Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Det cubanske efterår / Forlaget Fahrenheit / 80 sider
Tekst: Morten Hesseldal , ill: Henrik Rehr
Anmeldt 10/10 2016, 16:26 af Torben Rølmer Bille

Idealerne der brast


Idealerne der brast

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Er man ikke socialist i sin ungdom har man ikke noget hjerte, og er man ikke konservativ i sin alderdom har man ikke nogen hjerne”. Dette var mantraet i barndomshjemmet hos Eders kapellan, når der blev snakket politik med forældregenerationen. Et mantra man i den grad kan være uenig i, specielt i en tid hvor det yderste højre igen virker til at få fodfæste, politisk indflydelse og reel indflydelse på vore liv, uanset hvor man vender blikket hen.

Ser man derimod tilbage til 60erne og 70ernes aktivisme, var sagen en helt anden og den yderste venstrefløj blev af nogle opfattet som en samling terrorister, men af andre som folk, der havde idealer om sammenhold, solidaritet og som kæmpede med en ildhu man godt kan savne i det aktuelle politiske klima, især på samme venstrefløj.

En af disse venstrefløjsforkæmpere var journalisten Jan Stage, der levede et ganske eventyrligt liv, hvor han var direkte vidne til mange af de historiske begivenheder, som mange udelukkende har læst om, eller hørt om i historieundervisningen. Hans liv er nu blevet omformet til en sort/hvid tegneserie af Henrik Rehr, skrevet af Morten Hesseldahl, som på sine 80 sider, fokuserer på de meste skelsættende begivenheder i Stages liv.

Rammehistorien handler om journalisten, der ringer til sin bedste ven fra dødslejet. Som det italesættes i udgivelsen, så er er noget nærmest uretfærdigt i at en mand, der har levet så omtumlet og vild en tilværelse, ender sine dage med at sygne hen i en hospitalsseng, frem for at blive skudt af militærstyrets styrker eller går til i en sprængladning som går for tidligt af.

Læseren føres, helt traditionelt i forhold til erindringsfortællinger som disse, tilbage til barndommen hvor Jan Stage blev anbragt af sine forældre på en kostskole. Nærmere bestemt endte drengen på Sorø Akademi, der dengang havde selveste Løgstrup som forstander, men end ikke hans ledelse kunne stoppe de prygl og det nærmest systematiserede mobbehierarki der herskede på stedet. Unge Jan stak derfor af.

Der springes i tid og nu er vor hovedperson politisk aktiv på den Københavnske venstrefløj. Han væmmes dog over, at hans fæller tilsyneladende har mere travlt med at snakke i floskler, ryge sig skæve og fjolle rund med hunkønsvæsener, frem for at få deres politiske synspunkter ført ud i livet. Så Jan Stage drager til Cuba, hvor han møder en række mennesker, der skal få altafgørende betydning for den måde resten af hans tilværelse former sig på. Selv om man måske kunne mene at det var mødet med ”Il Commandante” – Fidel Castro, var det mest skelsættende, bliver læseren klogere, for ifølge udgivelsen var det i stedet mødet med kvinden Monika Ertl, der i sidste ende fik altafgørende indflydelse på hans liv.

Det cubanske efterår er veltegnet omend en anelse stiv til tider. Til gengæld er både tegnestilen og tonen i udgivelsen virkelig passende i forhold til de historiske perioder som den skildrer. Ikke forstået på den måde, at den ligner en tegneserie fra 60’erne eller 70’erne, men det virker som om at tegneren har gjort et ret stort stykke researcharbejde, i forhold til at ramme den tidsperiode han har skildret.

Selv om der måske ikke er mange danskere, der tidligere har stiftet bekendtskab med Jan Stages virke, er en af kongstankerne bag udgivelsen sikkert at den vil ændre på dette og sikre hovedpersonen det eftermæle som forfatteren og tegneren har tiltænkt. Det er heldigvis ikke endt med et glamourøst eller ukritisk portræt af journalisten, for selv om han har haft et omtumlet liv, så præsenteres hans gerninger og valg ikke i et overraskende objektivt lys.

Det eneste man sidder tilbage med efter endt læsning, er følelsen af hvorfor disse erindringer skulle præsenteres i tegnet form? Ikke at dette i sig selv er et problem, for umiddelbart kan tegneserieformatet (undskyld, hvis kapellet her ikke anvender betegnelsen ”graphic novel” - hvis Det cubanske efterår er en sådan, er der også flere Tintin-albums der burde bære betegnelsen) have en bredere appeal.

Kapellets undren består mere i, at Det cubanske efterår ikke er endt som en regulær biografisk roman. For idet Jan Stages liv omformes til tegneserie, så fiktionaliseres begivenhederne i denne anmelders optik samtidig. Hvis man skal acceptere at dette er en realistisk gengivelse af Jan Stages liv, så gør tegneserieformatet at der skabes en konkret karikeret distance mellem virkelighedens Jan og os. Formen måske på den vis måske lidt imod det ærlighedsprincip der ellers ligger til grund for udgivelsen. Ville det ikke styrke det dokumentariske element, hvis udgivelsen var endt som en reel biografi med tilhørende arkivfotos?

Når dette så er sagt er Det cubanske efterår bestemt en spændende hybrid mellem tegneserie, biografi, og tidsbillede. Det er en medrivende historie, der bliver fortalt om en journalist, der både var kompromisløs, gik egne veje, men som heller aldrig fik indfriet hans inderste drømme og længsler. Både som tegneserie og som tidsbilede fungerer den godt, men som nævnt modvirker valget af format lidt det virkelighedsnære, journalistiske og biografiske alene på grund af den abstraktion der er i mediet.

Forrige anmeldelse
« Vand til blod «
Næste anmeldelse
» RANX »