Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Det Hemmelighedsfulde Selskab: Århundredes hemmeligheder 1910 / Forlaget Fahrenheit / 80 sider
Tekst: Alan Moore, ill: Kevin O’ Niel
Anmeldt 27/4 2010, 19:42 af Torben Rølmer Bille

Eksplosiv ny begyndelse


Eksplosiv ny begyndelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Serien om The League of Extraordinary Gentlemen af Alan Moore og Kevin O’Niel kom første gang i 1999, og blev en umiddelbar succes blandt tegneseriefans. Moore var garant for at skabe noget helt unikt og hans fiktionsmanipulerende idé var her enkel: man tager en række klassiske, viktorianske helte og skurkeskikkelser og skaber en fortælling, hvor de nødtvungent bliver nødt til at fungere som et superhelteteam.

Derfor går klassiske romanfigurer som Mina Harker (fra Bram Stokers Dracula), Alan Quatermain (fra en række af H. Rider Haggards fortællinger), (Oscar Wildes udødelige) Dorian Gray, (Robert Louis Stephensons) Dr. Jekyll, (H.G Wells’) usynlige mand og (Jules Vernes’) kaptajn Nemo nødt til at slå sig sammen i kampen mod et større onde. Filtreret gennem Alan Moore blev dette aldrig plat, men viste sig i stedet som en meget (post)moderne serie, der samtidig udviste utrolig respekt overfor de kulørte figurers særkender. Kort sagt så var det svært at hævde at Moore gjorde figurerne egentlig uret, han hev dem blot ud af deres respektive kontekster og satte dem ind i en ny.

Det Hemmelighedsfulde Selskab: Århundredes hemmeligheder 1910 er det seneste skud på stammen i serien om dette hemmelighedsfulde selskab. Efter i Klodekrigen at have besejret invaderende styrker fra Mars (lånt direkte fra H. G. Welles) og med en parallelfortælling præsenteret i formeksperimentet The Black Dossier (der endnu ikke er komet på dansk og som fremstår som lige dele roman og tegneserie) bliver banen nu kridtet op i denne første del af tre, der umiddelbart tegner meget lovende.

Den gamle inder kaptajn Nemo dør og Nemos eneste barn, datteren Janni, vil som udgangspunkt ikke have noget med arven fra sin far at gøre. Hun søger derfor almindeligt arbejde i et af Londons mest snuskede kvarterer og i løbet af denne første del, er hun både vidne til ydmygelser og fysiske overgreb. Samtidig står den nye konstellation af det hemmelighedsfulde selskab, som bl.a. tæller førnævnte Wlhemina Murray og en foryngret Quatermain af den kønsløse Orlando og spøgelsesjægeren Carnacki, overfor en okkultist – Dr. Kraswell der har utroligt mange lighedstegn med virkelighedens Alistair Crowley. Han har tydeligvis gang i et forehavende som endnu ikke er blevet helt tydeligt, men der tales eksempelvis flere gange i historien om et ”månebarn”, som tilfældigvis også var titlen på Crowleys eneste publicerede roman.

Selve narrativet i 1910 er utroligt speget og da det er første del af en planlagt trilogi, vil et forsøg på en egentlig genfortælling både blive ganske forvirrende og utilstrækkelig. Et gennemgående tema der figurerer, er visse karakterer og sangtekster som er løftet direkte fra Bertolt Brechts avantgardistiske syngespil Die Dreigroschenoper. At okkultister, senviktorianske mystikere, ubåde, tidsrejsende og esoteriske overvejelser sagtens kan fungere sammen i et kludetæppe af en fortælling er bevist i denne tegneserie, der med stor sikkerhed vil virke utroligt rodet fortalt og usammenhængende hvis man på enten ikke kender de figurerer Moore genanvender eller for den sags skyld har læst de andre historier om det hemmelighedsfulde selskab.

Tro overfor traditionen fra kulørte hæfter, serieromaner og sligt ender 1910 med en cliffhanger, der med stor sandsynligehd vil sikre at fans også er med ombord når Moore og O’Nieill stævner ud med anden del. De sidste fire sider er ren tekst og de historier der ridses op her vil også vær kilde til megen forvirring, især hvis man har sprunget The Black Dossier over, for her er der flere referencer til figurer og handlingselementer der optræder her.

1910 virker som en ret lovende start og holder man af Moore og O’Neills tidligere værker vil man bestemt ikke blive skuffet. Vanen tro går der sikkert en rum tid før anden del foreligger, men så har man også mere tid til at nærstudere og genlæse den første, der faktisk vinder betydeligt ved en genlæsning. Det bør i den forbindelse siges at 1910 er utroligt flot oversat til dansk af Per Sanderhage, der har gjort et stort arbejde ud af at få fanget det ofte meget komplekse og tidstypiske engelsk som Moore lader sine personer tale sammen på.

Skal man endelig slibe den kritiske pen, så kan det dog godt virke som om der er alt for mange karakterer og en unødigt kompleks handling op, til at det bliver letfordøjeligt og det kan godt modvirke den basale underholdningsværdi, men hører man til de der har en umættelig appetit på at lede efter referencer og holder man af den respektfulde genreleg som d’herrer Moore og O’Niel præsenterer i tekst og tegninger, så er der næppe nogen undskyldning for ikke at kaste sig ind i 1910.

Forrige anmeldelse
« Avengers: Kaos «
Næste anmeldelse
» Valhalla: Den samlede saga 1 »