Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




I fornuftens land Teatret Møllen og Vendsyssel Teater
Anmeldt 6/3 2018, 18:10 af Hans Christian Davidsen

I hverdagens ventesal


I hverdagens ventesal

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ingen visere på uret i den lille ventesal, hvor gamle dage helt åbenlyst aldrig er blevet til en ny tid: Der er sørme stadig et billetluge, hvor man på fysisk vis kan købe en togbillet, og vægge og bænke ligner noget fra for 50 år siden.

Fem rejsende sidder og venter på et tog til “fornuftens land”, der er forsinket på grund af sporarbejder. På det punkt er virkeligheden ganske moderne.

Danmarks nordligste egnsteater, Vendsyssel Teater fra Hjørring, har slået sig sammen med Danmarks sydligste, det sønderjyske teater Møllen, om en teaterkoncert med 24 sange af Niels Hausgaard. For han er jo ikke kun leveringsdygtig i underspillet vendelbo-humor.

Hausgaard bruger også gerne den verbale pisk, og en af hans absolutte yndlingsbeskæftigelser er at få os alle til at sætte spørgsmålstegn ved os selv og ved alle de ting, vi gør uden at tænke nærmere over, hvorfor vi gør dem.

Fem skuespillere er på scenen: Klaus Andersen og Connie Tronbjerg fra Møllen samt Hanne Lauersen, Lone Rødbroe og Uffe Kristensen fra Vendsyssel Teater. Sidstnævnte er i en del af forestillingerne med i stedet for Hans Holtegaard, der har brækket et knæ. De to jernbanefunktionærer med statsbanernes gamle kasketter - ak ja, det var tider… - spiller med. Ikke med skuespil, men med musik på gulvbas, guitar og ukulele: Simon Eskildsen og Mathias Gregersen er to musikere, der virkelig kan lægge en god kagebund med stemningsskabende akkorder.

Mobning og savn
Der øses af hverdagssange fra Hausgaards store katalog: Kom lad os danse, Realen, Som jeg altid plejer at sige, Flyv så, og hvad de ellers alle sammen hedder. Hausgaard har aldrig været en spytslikker - tværtimod - men hans satiriske pisk svinges nu alligevel hårdest mod dem, han er uenige med. Det skal man ikke være blind for.

De fleste af sangene i stykkets to akter er så hverdagsgrå som ventesalens vægge. Så her kan vi alle være med. Connie Tronbjerg synger om “svineprinsessen med lort på næsen«, mobbeofferet som nu liger under jorden.

Uffe Kristensen synger som voksen mand i iført skjorte og blazer en sang til Far, der var mentalt fraværende - og nu er fraværende for evigt.

Hanne Lauersen er et sted en ynkeligt udseende kone, der klamrer sig til sit fuglebur, og et andet sted en forsagt og modløs kvinde, der synger om dengang “min bror havde sin kærest' med hjem”.

I Vendsyssel siges meget med få ord, og denne særlige kundskab behersker Hausgaard jo til fulde i Min brors kæreste, hvor der kommer fremmede og “finere” øjne ind og betragter barndomshjemmet udefra.

Meget med få ord
Der er dog også sange, der står i morsom kontrast til den danske grød - som da Klaus Andersen fører sig frem som crooner og skørtejæger - og ender med at tabe toupéen. Så er der Lone Rødbroe, der kan ryste tilskueren både når hun synger igennem med sin rejekællingstemme og hoster og harker, og når hun er blid og stille i sangen om den lille piger, der en ugemytlig nat med uvejr sidder og venter på sin far, der er ude på havet.

Jo, Hausgaards tekster i de allerbedste hænder med sådan et hold. “Himlen er grå, træerne små, og fuglene siger ingenting”, synger de i åbningssangen Fornuftens land. Det lyder indsnævret, men det er det ikke: For alt det uudtalte bliver udtalt, og det føles befriende.

Forrige anmeldelse
« Liva - en kabaret om frihed «
Næste anmeldelse
» Édith Piaf - Kærlighed, morfi... »