Skuespilleren Finn Nielsen har 80 år at se tilbage på. Han er oprindelig balletdanser og danser med flere mesterskaber bag sig.

Førhen kunne han ikke sidde stille på en stol, og hvis han endelig var anbragt på en af slagsen, brugte han den til at stå på hænder på.

Finn Nielsen har aldrig været et navn at score point - eller damer - på, men han har taget grundigt revanche med sine øvrige talenter - de fleste af dem ikke skjulte.

I 2017 turnerer Finn Nielsen sit onemanshow Letitbe - Showtime. Godt nok er dåbsattesten gulnet, og de fleste af de plastikposer, han gemmer hjemme i skabet til senere brug, er fra apoteket. Alligevel magter han at holde den kørende solo i halvanden time med assistance af sin hyggepianist, vendelboen Ernest Pedersen.

Finn Nielsen har haft en røvfuld teaterroller i sin karriere på Odense Teater, Folketeatret, Gladsaxe Teater, Nørrebros Teater og Det Danske Teater - blandt andet. Som altid kan selv perifere roller på film eller fjernsyn give langt mere agtelse i den brede befolkning. Finn Nielsen behøvede kun at hidse sig op ganske få sekunder som cykelsmed i tv-serien Matador, før den var hjemme. Ellers er det rollen som Skipper i julekalenderen Nissebanden i Grønland og som nissen Mirko i Jul på slottet, der har gjort ham til mere end de sikkert flere hundreder Finn Nielsen’er, der findes i Danmark. Frem for alt har de store danske sommerrevyer været hans hjemmebane.

Gode revy-indslag
Letitbe - Showtime er en nostalgisk slentretur gennem hans liv, og den krydres med sange, monologer, viser, anekdoter og oplæsning af Benny Andersen-tekster. Og det er generationerne med læsebriller, forestillingen henvender sig til.

Det er revy-indslagene, der er med til at drive denne forestilling fremad. Først rigtig i anden afdeling med en fin udlægning af Ølhunden glammer, som Osvald Helmuth var med til at gøre til det, den er:  »Lige fra vuggen / har jeg lyttet til ølhundens sukken / tænk, når man får trukken / allersidste øl op og har drukken - den«. Finn Nielsen synger den fra hjertet, så selv medlemmer af Dansk Afholdsforening kan nynne med på den.

Til gengæld kaster vinterbaderen Nielsen sig ud på dybt vand ved at spile en forsmået ægtemand med en kæfert - den slags er svært. Ikke at spille hanrej, men at spille fuld, og den trækker i langdrag med hik og bøvs og gentagelser om konens fedtsugning, silikonebryster, ansigtsløftning og hårtransplantation. Man sidder og tænker på, hvad de unge synes om de gamles humor. Det, der var sjovt i går, er det sjældent i dag.

Gammeldags tempo
Man kan dog vanskeligt blive i dårligt humør af halvanden time med Finn Nielsen, der som ung hellere ville have heddet Humphrey. Godt nok er han kun 1,73 centimeter, som han fortæller os, men han udstråler nærmest essensen i Benny Andersens digt: »Jeg bærer med smil mit smil«.

Finn Nielsen er fornøjelig og (nogle mener sikkert, man skulle skrive »men«) tempoet så gammeldags. Der er både tid til at trække vejret og gå over til flygelet, hvor huskelisten med hver sketch ligger klar: »Nå, ja, det var dér, vi var kommet til…«. Tjuh-bang leverer Finn Nielsen ikke. Men det er der vist heller ingen, der kommer efter her.