Det er ikke hver dag en dansk tegneseriekunster debuterer med et tre-bindsværk. Mig bekendt er det ikke sket før. Men Karoline Stjernfelt faldt for ideen og har nu ført den ud i livet med en storslået fortælling om trekantsdramaet mellem Christian VII, Caroline Mathilde og J.F. Struensee. Trilogien har været undervejs i flere år, bl.a. fordi større research ligger bag udgivelsen. Jeg hørte første gang om projektet for nogle år siden, og dengang ærgrede det Stjernfelt, at hun ikke havde fået sin udgivelse færdig før Nikolaj Arcels filmatisering af historien i En kongelig affære. Men Stjernfelt behøver ikke længere ligge søvnløs over det sammentræf, for hun formidler sin version af historien med original selvstændighed, og vores lille land kan godt bære flere kunstneriske causerier over de heftige år omkring 1770.

Værket tager udgangspunkt i Caroline Mathildes notater fra Celle i 1775, hvor hun døde af skarlagensfeber d. 10. maj. At bruge dronningen som historiefortæller, er det samme greb som Arcels i ovennævnte film, og det kunne faktisk have været interessant at have valgt en af de to mandlige aktører, som fortæller i historien i stedet for. Nuvel, Caroline Mathilde fortæller historien om, hvordan hun blev bortgiftet til en fætter, der egentlig ikke ønskede at gifte sig med hende; hvordan hun kommer til et hof, hvor det egentlig er konsiliet, der regerer landet; hvordan kongen styres af den skræmmende lensgreve, Ditlev Reventlow, som han har frygtet, siden Reventlow agerede huslærer for kongen i hans barndom. Den nye dronning isoleres og kan magtesløs iagttage, hvordan kongens moralske deroute eskalerer – druk, hor, natterend, osv. tiltager, og kongens åbenlyse affære med Støvlet-Katrine forsøges end ikke hemmeligholdt.

I bogens anden del introduceres stadsfysikus, Johann Friedrich Struensee, der holder til i Altona (Hamborg-området). Han præsenteres som en intelligent, oplyst læge, der kæmper for fred i samfundet. En anelse hagiografisk måske, men lad os se, hvordan det udvikler sig i bind to og tre. Stjernfelt har i interviews indikeret, at Struensee ikke er nogen helt i hendes fortælling. Jeg er spændt på, hvad det betyder for portrættet, når han bliver en del af hoffet. Værket slutter med en decimeret konge, der indleder en rejse rundt i Europa, hvor dronningen efterlades på slottet i København.

Karoline Stjernfelt har en sikker streg, som særligt markerer ansigterne meget. Hun laver mange close-ups af ansigterne, særligt når personerne skammes, fyldes af frygt eller bliver skræmte. Næsen er særegen, de ligner mest af alt pap-næser, der er sat på tuden af folk, men stilen er bevidst og konsekvent (“hvorfor lave en næse, der ligner en næse”, som hun selv har sagt). Farvelægningen er interessant, ofte varm, og giver billedsekvenserne en stor intensitet. Jeg er dog lidt i tvivl, om baggrundsfarverne fungerer i den scene, hvor Reventlow forsøger at afhente kong Christian hos Støvlet-Katrine. Rød, sort, guld, brun og orange danner skiftevis bagtæppet, som selvsagt giver personerne en intens fremtræden, men som også gør scenen en anelse abstrakt.

Selvom jeg efter endt læsning har mine tvivl, om denne del af historien kan bære et selvstændigt bind – vi er jo reelt ikke kommet i gang endnu – så er der ingen grund til at være lyseslukker. Første del af I morgen bliver bedre står som et flot selvstændigt værk, der vidner om stort talent og måske endnu større flid. Og den slags betaler sig jo. Måske hæver bind to og tre niveauet yderligere, det vil tiden vise, og så bliver “i morgen” jo bedre, men når bind et lukkes og sættes på bogreolen, må man konkludere, at “i dag” også er god!