Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Zero Girl / G. Floy Studio / 128 sider
Tekst: Sam Keith, ill: Sam Keith
Anmeldt 11/3 2010, 22:56 af Torben Rølmer Bille

Firkanter og cirkler


Firkanter og cirkler

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

De fleste, som er interesserede i tegneserier, er sikkert bekendt med Sam Keiths mærkværdige serie The Maxx, som var en moderat succes i midten af 90erne. Nu er han igen på banen med Zero Girl, som er et virkelig udsyret teenagedrama, der lader skolens absolutte outsider være hovedpersonen. Selv om man har set et utal af både bøger og tegneserier om marginaliserede unge før, så er der ikke ret meget, der kan sammenlignes med Zero Girl.

Man må dog give Keith at hans tegneserier adskiller sig fra mængden, både hvad angår hans stil og indhold. Til gengæld kunne historien om Amy ikke være blevet fortalt på anden måde end i tegneserieform, det skulle da lige være en film propfyldt med bevidsthedsforvridende specialeffekter. For Amy ser ikke verden som alle vi andre gør det og det har gjort hende til mobbernes ynglingsoffer.

Da vi møder Amy undres man måske over at bøllerne kalder hende for ”pyttepige” men det er der en grund til – for hver gang Amy bliver truet, ydmyget eller på anden måde tvunget op i et hjørne sker der mærkværdige ting. Oftest udskiller hun noget blå væske fra fødderne - deraf hendes øgenavn. Som om det ikke er mystisk nok, så ved Amy at alle firkantede ting i verden udgør en form for trussel, mens de runde former er lig med beskyttelse og tryghed. I et forsøg på at give læseren et hint om hvor man skal lede efter en fortolkning af dette fænomen hedder Amys bedste ven Onkel Carl – han er en bænkebider, men Jungianere vil sikkert hurtigt klappe og pifte over at deres helt er blevet reinkarneret, alt imens nærværende anmelder springer hurtigt videre.

Det er ikke kun i forholdet til de andre elever i skolen Amy har det svært, for hun bliver også hovedkulds forelsket i studievejlederen Tim, der også er eftertragtet af de andre piger. Det giver dem endnu mere grund til at hade Amy. Det virker dog som om hun har meget nemmere ved at vinde Tims tillid, selv om han hele tiden minder hende om at hun er alt for ung til ham.

På grund af deres platoniske forhold bliver den mest iltre af mobbepigerne ekstremt jaloux. Hun og hendes veninder slæber efterfølgende Amy ind på et toilet for at give hende tæsk, men Amy får pludselig toiletrullerne (som jo er runde) til at gå til modværge. Man sender straks en venlig tanke til alle prepubertære, marginaliserede pigers urmoder Carrie, selv om toiletruller med hugtænder virker lidt mindre truende end køkkenknive. Pigerne giver dog ikke så let op og beslutter sig for at tage grusom hævn over outsideren.

Zero Girl er garanteret ikke en tegneserie for alle, men de, der hele tiden leder efter unikke tegneserieoplevelser, bør helt klart give den en chance. Gør man det får man i tillæg til den meget symbolladede og udknaldede historie lov til at nyde Sam Keiths evner som tegner – og det er en helt fantastisk, dynamisk og ekspressionistisk stil han benytter sig af. Uden at være sikker på dette, virker det som om Keith har en fortid som graffitimaler, for graffitiens mangesidede udtryk synes at ligge lige under overfladen. Tegnestilen skifter ofte fra illustrationer, der nærmest er fotorealistiske til andre, som er utroligt karikerede; mærkværdigt nok uden det kommer til at stå i kontrast til seriens samlede udtryk.

Efter 128 sider i selskab med Amy, Tim og Onkel Carl, er man helt med på ideen om at de cirkler vi ser omkring os er gode og vi tager os måske i at betragte firkantede ting med lidt større foragt end før – for selv om det her i en anmeldelse ikke synes at give nogen mening, så gør det det fint efter endt læsning af Zero Girl. Det er også skønt at en tegneserie med teenageangst på programmet, ikke forfalder til alle de gængse klicheer, men viser læseren, at selv de folk som goth-grupperne på skolen ikke har lyst til at hænge med kan være mægtigt interessante hvis man lærer dem at kende. Dertil kommer at serien ikke forfalder til mange af de klicheer man har set så trættende mange gange før, når emner som mobning, kærlighed og teenageliv skal skildres.

På den måde giver Sam Keith sin læser et sandt Kinderæg af en tegneserie; en fortælling, der tegner et kærligt portræt af outsideren, en unik grafisk oplevelse og ikke mindst en historie om teenagekærlighed som man – med garanti – aldrig før har set fortalt på denne måde.

Forrige anmeldelse
« Scott Pilgrim – Mod verden «
Næste anmeldelse
» Avengers: Kaos »