Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre




"Kom hjem" og "Gemma Bovery" / Rosinante / 200 og 112 sider
Tekst: Thomas Thorhauge og Posy Simmonds, ill: Thomas Thorhauge og Posy Simmonds
Anmeldt 1/7 2009, 08:57 af Ove Christensen

Billedromaner


Billedromaner

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Graphic novels er tegneserier til et voksent publikum i romanformat – og tit af et mere litterært tilsnit end traditionelle tegneserier,” skriver forlaget Rosinante i deres lancering af deres to udgivelser inden for genren Gemma Bovary og Kom hjem. Som sådan rækker fænomenet langt tilbage i historien og er historien om mediets forsøg på at blive taget alvorligt som en seriøs udtryksform. Stort set alle medier gennemløber den samme historie med negligering efterfulgt af beskyldninger for at være farligt og depraverende (for ungdommen). Dette efterfølges gerne af forbud eller stærke forsøg på at begrænse udbredelsen gennem beskyttelse af børn og unge. Efter nogen tid kan mediet blive betragtet som et umodent og måske barnligt fænomen for endelig at blive naturliggjort som en del af de udtryk, der nu en gang eksisterer i kulturen.

Tegneserier er først nu ved at blive accepteret, hvilket blandt andet viser sig ved, at man beskæftiger sig med det i akademiske kredse, men at det alligevel ikke er helt accepteret, viser sig netop ved Rosinantes beskrivelse af ’Graphic novels’, som altså skulle være en finere udgave af noget, der ellers (normalt) ikke er helt fint i kanten. At man er nødt til at finde på prædikater eller genrer, der er distinkte inden for udtryksformen, men ikke besidder dennes mangel på seriøsitet, er et udtryk for manglende selvværd på mediets vegne. Tidligere prøvede man med prædikatet ’Tegneserier for voksne’, men det blev mere eller mindre synonymt med sengekantstegneserier, hvilket ikke bidrog væsentligt til aspirationen som seriøst og kulturbærende medie(form).

Uanset forlagets usikkerhed på, hvordan udgivelserne vil blive modtaget, da det jo er tegnede fortællinger, som normalt står et ’rigtigt’ litterært forlag fjernt, så er der tale om to gedigne billedromaner, der holder et meget højt kvalitetsniveau.

Posy Simmonds Gemma Bovary er en fortælling i en lettere karikeret sort-hvid realistisk stil. Tegningerne er løst framede og spredt på siden som både illustration af teksten og dennes forlængelse og konkretisering. Det interessante er den dialog, der opstår mellem billeder og tekst og som understreger de fortællemæssige forhold til billedromanen, hvor fortælleren dels beretter om noget, der er belæg for, og dels noget han forestiller sig.

Fortællingen handler om titlens Gemma Bovary, som er en flagrende ung engelsk kvinde, der bliver gift med en mand, der ikke helt lever op til hendes forestillinger om en mand. De flytter til Normandiet i Frankrig, hvor hendes fortælling udvikler sig på en måde, der har klare paralleller til Flauberts Emma Bovary, altså med utroskab og bundløs gæld.

Hele vejen bliver parallellen til Flauberts eskapistiske ’Madamme Bovay’ trukket frem af den eksplicite fortæller, der også intervenerer i fortællingen, så den måske i endnu højere grad følger i Emmas fodspor.

Thomas Thorhauges Kom hjem er en billedroman af en helt anden karakter. For det første er det en farvefortælling med godt knald på farverne. Farverne bruges her som et meget ekspressivt udtryksmiddel, hvilket også understreges af de elementer, som holdes i meget afdæmpede farver.

Fortællingen handler om den enlige mor Thea, der efter en bilulykke tager sit liv op til revision. Hun studerer til tandlæge, men det giver hende ikke tilstrækkeligt indhold i tilværelsen – og det gør hendes lille søn Robert heller ikke. Hun flytter derfor til Frankrig i et aktivistisk kollektiv, der hele tiden planlægger og udfører forskellige happenings, der skal gøre opmærksom på kapitalismens uretfærdigheder. Vi følger Thea og kollektivet, som på et tidspunkt tager til Danmark i forbindelse med et EU-topmøde. Her går det op for Thea, at hun alligevel måske har et andet liv, hun hellere vil satse på, end flugten fra hverdagens trummerum i bohemernes aktivisme.

Det er interessant, at de to udgivelser fra Rosinante har en række fællestræk:

1. Store dele af fortællingerne foregår i Frankrig
2. Der arbejdes med blandede sprog
3. De sprænger formerne
4. Fortællerforholdene ekspliciteres
5. Hovedrollen indtages af usikre søgende kvinder på flugt fra hverdagens trivialiteter

Det første fællestræk kan synes lidt ligegyldigt, men er alligevel en markering af, hvor den seriøse tegneserie stammer fra, nemlig Frankrig eller i det mindste det romanske område i det midt-vestlige Europa. Begge billedromaner skriver sig ind i en fransk-belgisk tradition i modsætning til en amerikansk, selvom hverken den ene eller den anden må forstås monolitisk.

