Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre




Homo Metropolis 2013-2014 / Rosinante / 153 sider
Tekst: Nikoline Werdelin, ill: Nikoline Werdelin
Anmeldt 19/12 2014, 18:34 af Mia Rendix


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Graphic novels er det seneste årti vokset til at være en af de hybridgenrer, der igen og igen producerer regulære mesterværker og kunstnerisk fornyelse i sammenkøringen af tegneserier og deciderede litterære narratives. Genren bevæger sig både udover det amerikanske superhelteformat og publikum og den snævre undergrund og eksperimenterer med såvel form som indhold indenfor en bred vifte af historiske, filosofiske, kulturelle og samfundsaktuelle tematikker.

Undertegnede blev første gang væltet omkuld af genren med amerikanske Craig Thompsons monumentale udgivelse Blankets fra 2003. Baseret på Thompsons egen opvækst i en stærkt kristen familie udfoldes en universel dannelsesroman om en ung usikker fyrs første forelskelse og gradvise indtræden i voksenlivet. Tegnet i sort-hvid og med en berusende, stærkt rørende pen maler og skriver Thompson uimodståeligt – især den første forelskelse i den smukke men også komplekse pige Raina er imponerende realiseret og konstrueret i erindringens selektive format. Thompson vandt adskellige priser for Blankets, og senest har han publiceret Habibi i 2011 og Space Dumplings i 2014.

I det hele taget står de amerikanske graphic novels-kunstnere stærkt i billedet. Udover Thompson er det værd at nævne f.eks. Chris Ware, der skrev og tegnede sig ind i kanonhistorien med Jimmy Corrigan, The Smartest Kid on the Earth og senest den ikke kun indholdsmæssige men også visuelt indtagende Building Stories.

Af kvindelige graphic novelists bør nævnes Alison Bechdel, der bragede ind på scenen med de selvbiografiske Fun Home (2006) og Are you my Mother? (2012) – begge omhandlende Bechdels opvækst, hendes problematiske forhold til især moderen og ikke mindst Bechdels springen ud som lesbisk som 19 årig. Hvor Thompson og Ware nok bygger på egne autobiografiske oplevelser repræsenterer de samtidig gruppen af WASPs, den hvide middelklassemands måske nok nørdede men ikke desto mindre nogenlunde priviligerede baggrund, så er Bechdels et anderledes perspektiv fra en minoritetskategori som både kvinde og homoseksuel. Det forstærker den samfundskritiske dimension som heldigvis oftere og oftere ses i genren, der tillige beskrives på begge sider af Atlanten som bedste bud på det forkætrede begreb: Den store samtidsroman.

På hjemlig grund er graphic novel-genren også blomstret op med en ny generation af tegnere, der udover at kunne skabe visuelt fængende og udfordrende billeder samtidig er begavet med evne til at skrive vedkommende narrativer. Spørgsmålet er dog, om den store danske grafiske samtidsroman ikke allerede blev lanceret og løbende opdateret af dansk tegneseries grand old dame: Nikoline Werdelin.

Årets udgivelse fortsætter sidste års udgivelse, denne gang dog kun med fire historier. Werdelin har altid beskæftiget sig med alle samfundslag, fra socialklasse et til fem, hvilket gør hendes samfundskritik om end endnu mere stærk og bidende, ingen er helliget, ligesom hun altid er demokratisk med både sin satire som sin empati og sympati. Start- og sluthistorien er tegnet og frotalt ud fra barnets perspektiv. ”Snepigen” er et socialrealistisk kig indenfor en familie fra samfundets bund. Moderen er uforbederlig pillemisbruger og rager rundt i en evig rus, alt imens kæresten Eddie er voldelig og drikker. De tre børn, den ældste pige Julie og de to små søskende, Mille og Lilja, forsøger dagligt at lege de små, ansvarsfulde voksne og holde sammen på familien. Fortællingens omdrejningspunkt er et kommende besøg fra kommunen, der ligesom de velmenende naboer har en mistanke om at ikke alt fungerer derhjemme. Perspektivet er Julies, hvis desperate hverdag udfolder sig som en legen mor for de to søskende, holden lærer og socialmedearbejdere på afstand og samtidig en forsøgen på at få papfaderen til AA og moderen op af sengen. Det er, med en slidt kliché, hjerteskærende at opleve barnets opbyggede og alt for hærdede kynisme overfor alle de voksne, der udmærket godt ved hvordan det står til men som ikke for alvor griber ind, og hendes egen flugt ind i bogen ”Snepigen”, der klarer alle udfordringer og klarer sig på trods af alt.

