Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Tegn eller dø / Aben maler / 256 sider
Tekst: For mange til at nævne her, ill: For mange til at nævne her
Anmeldt 21/6 2010, 19:49 af Torben Rølmer Bille

Danmarks første tegneseriebattle


Danmarks første tegneseriebattle

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I hiphopkulturen har det, i efterhånden mange år, været kutyme at kæmpe indbyrdes på ord eller hvor god man er til at danse breakdance. Denne tradition var en form for fredelig pendant til reelle gadekampe mellem diverse bander, og disse opgør på rim og bevægelser bliver normalt omtalt som ”battles”. Nu har traditionen tydeligvis spredt sig til tegneseriemediet, for med udgivelsen Tegn eller dø er banen, i bogstaveligste forstand, kridtet op til Danmarks første egentlige battle i tegneserieform.

Bag på udgivelsen finder man en reproduktion af den mail, som satte kampen i gang: De ganske få regler som tegnerne fik udstukket. Tegnerne bliver sat til at kæmpe to og to. De skiftes til at starte tegninger, hvilket jo kun er fair, til gengæld sættes der ikke egentlige grænser for hvor mange billeder disse kampe kan strække sig over. De starter med at være 16 tegnere og efter taberne fra ottendedelsfinalerne er blevet siet fra, afholdes der en egentlig semifinale. Når disse er veloverstået strækker finalekampen sig over hele fire runder.

Der står til gengæld ikke nogen information omkring valget af de våben, som tegnerne har givet deres figurer (der i mange tilfælde forekommer som karikerede reproduktioner af dem selv) i hænderne, det har efter al sandsynlighed været op til redaktøren at vælge våben, for de strækker sig ganske ordinære våbenvalg som boksehandsker, maskingevær og slagsværd til langt mindre åbenlyse våben - eksempelvis xylofon, æske eller en duel på bagning. En af de ting, som synes at pege i retning af, at det er redaktøren, der er ansvarlig for våbenvalget er at Rikke Viladsens figur i starten af en kamp har ganske svært ved at finde ud af hvad en ”muskedonner” egentlig er for en størrelse.

Ideen i Tegn eller dø er ganske morsom. Det ender heller ikke ud med at være en slags udvidet foldetegning for professionelle tegnere, men der er heller ikke kommet det man kunne kalde stor kunst ud af projektet. Til gengæld er bogen mægtigt underholdende, for man kan ikke lande være med at blive begejstret over at se hvordan og hvor forskelligt de enkelte tegnere forvalter disse tvekampsituationer. Der er de, der helt tydeligt har valgt at gå i offensiven, mens andre på det nærmeste vinder ved blot at forholde sig passivt.

I den forbindelse kunne man også have valgt at smide håndklædet i ringen, i tilfældet med kampen mellem Peter Snejbjerg og Philip Ytournel. For her virker det aldrig som om Snejbjerg kommer ind i kampen. Han yder end ikke nogen modstand til trods for hans store, fine maskingevær. Da Snejbjerg kun har bidraget til kampen med en enkelt tegning, som går igen på alle billederne, så man kunne godt have mistænkt en korrupt promotor (Hr. Redakteur Maarup ?) om at have rigget kampen, så resultatet har været afgjort på forhånd. Lidt en skam at Snejbjerg ikke kom ordentligt ind i kampen, for som man eksempelvis kan se i Kære Billy, kan han sagtens tegne scenerier der er nok så voldsomme.

Tegn eller dø bliver nok næppe en dansk serieklassiker, men den er absurd, morsom og så er det en udgivelse, der måske især henvender sig til de der har erfaring med at tegne serier selv, for det er ganske nemt at spejle sig i hele situationen og forestille sig hvordan man selv ville have håndteret en lignende kamp, hvis man havde fået chancen.

Desuden emmer bogen af lune og en masse bizarre optrin. Det virker virkelig som om langt de fleste bidragsydere har fundet opgaven mægtig sjov – et frikvarter fra deres (måske) mere seriøse arbejder, men da den er hurtigt læst kunne man håbe på at kampen fortsætter i en anden del på et tidspunkt. Endelig er det en bog, som er enormt hyggelig at bladre rundt i, og derfor er det en alle tilhængere bør have liggende synligt fremme i hjemmet.

Forrige anmeldelse
« Udsøgt Crap «
Næste anmeldelse
» Jimmi Corrigan, Den klogeste dr... »