Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
6 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
7 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
8 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
9 - Teateranmeldelse
Maskerade
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Vredens Druer Betty Nansen Teater
Anmeldt 13/3 2017, 16:00 af Uffe Stormgaard

En berettiget vrede og et velfungerende ensemblespil


En berettiget vrede og et velfungerende ensemblespil

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

John Steinbecks roman Vredens druer (1939) har klassikerstatus.

En fortælling, der opsummerer USA's depressions tid, igennem den lille fattige landarbejderfamilie Joads flugt fra de udtørrede og udpinte marker i Oklahoma, på vej mod paradiset, Californien, hvor appelsiner og druer vælter frem, parate til at blive plukket af arbejdsvillige hænder, til en rimelig timeløn.

Det er flugten fra fattigdom og sult, i håbet og troen på, at Det forjættede Land, vil give dem mulighed for overlevelse, retfærdighed og et skær af lykke. De drives frem gennem et USA, hvor arbejdsløshed og udnyttelse er dagligdag. En voldsom samtidskritik, der medførte hårdhændet opposition mod forfatteren som: samfundsfjende og kommunist – men også Nobelpristager (1942)!

Alt dette skete for godt 80 år siden. Et interessant tilbageblik på en snart fjern epoke. Og dog. Nok er daglønnen mere end en dollar og arbejdstiden reguleret – men fattigdommen har stadig godt fat – og forskellen mellem rig og dem der mangler basisfornødenheder, er blevet større, ikke kun i USA. Derfor er det vigtigt at Betty Nansens Teater i Katrine Wiedemanns instruktion, har valgt at opsætte Frank Galatis teaterdramatisering af Vredens Druer.

Dramaet følger loyalt og traditionelt romanen. Ellers er der ikke noget traditionelt ved opførelsen. Scenografien (af Maja Ravn) er noget nær det mest minimalistiske man kan forestille sig. Vi ser aldrig scenerummet. En stor cementgrå mur, næsten fremme ved rampen, giver kun plads til en lille stribe scene ned mod afgrunden (orkestergraven). Det er på den smalle sti op mod muren, at den lille familie Joads må kæmpe sig frem, mod håbet om lykke og fremgang.

Tom Joads (Joachim Fjelstrup), den ældste søn, er netop prøveløsladt efter seks års fængsel for drab (i selvforsvar). På vej hjem til familien møder han den desillusionerede og nu gudløse prædikant Jim Casy (Olaf Johannessen): ”der er ingen gud , der er kun det der er”. Sammen når de frem, netop hvor familien, tynget af arbejdsløshed, men med et opråb i lommen, der lover velbetalt arbejde på en orange/drue-plantage i Californien, er ved at laste den gamle udtjente lastbil for at ”immigrere” vestpå, derhen hvor arbejdet er.

Det er den rejse vi følger, hele tiden op mod cementmuren. Her møder vi ”en ganske almindelig familie”. Bedsteforældre, brødre, svigerdatter, svoger… mest markant handlekraftig og menneskelig er Mor Joad (Laura Bro), der kæmper for at holde familien samlet, på den strabadserende tur frem mod lyset, fuld af konfrontationer med ordensmagten – og andre ulykker. Bedsteforældrenes død, den gravide søster Rose (Marie Bach Hansen) som bliver forladt af et skvat til en drømmer (Joen Højerslev), Toms provokerede slagsmål – og mange, mange flere nederlag.

Det lille ensemble på otte, går problemløst ud og ind af et persongalleri af betjente, arbejdsgivere, fagforeningsfolk. Et livligt personskift, der fungerer.

Antiklimaks, som vi kender/fornemmer, er naturligvis mødet med Det forjættede land. Det er her forfatterens sociale budskab for alvor bliver vred i en afklædning af kapitalismens (plantageejerne) onde sjæl. Om grådighed, manglende solidaritet med de svageste og blottet for almen menneskelighed. Rose føder sit barn på scenekanten, liggende, med bøjet hoved mod publikum, i et stumt skrig kommer det dødfødte barn til verden. Blodigt dødt, lader instruktøren bylten vandre ned gennem teatersalen, med publikums hænder som bærere. (Så kan opfindsomheden, hvis heller ikke bære mere!). Og dog, få sekunder efter kommer sluttableauet – Rose blotter brystet for at amme en stakkels sulten fattig!

Vredens druer er et fornemt, velfungerende ensemblespil, hvor alle yder det allerbedste. Fremragende iscenesat af Katrine Wiedemann, der endnu engang beviser sin indsigt og sit engagement – men først og fremmest sin unikke fornemmelse for teatrets kunnen - hvor muren er netop så provokerende, at vi føler den tilsigtede klaustrofobi.

Allervigtigst er det, at vi i glimt oplever/forstår romanens berettigede vrede, som også er nødvendig i dag. Hvad forestillingen mangler i psykologisk nærhed, opvejes rigeligt af dens aktualitet, i en splittet verden, hvor økonomiske flygtninge i millionvis gennemlever en endog grummere flugt. Jo, vreden er berettiget – og det er forestilling, så meget des mere.

Forrige anmeldelse
« Letitbe - Showtime «
Næste anmeldelse
» Vuggeviser for voksne »