Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
6 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
7 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
8 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
9 - Teateranmeldelse
Maskerade
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Lang dags rejse mod nat Det Kongelige Teater, Skuespilhuset
Anmeldt 11/4 2017, 21:00 af Uffe Stormgaard

Den kære familie på stoffer og sprut


Den kære familie på stoffer og sprut

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Nøgne træer, en simpel bænk og en megastor bagprojektion af ”familien” i undertøj, alt mens blodrøde efterårsblade drysser ned fra oven. Så er scenen sat til det klassiske familierivegilde, i slægt med Henrik Ibsens og August Strindbergs dramaer. Her er ingen fjerde væg. Ingen dagligstue, køkkenvask eller bibliotek - ingen scenografisk realisme, men fed symbolisme. Her er alt åbent, nøgent og nøgternt, minimalistisk enkelt.

Sådan præsenteres Eugene O’Neills autobiografiske stykke Lang dags rejse mod nat på det Kgl.s skuespilscene – en klassiker som den amerikanske forfatter skrev i 1941, lagde i skrivebordsskuffen og klausulerede, at det først måtte opføres 25 år efter hans død. Forståeligt nok, for stykket er et billede af hans egen kriseramte familie. Moderen narkoman, faderen en selvmedlidende frikadelle af en skuespiller og den yngste søn en tuberkuløs forfatterspire. (Stykket blev dog med tilladelse fra O’Neills enke spillet (1956) tre år efter hans død. Først på Dramaten i Stockholm og få år senere på Det Kongelige).

I to en halv time (her forkortet med et par timer!) river den dysfunktionelle familie hinanden til blods. Mor tilbagefalds morfinist, far skrydende, nærig flødebolle, af en skuespiller, ældste søn alkoholiker og andenrangs skuespiller og lillebror Edmund en falleret forfatter(!) dødsmærket af tuberkulose. Et familieopgør, der vil noget – og ikke mindst give skuespillerne mulighed for at brillere og gennemspille hele den menneskelige karakters mange mørke nuancer.

Stærkest - mest afdæmpet og nuanceret - står Karen Lise Mynsters fremstilling af moderen. Den kønne livlige unge pige, der blev gift med skuespillercharmøren for 36 år siden - mister et barn (Eugene!), trøsteføder Edmund med smerte og efterfølgende lidelser, for at finde trøst og flugt i morfinens tågede verden. Nu hjemkommet, efter vi ved ikke hvor mange afvænningsforsøg, hele tiden på vagt over for den lille families omsorg og angst for hendes forudsigelige tilbagefald. En kvindes smerte og flugt vi forstår og rystes af.

Mere utydelig, næsten farveløs, gør Henning Jensen den fordums populærere skuespiller, der solgte sit talent for mammon og publikums gunst. Man er lige ved at tro, at Henning Jensen bevidst spiller så ”fladt”, for at understrege farens talentløshed.

Mere krudt og oprør er der i de to drenge. Peter Plauborg, der i en kæmpe brandert blotter sit livs fallit i jalousi og en vrede mod faren. Simon Bønnebjerg er den følsomme og skyldbevidste, stærkt tuberkulose hostende lillebror, der i fortvivlelse og gudsfornægtelse, kun ønsker at dø. Desillusionerede fatalister, opvokset uden kærlighed og selvtillid, er selv i deres overspil troværdige. Stærke sager, hvor alkohol, morfin, had og vrede går op i en højere enhed og giver en åbenlys konfrontation, der får familiens livsløgne og hykleri til at eksplodere i et selvdestruktivt opgør.

Lang dags rejse mod nat er et vigtigt indlæg i den stribe af oprør mod familiehykleri, som ikke mindst amerikanske forfattere har dramatiseret (William Faulkner, Tennessee Williams, Arthur Miller, ja, fortsæt selv opremsningen). Opgør, der tog udgangspunkt i datidens fastlåste familiemønstre.

I dag, hvor hver anden familie opløses, hvor kvindernes emancipering for længst er en realitet, er oprøret mod den form for hykleri og fejen ind under gulvtæppet, måske mindre aktuelt. Derfor har instruktøren Morten Kirkskov valgt, at droppe middelklasseinteriøret og lade personerne følelsesmæssigt være tidløse, jævnfør scenografen Christian Albrechtsens og lysdesigneren Ulrik Gads bagprojektioner, der hele tiden er en ikonografisk kommentar til stykkets fremdrift.

Vi fik, trods forenkling og tekniske moderniteter, ingen banebrydende nyfortolkning, men et velspillet gensyn med en nutids klassiker. Det er vel netop det Det kgl. Teater også kan - og skal.

Forrige anmeldelse
« Vuggeviser for voksne «
Næste anmeldelse
» Moon River »