Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Death Note 8 + 9 / Carlsen / 210 sider
Tekst: Tsugumi Ohba , ill: Tsugumi Ohba
Anmeldt 26/1 2010, 07:40 af Torben Rølmer Bille

Nettet strammes


Nettet strammes

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lige siden udgivelsen af den første Death Note på dansk har det ligget i kortene, at notesbogen der dræber efterhånden også begynder at rytte op i det noget omfattende persongalleri. Efter et par mellemspil, der ikke var så fantastisk spændende som starten af serien, afsluttedes episode 7 med et væsentligt temposkift og nogle uventede dramatiske udviklinger, der sikkert overraskede de fleste faste læsere. Dette nyfundne momentum og et langt mere dynamisk handlingsforløb fastholdes i de næste to afsnit af serien, der henholdsvis har fået titlerne Mål og Kontakt.

Som i de foregående episoder, kan man ikke udsætte det mindste på Takeshi Obatas faste, strømlinede tegnestil og er man først blevet vant til at Death Note-universet konstant ekspanderes med nye regler for anvendelsen af notesbogen og flere karakterer at holde styr på, så er der absolut mere guf for fans i disse nye afsnit. Ikke alene har ”L” – efter sin overraskende bortgang - fået en glimrende afløser i den mærkværdige figur Near, men Nears rival fra børnehjemmet - Mello – træder også for alvor i karakter i disse to episoder. Near er en mesterlig tænker – ganske som ”L” var det - og tilsyneladende manifesterer intelligens sig på en meget fysisk måde i Death Notes univers. For Near deler mange af ”L”s manerismer. Near ses konstant i færd med at sidde i en sammenkrøbet, akavet, men elegant stilling og lege sirligt med sit legetøj; byggeklodser, samlesæt eller tændstikker og dette bringer naturligvis minder om de mange scener hvor ”L” stablede sukkerknalder ovenpå hinanden eller indtog slik og kager på en meget affekteret måde. Måske er det så læseren har noget at se på, mens alle dialogsekvenserne udspiller sig, men der synes også at ligge noget symbolsk i denne visuelle sammenstilling af leg og intelligens.

Near afslører hurtigt at han godt ved at Light ikke er ”L” og overraskende hurtigt fremsætter Near også teorien om at Kira skal findes i Lights umiddelbare nærhed. Light går naturligvis straks i offensiv og forsøger at få informationer om Nears og Mellos sande identiteter, så han kan føre dem ind i sin Death Note, men foreløbig uden det store held. Light er også klemt fra anden front, for hans søster er blevet kidnappet af en gruppe skumle gangstere under ledelse af Mello, og i starten af Kontakt oplever vi endnu en af seriens vigtige karakterer dø, i forsøget på at befri hende.

Oven i al denne dramatik, kompliceres historien endnu mere idet der ikke længere kun er en enkelt dødbringende notesbog, endsige dødsgud til stede i menneskenes verden og selv om der bliver ryttet op i rækkerne, så er der samtidig så mange nye ting der sker, at man ved Death Note 9s afslutning har svært at vente på de næste bøger i serien.

Det eneste virkelige irritationsmoment er den fetishklædte, påklædningsdukke Misa, der ikke synes at have meget andet formål i serien end at være sparsomt påklædt og naivt tro på alt hvad Light bilder hende ind. Fra at være et ganske friskt og interessant luftpust i starten af serien, kan man som læser opleve at være lige så irriteret på hende som Light så kynisk er – men hun er sikkert med, da en letpåklædt hentai-lignende pige er noget som de japanske læsere nærmest forventer som en fast bestanddel i de manga’er der udgives til et publikum bestående primært af teen drenge og de af os, som er lidt ældre.

Death Note 8 & 9 har altså genfundet fortællingen og selv om serien stadig er lidt træg at komme igennem, takket være al den snak om procentvise chancer for at en given teori holder vand, så er serien igen blevet interessant at følge med i. Så man kan kun håbe på at denne standard kan opretholdes i de Death Notes vi stadig har til gode.

Forrige anmeldelse
« Min fjerne barndomsby «
Næste anmeldelse
» Verdens Skabelse »