Werdelin er ikke for de blødsødne. Hvor ”Snepigen” skitserer den tragedie på samfundets nederste socialklassetrin bevæger ”Last Christmas” sig nogle trin op og lander hos den solide middelklasse i en storby a la København, Aarhus eller lign. Det er en fortsættelse af historien fra sidste års striber, om de to drenge August og Halfdan, hvis forældre – Marco og Sara – er blevet skilt efter hans utroskab og ikke kan finde ud af at samarbejde om børnene. Her er forældrene ikke misbrugere, arbejdsløse og direkte vanrøgtende, i stedet viser den klart og tydeligt hvordan mange skilsmisser ender i statsamtet fordi far og mor ikke kan undertrykke deres egne behov og i stedet påtage sig ansvaret for børnenes bedste.

De to midterste historier, ”Hans-Morten” og ”Dræbersnegl” positionerer begge to midaldrende som hovedperson, og begge omhandler de vilkår og liv, som midaldrende desværre ofte oplever på et arbejdsmarked, der benhårdt vægter og promoverer ungdom og fart overfor alder og erfaring. Umiddelbart ikke emner der lyder som garant for effektive og gribende graphic novels. Men igen viser Werdelin hvor overlegen en fortæller hun vitterligt er. Hans-Morten skal på pension efter lang succesfuld karriere, og derhjemme venter hustruen med et kuld ad uregerlige børnebørn og er klar til fælles otium og komfortabel økonomisk tilværelse, men forventningerne om et fredfyldt otium som børnebørnsbabysitter og med parmiddage hos de jævnaldrende golfvenner tiltaler ikke just patriarken, der forelsker sig i en yngre kvinde og gør hende gravid.

Hvor den mandelige hovedperson bevæger sig fra arbejdsmarkedet til en ny privatsfære med potentiel ny familie foran sig, så følger vi kvinden Hørdis i ”Dræbersnegl”, som dagligt oplever presset på arbejdspladsen om hele tiden at levere, optimere og effektivisere i konkurrence med diverse yngre og hurtigere, mere innovative kolleger. Dette umulige forsøg på at løbe stærkere og følge med en udvikling man reelt ikke kan være med i mere skildres tåkrummende og smerteligt. I jagten på at afvikle en stor og meget vigtig international konference må Hørdis igen og igen gå på kompromis med sig selv, sine idealer, moral og etik, der åbenbart ikke valoriseres mere af hverken chefer eller (yngre) kolleger. Hørdis’ skæbne er et tiltrængt blik på de vilkår, samtidens arbejdsmarked præsenterer det grå guld for.

Sammenlignet med de nævnte amerikanske kolleger er Werdelins visuelle udtryk minimalistisk og mindre emotionelt tegnet og ladet. Men hendes samtidsromaner er svære at leve op til mht. aktualitet, tvetydige perspektiv og periodemæssige detaljeringsgrad og karakteristika. Den nye generation af graphic novel-kunstnere skal løbe stærkt for at leve op til den høje standard, som Nikoline Werdelin fortsætter med at sætte. Barren er høj.

Forrige anmeldelse
« Fatale vol. 1 «
Næste anmeldelse
» Cowboy Henk »