De åbner op for fortolkninger og desuden giver de på visceral vis læseren en nærmest fysisk oplevelse af noget, der på en gang er ubehageligt, tabubelagt og på dan anden side er dybt fascinerende, som når børn prikker til en død solsort med en pind og maddiker vælter ud af dens bug.

Nu kan denne metafor måske afskrække nogle fra at opsøge Mellem dyrene, men det er der absolut ingen grund til, for hans tegneserie er både tankevækkende, flot, frastødende og selv om den er hurtigt læst, så er det en som man vender tilbage til igen og igen. Det gør man både for at se nærmere på Woodrings streg, men så sandelig også for endnu engang at forsøge at tolke på hans analogierne til vores samfund, for de dyr man bevæger sig imellem er, set med denne anmelders øjne, måske slet ikke så abstrakte, de er simpelthen os selv.

De, der normalt hævder, at tegneserier kun er for børn og barnlige sjæle, bør forsøge at argumentere for dette efter endt læsning af Woodrings værker. Udgivelsen er et krystalklart bevis for at tegneserien som genre langtfra har udtømt sit potentiale, at amerikanske tegneserier har så stor spændvidde, at der både kan være plads til superhelte, zombier, realisme og surrealisme og måske mest tydeligt er den et bevis på at man sagtens kan være mærkeligt abstrakt uden at ens budskaber går tabt undervejs. Slutteligt er den – som sin forgænger - tegneserie i sin reneste form – det handler ikke om at ”læse” tegneserien, men at opleve en række billeder, der får liv i deres relation til de billeder som kommer bag efter og som går forud. Alt dette gør at Mellem dyrene kun anbefales på det allervarmeste.

Forrige anmeldelse
« De nye Avengers: Udbrud «
Næste anmeldelse
» De Nye Avengers vol 2: Sentry »