I begge billedromaner foregår dialogen på blandede sprog. I Gemma Bovary flytter et engelsk par til Frankrig, hvor de forsøger sig med deres meget begrænsede franske, ligesom franskmændene forsøger sig på deres lige så mangelfulde engelske, hvilket der kommer en hel del sjov misk-mask ud af. I aktivistkollektivet i Kom hjem tales der tysk, fransk, spansk og engelsk i en pærevælling. Disse sprogblandinger inddrager på en fin måde hele globaliseringen i deres formsprog. Det vidner også om en internetkultur, hvor alle i princippet er tæt på alle uanset geografisk afstand. Videre er det også en meget konkret måde at gøre fortællingerne ’flerstemmige’ i Bachtins forstand.

Det flerstemmige er dog udtrykt på andre måder i de to billedfortællinger. Kom hjem lader mange forskellige udtryksformer komme ind, så man nærmest kan se de forskellige kapitler som gennemspilning af forskellige genreelementer. Stærkt står to ’filmframes’ fra John Fords film Vredens druer i en sammenhæng, hvor der opstår forvirring blandt kollektivisterne, da de har forskellige referencerammer. Nogle mener Vredens druer er en roman af Steinbeck. Også andre tegnere refereres i Kom hjem og lader på denne måde andre kommentere billedromanen både indholds- og formmæssigt. Et helt kapitel, som gengiver et brev, Thea skriver til sin veninde i Danmark, er et studie i tegneseriestil og en måde at bruge udtryksformer på. I Gemma Bovary er der som sagt en ’undertekst’, der hele tiden spiller med i fremstillingen, nemlig Flauberts Emma Bovary. Dele af denne tekst inddrages direkte i en påvirkning af handlingens gang. Begge billedromaner introduceres af en fortæller. I Kom hjem er det en Tardi- og Homer-agtig gamling, der flyder rundt i rummet, der fortæller Theas historie. Han står på sin vis uden for fortællingen, men han inkarnerer tydeligvis en fortæller, der ved det hele fra begyndelsen, ligesom han også ’styrer’ fortællingen. Det er en ’postmodernistisk’ fortælleform, hvor fortællingen ses som et resultat af den fortællendes fortælling, hvilket destabiliserer forholdet mellem billedromanens fortalte virkelighedsplan og fortællingen af det – det som nogle mener sætter forholdet mellem virkelighed og fiktion i spil, men som snarere er en markering af, at virkeligheden eksisterer ’for os’ som kategoriseret.

Gemma Bovary fortælles af bageren Joubert i den lille nomandiske landsby Bailleville. Det er ham, der er optaget af Flauberts roman, og som – måske derfor – forelsker sig i Gemma, da hun flytter til byen med sin mand Charlie. Som fortæller kan han berette, hvad han selv har oplevet, når han har udspioneret Gemma. Desuden viderebringer han allehånde oplysninger, som han får af forskellige informanter, han trækker på. Desuden stjæler han Gemmas dagbøger, som han flittigt refererer og citerer. På denne måde er fortællingen flettet sammen af forskellige stemmer. Tilsammen giver de dog ikke et præcist billede af virkeligheden for Gemma, hvilket viser sig til sidst i romanen, hvor forskellige misopfattelser sættes på plads som et memento om, at man aldrig kan fæste lid til en fortælling, der altid er perspektiveret et bestemt sted fra.

Begge kvinder er søgende i den forstand, at de ikke er tilfreds med den virkelighed, de er placeret i. Og selvom begge billedromaner bruger kvindernes usikkerhed som motor for fortællingerne, så viser begge kvinder sig at være stærke – især Thea er portrætteret som en moderne selvstændig kvinde. Gemma lader hele tiden sine drømme komme i vejen for at søge lykken i det nære. Men hun udvikler sig (måske) og får styr på sig selv. Hun opnår mod slutningen et selvværd, der virker troværdigt.

Jeg vil meget gerne anbefale de to billedromaner fra Rosinante. De er begge både sjove og tankevækkende, og ikke mindst er det to gode bud på en seriøs billedroman, der tør gøre det, som alle gode bøger gør: nemlig udfordre den vante forestilling om, hvad der møder læseren. Så godt gået Rosinante – I behøver ikke, hverken dukke hovedet eller forsøge at sætte særlige kvalitetsoppumpende prædikater på disse billedromaner, der står stærkt i deres egen ret.

Forrige anmeldelse
« Loveless 1 & 2 «
Næste anmeldelse
» Coraline »