”Du må ikke have andre guder end mig”. Det gamle Testamentes første bud – og indgangen til den polske instruktør Krzysztof Kieslowskis (1940-96) film/teaterstykke Dekalog (for de græskkyndige: De Ti Bud) som Jacob F Schokking på mesterligvis har overført til scenen.

Forlægget er interessant nok. I slutningen af 80erne fik Kieslowski af det polske Tv til opgave, i ti afsnit, at fortolke De Ti Bud. Helt utraditionelt valgte han sammen med sin medforfatter advokaten Krzysztof Phiesiwicz, der fremover blev hans trofaste medskriver, at lade Moses påbud til menneskeheden udspille sig i et trøstesløst højhus i Warszawa.

Tre af afsnittene blev senere udsendt som spillefilm – og gav, ligesom tv-produktionerne, en begejstret international respons. Dekalog afspejlede, med sit komplicerede net af dilemmaer og menneskelig fortvivlelse, ikke kun Polens, men den vestlige kulturelle splittelse. Næste skridt på berømmelsens røde løber – efter murens fald – var tre franske film co-produktioner Blå, Hvid, Rød (frihed, lighed og broderskab). Historierne, oftest om mennesker, fanget i ensomhed – søgende og underlagt skæbnen/tilfældet.

Det samme er udgangspunktet for Betty Nansen Teaters Dekalog.

Lyder det som et tung, intellektualiseret, moraliserende lærestykke?

Tværtimod. Dekalog er levende, vedkommende, velspillet, moderne teater, når det er allerbedst. Så er det sagt.

Sjældent har man oplevet en scenisk form, med skæve vinkler, roterende drejescene, videoprojektioner, tegnefilm, Balkanmusik – og masser af vedkommende ord – hvor det hele går op i en højere enhed. En klar fælles linje, om menneskets ubodelige ensomhed, tilværelsens meningsløshed, Guds manglende nærvær.

Sådan starter det: Pavel en knægt, der spørger far om døden og om der er en gud, men ellers er mere ivrig efter at afprøve sine nye skøjter. Far, matematikprofessor(!) beregner på computeren, som det rationelle menneske han er, isens bæredygtighed – og sender sønnen trygt afsted – men glemmer skæbnen/tilfældet, med den tragiske udgang, at sønnen drukner.

Ikke alle ti bud bliver håndfast fortolket på scenen. Faktisk glemme vi hurtigt buddene, men de ligger alligevel som usynlige overskrifter. Ikke at misbruge Herrens navn, ikke bedrive hor, ikke slå ihjel. Jo, vi kender de ultimative krav, men Guds pegefinger glider i baggrunden og i stedet koncentrerer vi os om de kalejdoskopiske billeder af mennesker, der alle står på ”en kant af livet.”

Kvinden, hvis mand ligger for døden. Hun er gravid med elskeren. Overlever manden, skal barnet fjernes. Liv eller død. En juleaften med gaveuddeling, da julemandens elskerinde ringer på døren, hun beder om hjælp, hendes mand er forsvundet. Taxachaufføren, der motivløst myrdes af en ung kunde – og den kvindelige forsvarsadvokats kamp mod dødsstraffen. Den ensomme kejtede dreng af en teenager, der med kikkert belurer en letlevende genbo. Sex eller kærlighed? Den impotente mand, der belurer (her er den igen) konens utroskab. Er kærlighed mere end sex?

Det er noget af en omgang dogmer fra de to stentavler.

Alligevel er vi berørt. Fascineret og lever/føler med personernes tvivl og smerte i vores egen tid. Ikke mindst takket være otte superprofessionelle skuespillere, der ubesværet myldrer ind og ud af rollerne. Marie Louise Wille snart sød-sexet snart alle steder. Flemming Enevold i moralske dilemmaer, Molly Blixt Egelund Søren, Sætter Lassen, Bodil Jørgensen, alle, fremragende i deres miniportrætteringer.

Et ensemblespil, hvor roserne skal tilfalde Jacob F. Schokking, der ikke kun er instruktør, men også har ansvaret for den fremragende billedmættede scenografi, helt i overensstemmelse med Kieslowskis æstetik. Sjældent, at et værk virker så helstøbt – originalt, nyskabende, uden kruk og krusedullers. Fyldt med smerte, ægthed, uden fordømmende moralske pegefingre. Vi prøver sammen at forstå og accepterer livet i al sin uforståelighed.

Her er Dekalogs budskab forløst.