Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
6 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
7 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
8 - Teateranmeldelse
Maskerade
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Hug en hæl og klip en tå Den Jyske Opera
Anmeldt 13/11 2017, 17:38 af Hans Christian Davidsen

Askepot-historie uden en prins


Askepot-historie uden en prins

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der kommer ingen prins i Hug en hæl og klip en tå, selv om børneoperaen låner fra stoffet i Brødrene Grimms eventyr og Rossinis opera om Askepot.Den Jyske Opera er på turné for at agive fremtidens publikum appetit på genren opera.

- Hvor mange herinde har set en børneopera før? spørger sangerinden Bolette Bruno Hansen publikum før forestillingen. Og det typiske svar er næppe overraskende: Der kommer intet svar.

Med turneforestillingen får publikum på mellem fem og ti år sammen med forældre eller bedsteforældre en tre kvarter lang og let omskrevet historie om den udstødte pige, der er statist for to stride søstre, som moren favoriserer.

Her er det moderne samfunds forældreambitioner mixet sammen med indbyrdes søskendejalousi i en realistisk, komisk og spændende musikalsk mini-opera. Moren hedder Madame Tulle (Bolette Bruno Hansen) og er en rigtig operadiva, som gerne vil have sine to favoritdøtre, Trunte (Hanne Hohwü Houmøller) og Trille (Eline Denice Risager), til at følge i hendes fodspor, men de ejer hverken talentet eller interessen.<

Publikum kommer på en prøve
Det gør til gengæld Askepot-figuren, halvsøsteren, der her har fået navnet Tanne (Sine Algreen Møller). Men hun må ikke for moren. Indtil historien tager en drejning, og alt ender lykkeligt.

Handlingen er i og for sig let at forstå - hvis man da forstår det, de medvirkende synger, men det kan være problemet med opera. Flere gav efter forestillingen udtryk for, at de skulle holde ørerne stive, og at de missede en del af handlingen trods al dens enkelhed.

Så kunne man til gengæld glæde sig over musikken, som Branko Djordjevic suger publikum ind i med sine fine arrangementer og sit stemningsfylde spil. Hvor en traditionel opera ledsages af et symfoniorkester, klarer Djordjevic det på en akkordeon. Det klassiske spædes op med lidt Balkan-agtig musik.

Bolette Bruno Hansen har gennemslagskraft i sin sang, men ikke i sin lidt vage velkomst, hvor hun indvier det unge publikum og deres forældre eller bedsteforældre i genren opera. Her er vi nødt til at have Lektor Blomme fra Det Forsømte Forår på banen: “Tal højt og tydeligt!”

Overdrevne parykker
De to stedsøstre, Hanne Hohwü Houmøller og Eline Denice Risager, synger kontrastfyldt i forhold til hinanden, og Sine Algreen Møller har nogle fine klangfyldte arier, som understreger hendes status som »den gode« i fortællingen.

Scenografien er til gengæld kedelig. Vi er i en stue, der er indrettet som for 100 år siden. Det eneste, der overrasker, er et ur på væggen, der minder om Salvador Dalís smeltede urskiver. Kostumerne og de overdrevne parykker er til gengæld komiske på den gode måde, og en silhouet-scene, der illustrerer en drøm, som Tanne har, er virkningsfuld og giver plads til børnenes egen fortolkning og fantasi. I drømmen ser man Tannes irritation over morens dominerende opførsel, som hun går i opposition til, efter at hun vågner op igen.

Der er hugget en hæl og klippet en tå i denne rene kvinde-version uden en mandlig prins, hvor der er en god rytme i solopartier, sang med alle stemmer i spil og skuespil.

Forrige anmeldelse
« En smule i overkanten «
Næste anmeldelse
» Komedien, hvor alt går galt »