Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Det kronede hjerte / Forlaget Fahrenheit / 192 sider
Tekst: Jodorowski & Moebius , ill: Jodorowski & Moebius
Anmeldt 15/6 2008, 19:36 af Torben Rølmer Bille

Det kronede hjerte


Det kronede hjerte

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Denne anmeldelse er tidligere udgivet på Mellemrummets hjemmeside. Den udgives her i lettere revideret udgave.

Lad det blive slået fast med det samme. Det kronede hjerte er ikke en tegneserie, der henvender sig til alle. Serien, der nu for første gang er udkommet komplet på dansk (de første to bind blev oprindeligt udsendt af Bogfabrikken i 1994), er ikke alene ret absurd, men har også en religiøs / filosofisk kerne, der muligvis ikke tiltaler alle – især ikke de folk, der - på grund af blasfemiske anklager - forsager Dan Brown og alle hans gerninger og alt hans virke. Men det er ikke kun religiøse fundamentalister, som muligvis ikke synes, at Det kronede hjerte er præcis deres kop chai, for det er en meget mærkelig, pseudointellektuel erkendelseshistorie, som læseren bliver del i.

Det er heller ikke sikkert interessen rækker, hvis man som tegneserieentusiast kender Jodorowsky for Metabaronens kaste og Moebius for bl.a. Blueberry. Det ville i hvert fald også være at skyde lidt over målet, hvis man forventer et samarbejde mellem d’herrer, som man så det i den fabelagtige John Difool-serie. Men dermed ikke sagt, at Det kronede hjerte hverken er spændende, interessant eller har noget at byde på.

Hvis man kender lidt til Jodorowskis virke som filmmand, og eksempelvis kan lide The Holy Mountain (la Montaña Sagrada) fra 1973 eller den eksistentialistiske western El Topo (1970), vil Det kronede hjerte uden tvivl falde i ens smag. Er man oven i hatten stor fan af Moebius’ evne til både at tegne helt realistisk og fuldstændigt udgakket, så skal Det kronede hjerte helt sikkert ind på tegneseriehylden derhjemme.

Det bizarre plot drejer sig om den momentant impotente filosofiprofessor Alain Mangel, der ikke kan få sit liv til at fungere. Hans kone forlader ham, og i stedet indleder en af hans smukke studiner et passioneret forhold til ham. Det er dog ikke uproblematisk, da Alain konstant hjemsøges af sit andet jeg - en liderlig og satanisk forfører skabt udelukkende af professorens underbevidsthed. Dette alter ego konfronterer konstant vores lidt overvægtige og knastørre protagonist med alle de ting, en underviser i filosofisk rationalisme helst ikke vil undersøge nærmere.

Inden vi er kommet ret langt ind i historien, er den smukke Elizabeth (som i øvrigt er den direkte årsag til, at Alains rejsningsproblemer for længst er væk) blevet gravid. Sammen med en ægyptisk narkoman (som Elizabeth fandt efter en åbenbaring) og datteren af en Colombiansk gangsterboss, der er overbevist om, at hun er den tvekønnede Kristus (og som læseren ved også venter Alains barn), rejser de fem rundt i verden på en absurd odysse, hvor sex, religion og filosofiske kvababbelser kulminerer i det ayahuasca-trip, som Alain bliver påduttet af en gammel medicinmand.

