Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Scott Pilgrim 4,5 & 6 / Aben maler / 216, 192 & 256 sider
Tekst: Bryan Lee O’Malley, ill: Bryan Lee O’Malley
Anmeldt 22/11 2010, 22:38 af Torben Rølmer Bille

En fornem afslutning


En fornem afslutning

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Med ulastelig timing fra Aben Malers side udkom de sidste tre bind om den kærlighedsplagede teenagedreng Scott Pilgrim samtidig med at spillefilmen fik dansk biografpremiere og samtidig modtog filmanmeldernes roser, men selv om man allerede har set filmen til ende, er der al mulig god grund til også at anskaffe sig de sidste tegneserier, for de er på mange måder både bedre og mere udsyrede end filmen.

Som tegneserieelskende kapelgæster sikkert allerede har opdaget, har undertegnede tidligere skamrost de tre første bøger om Pilgim, Scott Pilgrim – kører stilen, Scott Pilgrim – Mod verden & Scott Pilgrim & den utrolige tristesse for de formår at charmere læsere – piger som drenge, appellere til vore indre nørder, med alle referencerne til Nintendo, populærkultur og imponerende kampscener. Endelig har den centrale, kærlighedshistorie mellem de centrale slackers en bred appeal. Disse tendenser fortsætter i seriens tre sidste bind, der har fået undertitlerne: Tager sig sammen, Mod universet og endelig Stjernestund.

Da vi sidst forlod Pilgrim var han kun halvvejs gennem kampene med Ramonas ekskærester og i de sidste bind får han mulighed for at ondulere de sidste eks’er, i forsøget på at vinde hendes hjerte helt for sig selv. I fjerde bind må Scott dog indse at det ikke er nok at kæmpe mod kærester, han skulle også gerne vinde Ramonas respekt og hans nørdede slacker-image er desværre ikke nok for hende, så Scott indser at det kunne være en god idé at finde sig et job. Det er også i dette bind at Scott opdager at Ramona ikke udelukkende har været sammen med fyre og så kommer Scott i store problemer da Knives Chaus far, som viser sig at være skabsninja, udtrykker sin utilfredshed med Scott på ganske fysisk manér.

Fjerde del starter i øvrigt på bedste japanske manga-manér i farver, hvorefter den skifter til s/h efter 8 sider og selvom mange læsere måske kan undres over hvorfor hele bogen ikke er holdt i farve, så giver dette valg jo perfekt mening for alle de af os der er vant til at læse manga.

I Mod universet er Scotts hovedmodstandere de japanske tvillinger Kyle K. & Ken K., der foretrækker at bygge dræberrobotter i stedet for selv at træde i ringen. Situationen forværres endnu mere da Knives overfor Ramona påstår at Scott faktisk har været dem begge utro. Tvillingerne kidnapper Kim fra deres garageband og Scott bliver nu nødt til at slås med begge tvillinger i en nedlagt fabriksbygning, med Kim siddende i et bur under loftet. Femte bog afsluttes i øvrigt med en håndfuld sider hvor Scott O’Malley fortæller i detaljer om sine arbejdsmetoder – kort sagt kan spirende serietegnere få et indblik i hvordan O’Malley arbejder og muligvis få inspiration til deres eget arbejde.

I det sidste bind er det blevet tid til det endelige opgør med den mystiske Gideon – der har oprettet og står i spidsen for ”ligaen for ekskærester”. Ramona er forsvundet, efter alt at dømme fordi hun ikke længere kan holde ud at være sammen med Scott og fordi hun frivilligt ønsker at danne par med Gideon i stedet. Denne virkelighed vil Scott dog ikke acceptere, så han udfordrer den langt stærkere og sejere Gideon til duel. Hvis man, som nævnt ovenfor, tror at filmens finale er vild, så er det det rene vand overfor hvordan O’Malley har valgt at runde serien af. En slutning der måske kan forekomme alt for overdrevet, men som vil virke ganske normal for drevne videospilsentusiaster.

Det sidste bind er desuden rent grafisk en del flottere end de foregående, for O’Malley har hér fået hjælp til illustrationerne fra tegnerne John Katz og Aaron Ancheta. De to har rentegnet, arbejdet med at få raster, skygger og baggrunde til at fremstå langt mere detaljerede end i de øvrige bind. Purister blandt seriens fans vil måske synes, at dette slet ikke har været nødvendigt, idet man jo måske netop holder af Scott Pilgrim på grund af den lidt grove manga-streg – men personligt set forekommer det ganske fint med denne opgradering af stil; dels er det ikke et decideret udtryksmæssigt afbræk fra de andre bøger, dels er det finalen af sagaen som skal afvikles, hvilket sagtens kan retfærdiggøre det lille ekstra, udtryksmæssige pift.

De sidste tre bind af Pilgrim sagaen kan varmt anbefales, især hvis man er fan af de første tre bind og da der ikke kommer flere bøger om Pilgrim, er det da også vigtigt at få gjort sin samling komplet. Det er underholdende og hele vejen igennem og selv om der indimellem er gjort plads til lidt ”pilllow talk” mellem de medvirkende, så er tempoet i de sidste tre bind skruet voldsomt i vejret. Dette medvirker at hvor de første, meget intrige- og ordrige dele af serien havde en stor appeal til et læsere af hunkøn, så er der mere drengerøvsaction i de sidste par bind. Det bliver derfor spændende at se hvad der bliver det næste udspil fra O’Malley. Mens vi venter på de næste streger, kan fans tjekke mandens band Kupek ud, eller give sig til at spille videospillet om Scott Pilgrim, for det er både ganske morsomt og ikke mindst lige så old-school som serien.

Forrige anmeldelse
« Valhalla: Den samlede saga 2, 3... «
Næste anmeldelse
» Stejl fart »