Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Saga vol. 3 / / 144 sider
Tekst: Brian K. Vaughn, ill: Fiona Staples
Anmeldt 26/1 2016, 12:33 af Torben Rølmer Bille

Mellemspil


Mellemspil

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kulturkapellet har tidligere smidt en række lovprisninger efter Brian K. Vaughn & Fiona Staples’ episke space-fantasy serie Saga . Det har der også været god grund til, for både de har formået at skabe et univers der på én gang virker utroligt velkendt og samtidig utroligt fantastisk. Heri har de skabt nogle hovedfigurer, som man havde nemt ved at forholde sig til og nogle konflikter der også tager udgangspunkt i klassiske fortællinger om kærlighed, had, familiestridigheder og krige. Kort sagt, Shakespeare på LSD.

Nu er det tredje bind i serien så udkommet på dansk. Albummet er en samling af kapitlerne 13-18, der udkommer som individuelle serieblade i USA, men det er som om at netop denne samling er præget af lidt træghed, sammenlignet med de to første samlinger i serien.

Saga vol. 3 tager stort set tråden op efter vi sidst forlod Mako og Alana og resten af deres familie. De opholder sig stadigvæk hos forfatteren til den bog der på sæt og vis har forandret deres liv. I en anden del af galaksen følger vi et par sladderbladsjournalister, der har fået færten af en god historie. De går benhårdt efter at researche historien om netop Mako og Alanas forbudte kærlighed, men undervejs advares de også om at fortsætte, for det er potentielt meget betændt for magthaverne hvis det lykkes for dem, at fortælle den historie som vi serielæsere godt ved er sand.

Det er måske især denne sidehistorie, hvor de to paparazzi forsøger at afsløre skandalen der bremser tempoet væsentligt, for de figurer som allerede er blevet etableret før – f.eks. dusørjægeren, Prins Robot IV og ikke mindst vores hovedpersoner. Det er ret beset de historier der, i al fald i denne anmelders optik, er de mest interessante.

Det nye bind, er lige som de forrige en slags multiplotfortælling, hvis fællesgrund er at alle de medvirkende på en eller anden måde enten jager eller forsøger at hjælpe vores lille familie. Desværre synes denne tredje omgang at være præget af lidt for megen samtale – der godt nok uddyber figurerne og deres indbyrdes relationer, men som desværre også gør at denne udgivelse kommer til at føles lidt som om at forfatterne bag træder lidt vande, i stedet for at sørge for fremdrift.

Det skal naturligvis ikke opfattes som om at Saga vol. 3 er decideret kedelig, for det er den lagt fra, det er snarere et spørgsmål om at forventer læseren at blive kastet ud i lige så mange fantastiske scenerier og opfindsomme plottwists som tidligere, så indfrier denne det kun dette halvt. Der er selvsagt overraskelser og uforudsete elementer, men historien synes på steder at stå lidt for stille.

Der trædes vande både fortællemæssigt og i forhold til i forhold til de mange spændende lokaliteter som eksiterer i det store univers som serieskaberne har taget hul på. En sæbeopera i rummet som denne lever jo af at vise læseren mange fantasifulde tableauer og scener fra forskellige steder i denne imaginære galakse, men vores familie genoptager først deres flugt fra alle de der vil dem til livs mod slutningen.

På den positive side er Finoa Staples tegninger stadig en fryd for øjet. Det er grafisk utroligt velfortalt. Det er farvestrålende, flot farvelagt og som tidligere er opfindsomheden i forhold til de væsener der dukker op, de scenerier der skildres og i det hele taget både figurenes udseende og de miljøer de færdes i fascinerende. Staples har en virkelig fin streg og er i stand til at gengive selv de mest bizarre hændelser.

Saga vol. 3 brillerer også ved at være fantastisk godt oversat af Steffen Rayburn-Maarup, der har en evne til at forvandle selv de mest komplicerede engelske fraser til mundret dansk – hvilket gør at det er mindst lige så stor en fornøjelse at læse udgivelsen på dansk, som det er at læse den på originalsproget.

Saga vol. 3 er som antydet ikke lige så gribende som de to første, men det er stadig langt bedre end meget andet af det man ser på tegneseriemarkedet i øjeblikket. Der er dybde i karaktererne, forfriskende dialoger og ikke mindst meget stemningsfulde illustrationer. Det ændrer dog ikke på at dette mest af alt virker som et mellemspil, så læseren kan få pusten, inden det forhåbentlig spænder lidt mere dramatisk til i Saga vol. 4. Er man derfor allerede blevet fan af Vaughns og Staples’ figurer, så skal man selvfølgelig også have fat i denne udgivelse, man skal bare ikke forvente at det er lige så actionpræget som i de to første.

Forrige anmeldelse
« World War X – 1 Hélius «
Næste anmeldelse
» Fatale vol. 3 – Vest for Helv... »