På et tidligt tidspunkt, hvor alt er ved at brænde sammen, giver Alain (plaget af kolik og siddende på toilettet) selv dette resumé af den bizarre situation:

”Mine kreditkort er spærret! Min bankkonto må være lige så knastør som en tekst af Descartes! Eller rettere sagt, den har forladt skærsilden og er endt i helvede […] Vi har ikke engang noget at spise! Vi bliver smidt ud af hytten her, og så har vi ikke engang råd til benzin så vi kan køre et andet sted hen… og hvor skulle vi også tage hen? Politiet anholder os som vagabonder! Og opdager at vi er kriminelle… […] Godt… Jeg kunne måske holde filosofiforelæsninger på fortovscafeerne, det er da tiggeri med lidt stil.. og hvem ved, måske går vor hellige jomfru Maria med til at prostituere sig selv igen…? Hvis da ikke Muhammed begynder at pushe igen? Spørgsmålet er bare hvor han får stofferne fra, når hele narkomafiaen er oppe imod os?” (s. 81)

Men på trods af alle disse genstridigheder kommer Alain, uden at afsløre alt for meget af historien, gennem denne oplevelse som et helt nyt (og bedre?) menneske.

Det kan godt være at denne beskrivelse på ingen måde yder plottet retfærdighed, men det ændrer ikke på det faktum, at det er en ret rodet historie Jodorowski præsenterer for os. Historiens egentlige fikspunkt er Alains bildung, fra sur og tvær rationalist, til et menneske, der også accepterer, inddrages i og overbevises om det smukke ved de fuldstændige irrationelle sider af livet. Det skal så med det samme nævnes, at de politiske, filosofiske og religiøse tilstræbelser, som bliver skildret indimellem er fuldstændig absurde og skildret i en meget ironisk stil. Det er netop denne pastiche og kommentar til alskens pseudoreligiøs forvirring og filosofisk tvetydighed, der giver Det kronede hjerte sin styrke.

Selv om historien umiddelbart synes at være helt uden moralske eller etiske pointer, men snarere kan forekomme som en postmoderne gryderet af interessante påhit, er der dog stadig nogle moraler at spore. Et af budskaberne, som Det kronede hjerte præsenterer, er, at man bør være åben over for nye oplevelser, også de der ikke umiddelbart synes at give nogen mening eller have nogen værdi. På den vis synes Det kronede hjerte næsten at præsentere en humanistisk grundtanke - som dog samtidig gør tykt grin med intelligentsiaen og især en vestlig dogmatisk tankegang. Nu lyder dette måske som noget fortænkt sludder, men hvis man ikke bryder sig om sådanne retoriske krumspring, vil Det kronede hjerte sikkert forekomme kedelig. Hvis man derimod har lidt kendskab til universitetsverdenens mest støvede afkroge og til forskellige opfattelser af religiøsitet, er bogen både interessant og morsom læsning. Faktisk synes bogens intertekstualitet og leg med navne, citater og personer næsten at tigge om, at en projektgruppe giver sig i kast med en nærmere analyse – forudsat de er parat til også at se alle de faldgruber og mistolkninger, der ligeledes forefindes i værket.

Der kan som vanligt ikke udsættes meget på Moebius’ evner som serietegner – han har altid været et gudbenådet talent, som mest lysende kommer til udtryk i skitsebogen Fusion fra 1995. Men skal der endelig lyde en kritik, så virker det som om, den tredje og sidste del af Det kronede hjerte er blevet presset ned i format. Fra side 137-190 er siderne og de enkelte paneler meget mindre end på de foregående sider. Det er lidt synd, når formatet på serien kun er lidt større end A5, det gør at de meget detaljerige tegninger bliver en smule for små for denne anmelders smag.

Gnidret eller ej! Moebius viser, at der ikke er det objekt eller den mystiske situation, som ikke kan tegnes, og især hovedpersonens ansigtsmimik, skildringen af den gamle medicinmand og Alains vanvittige trip er et nærstudie værd. Det er også tegningerne, der gør, at Det kronede hjerte hæver sig over sit plot. Hvis man kunne forestille sig, at bogen var udkommet som traditionel roman, ville den slet ikke have samme effekt, for netop gennem mediet henvender den sig til et publikum, som måske ellers ikke ville interessere sig for denne type fortælling.

Forrige anmeldelse
« Ekstrem stangtennis & Wulff... «
Næste anmeldelse
» Svøm! »