Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
6 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
7 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
8 - Teateranmeldelse
Maskerade
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Pang Skuespilhuset, Mellemgulvet
Anmeldt 2/12 2017, 21:05 af Uffe Stormgaard

Mandschauvinismen og tilskuerne står til øretæver


Mandschauvinismen og tilskuerne står til øretæver

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Pang, pang, pang. To revolverlignede fingre sigter mod publikum. Pang, pang. En veltrænet muskuløs herre i hvid badekåbe (Mads Rømer Brolin-Tani), står i døråbningen ind til teatersalen. Scenen er tomme hvide vægge og kun en stor skærm viser et ultralydsbillede af et foster. Det er mig på skærmen, jeg er ikke født endnu, siger badekåbemanden – jeg hedder Pang, nej, det er ikke kinesisk, jeg er opkaldt efter min oldefar, der er fransk, det betyder brød (!).

Så er tonen slået an til Rolf Pangs udviklingshistorie. Mor, storblomstret, højgravid, fodformet pacifist og far, underdirektør, klædt á la 68. Begge jublende og ”vi-skal- være-forældre”-lykkelige – og endda til tvillinger. Så går alt galt. En helt fantastik fødsel, hvor Pang har smidt badekåben, krøbet ind i fosterskjorten, rullet sig i blod og kommer til verden - og HJÆLP, Pang har allerede i fosterstadiet kvalt sin tvillingesøster. Sådan bliver det ved, for Rolf Pang er fra starten den ambitiøse verdensbehersker uden skrupler, mandschauvinisten pr. ekselance.

Noget af en start på Det kongeliges (Mellemgulvet) satsning på det ultraskæve – med bid og aktualitet af den Berlins Schaubuhnes internationale anerkendte instruktør Marius von Mayenburg – frækt instrueret af Heinrich Christensen og?gendigtet af vores egen Madame Nielsen. Det er et tysk opgør med de rigtige meninger, kulturradikalismen, eliten, flygtningepolitik, voldsramte kvinder, østlande-au pair piger og helt up to date, #Metoo… Kort sagt: alle os, der sidder nede i salen.

Vi skal med Rolf Pang, dette vidunder af en mand (der aldrig bliver ældre end 5 år, lidt a la Gunther Grass, Bliktrommen), gennemleve alle angrebene på kulturradikalismens klichéer - for fuld udblæsning og grovfil. Om lidt banker den voldsramte nabokvinde (dejligt lavmælt spillet af Christine Gjerulff) på døren og gemmes i kælderen, ned til de andre ’flygtninge’. Nabovoldsmanden, fødselslægen, oversygeplejersken, den krigsliderlige med maskingevær, miss Universe. En stribe af symboler, alt sammen underlagt og dirigeret af Macho-Pang.

Mediebranchen står (naturligvis) også for skud - for vidunderbarnets opvækst, skal dokumenteres af TV. Av, hvor skal vi have på tæven – ja, en regulær nævekamp er der da også plads til. Hele verdens misere skyldes mænds overvægt af testosteron – hormonet, der er skyld i verdenskrige, overgreb mod menneskeheden og meget mere, kort sagt mandschauvinismen, hvis vi skal tro stykkets overlæge.

Det der i Pang begyndte så godt - det gælder både form og indhold - ender desværre, som et trættende (tør man sige traditionelt) opgør, hvor den dristige form, ikke kan skjule skyggeboksningen. Et kæmpestort foto, der dækker scenens tre vægge, af kvindens køn, gennem hvis skamlæber de medvirkende, der rask skifter roller, smutter ind og ud, er ikke blot overvældende, men også typisk for forestillingens lyst til at forstørre, forarge og trætte.

Pang begynder sjovt og provokerende – men ender, trods en høj oplagthedskurve hos titelrollen, som en opfindsom, men lidt træt undergangssatire.

Forrige anmeldelse
« Tryllefløjten «
Næste anmeldelse
» Til (ingen verdens) nytte »