Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




"Hvor svært kan det være" & "Livet ifølge Radiserne" / Carlsen / 128/98 sider
Tekst: Charles M. Schultz (red. Johnny McCoy), ill: Charles M. Schultz
Anmeldt 15/10 2008, 13:26 af Torben Rølmer Bille

Jeg græmmes!


Jeg græmmes!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det kan ikke skjules, at den enormt produktive tegneserieskaber Charles M. Schultz var en af de helt tunge drenge, hvad angår den indflydelse, han har haft. Hvad Will Eisner gjorde for den seriøse ”voksne” tegneserie, gjorde Schultz for avisstriben. Det er nærmest utænkeligt, at serier som Steen og Stoffer, Garfield eller et utal af andre ville have været blevet en realitet, hvis ikke det havde været for Schultz’ fine penneskaft, filosofiske fortællelyst og kolossale succes med The Peanuts.

En af genistregerne var at caste børn og dyr som hovedpersoner og så udstyre disse væsener med tanker og handlinger, der både peger i børnehøjde, men som samtidig inkluderer de voksnes verden. På den måde har man potentielt sikret sig to slags læsere, der endog kan nyde striberne sammen, men på forskellige niveauer. Der er nok kun et fåtal af os, der aldrig har stødt på Nuser, som fremmedlegionær eller som pilot i drabelig kamp med Manfred von Richthofen. Søren Brun, Thomas (med suttekluden), den evig sure Trine og alle de andre synes at høre til vores fælles kulturarv, med mindre man da har været plaget af forvirrede forældre, der forbød tegneserier.

Der er netop blevet udsendt to bøger, der tager udgangspunkt i Schultz’ enorme produktion. Bøgerne er som en slags Ritter Sport: kvadratiske, praktiske og ikke mindst kendetegnet ved et ret særpræget fyld. For der er ikke tale om, at man har valgt at gengive Radisestriber i deres helhed, men kun enkeltbilleder, der konsekvent er sammenstillet med tekststykker, som skulle gøre det ud for et fyndord, eller en livsvisdom.

Titlerne er Nuser – Hvor svært kan det være (opr. Snoopy’s Little Book of Style) og Livet ifølge Radiserne (opr. Peanuts Guide to Life), og de kan bedst af alt sammenlignes med de små illustrerede bøger med ordsprog, visdomsord eller haikudigte, som man finder rundt omkring på alskens teenagepigeværelser, blandt eksemplarer af Min Hest og Bravo. Tøsen har fået dem i gave fra en velmenende bedstemor, men læser aldrig i dem. Nu bladres bøgerne kun igennem af pigens veninder, der venter på, at teen trækker færdigt, så man kan snakke om dyr, lektier og hvor lækre fyrene i Tokio Hotel er i forhold til drengene i klassen.

Måske er det larmende uretfærdigt at lave sådan en fordomsfuld sammenligning, men ikke desto mindre er det meget svært at se, hvad formålet - endsige funktionen - af disse to nye bøger er. At forkorte Schultz’ oprindelige striber; at tage enkeltbilleder ud af deres oprindelige sammenhæng og så kun præsentere en pointe eller løsrevne punch-line, virker bare ikke rigtigt. Især ikke når man er tegneseriepurist. Det er ligesom Puff Daddy, der sampler Led Zeppelin eller Queen.

Tillad mig at bringe et par eksempler: På den ene side kan man læse teksten ”Nu har jeg ham… to gode server og et par dommerfejl, og så er jeg med” over for et billede af Nuser med en ketcher. Eller der er tegningen af Søren Brun og Thomas med en hotdog i hånden, der flankes af teksten ”En hotdog smager bare ikke rigtigt uden en baseballkamp foran sig!”. Hvad kan vi lære af det?

Selv om det er forsøgt i Livet ifølge Radiserne at inddele den lille bog i overordnede tematikker, så man ligefrem kan slå op og få radisernes bud på så forskellige ting som ”kærlighed”, ”fornuft” eller ”selvpleje”, så holder det altså bare ikke rigtigt. Man opdager ret hurtigt, at mange af ordsprogene eller metaforerne er lidt forældede, så i stedet for at virke som ren nostalgi, som de rigtige Radise-albums ofte emmer af, så kommer disse to kaffebordsbøger til at virke ret gammeldags og triste. Det er en enorm skam! Giver man sig tid til at genlæse Radiserne i den oprindelige form (4 billeder og en punchline), så vil man opdage, at der er masser af opfindsomhed, finurlighed og vitalitet i selv de ældste af striberne.

Det er så ærgerligt at tænke på, at der måske er nogle nye læsere, der starter bekendtskabet med Nuser og Co. på denne måde.

Forrige anmeldelse
« Mixed Double «
Næste anmeldelse
» Marvel 1602 – De Fantastiske ... »