Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Sam Zabel og den magiske pen / Forlaget Fahrenheit / 234 sider
Tekst: Dylan Horrocks, ill: Dylan Horrocks
Anmeldt 21/5 2015, 22:52 af Torben Rølmer Bille

Metategneserie i tvivl om sig selv


Metategneserie i tvivl om sig selv

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Når man får Dylan Horrocks nyeste magnum opus i hænderne, minder det ved første øjekast om endnu en tung graphic novel (både hvad angår bogens tyngde og indholdet), men ganske hurtigt opdager man, at den slet ikke er så tungsindig endda. Dette til trods for dens mange referencer til især New Zealandsk historie og kultur. Er man ikke bekendt med New Zealand og (pop-)kulturen på de kanter, så er det heldigvis muligt at finde uddybende forklaringer på referencerne, i værkets sidste tre siders slutnoter.

På mange måder er Sam Zabel og den magiske pen en ren metafortælling, idet den handler om en tegneserietegner, der har mistet gnisten, har svært ved at finde inspiration og som ærligt talt, er gået helt i stå rent kreativt. Selv om hans kæreste forsøger at opmuntre ham, så virker det ikke helt. Siderne foran ham er stadig ganske blanke.

Heldigvis kommer han nærmest ved et tilfælde i kontakt med nogle figurer, der fortæller Sam, at der findes en magisk pen, som gør tegneren i stand til fysisk at træde ind i de universer som vedkommende har tegnet. Dertil kommer, at pennen førhen har været brugt til at forfatte en lang række andre tegneserier med og de serier er takket være pennen ligeledes blevet portaler til andre verdener. Man skal blot puste på siderne, så transporteres læseren ind i fortællingen. Desværre kan læseren af Sam Zabel og den magiske pen ikke det.

Clouet er naturligvis, at hovedpersonen Sam selv kan bruge pennen eller puste på serieudgivelserne, som er tegnet med pennen, og derved kan han bevæge sig fra det ene mere eller mindre fabulerende univers til det næste. Derfor kan læseren, som måske står i en tegneseriebutik og bladrer udgivelsen igennem, også indledningsvis undre sig over de mange forskellige handlingsforløb, som præsenteres for en.

Ideen er indledningsvis ganske god, for i trit med at Sam oplever disse ting, så handler meget af dialogen også om indholdet og de mange stereotype fremstillinger af eksempelvis kvinder i tegneserier. På den måde bliver der i løbet af de 200+ sider diskuteret superhelte, kønsroller og meget andet, mens Sam bevæger sig fra den ene tegnede verden til den næste.

Figurerne som han og hans rejseledsagere møder undervejs, stiller også selv spørgsmål til deres verden og selv om det lykkes Sam og Co. at få figurerne i enkelte serier til at opføre sig anderledes end de oprindeligt var tænkt, så er der også enkelte, der giver udtryk for, at Sams foreslåede ændringer til tegneseriefigurernes opførsel, ligefrem har forvirret dem unødigt og er med til at destabilisere de fortællinger og de verdener, de er en del af.

Stilen er holdt i en helt klassisk linie-noire. Den er trykt i klare, rene farver og det er ganske nemt at følge med i handlingen. Det er dog i samme nu virkeligt ærgerligt, at Dylan Horrocks ikke formår at ændre sin tegnestil mere ekspressivt i trit med, at hans figurer springer fra det ene univers til det næste, fra udtryk til udtryk. Hvis man et kort øjeblik forestillede sig, at Sam Zabel og den magiske pen var tegnet af den nyligt afdøde Jean Giraud (aka. Möebius), så ville han i al fald havet været i stand til at ændre sit visuelle udtryk langt mere, end det er tilfældet her.

At Hr. Horrocks ikke ændrer sig stilistisk mere, kan måske også forklares ved, at han gerne vil have at hans bog får et mere homogent udtryk, eller at det bliver svært for læseren, lige som det gør for figurerne i historien, at skelne fantasi fra virkelighed. Ikke desto mindre er denne stilistiske ensartethed, i denne anmelders øjne lidt ærgerlig. Det er en skam, at forfatteren ikke benytter netop en fortælling som denne til at ”vise” at han kan mere og andet end blot at tegne på en enkelt måde.

Det, der måske er endnu mere ærgerligt, er, at fortællingen, til trods for dens leg med fiktioner, selvbevidste figurer og metalag, undervejs synes at glemme at have en egentlig rød tråd, eller dybere pointe. For når man når sidste side af bogen, er det faktisk lidt svært at vide, hvad det var, Horrocks egentlig ville fortælle os, ud over det banale budskab, der handler om at turde skabe, det problematiske ved indimellem at tænke kreativt, eller en række personlige kommentarerer om bestemte typer tegneserier, figurer eller tegneserietegnere.

Dette skal ikke forstås som om, at Horrocks har spildt virkelig mange kræfter på at skabe en graphic novel der helt mangler indhold eller pointe, men er man storforbruger af tegneserier og graphic novels, er både det førnævnte budskab lidt fortærsket og rent fortællermæssigt og grafisk har den svært ved at konkurrere med de bedste udgivelser, der kommer for tiden.

Forrige anmeldelse
« Kakerlak «
Næste anmeldelse
» Fremtidens Araber. En barndom i... »