Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
6 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
7 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
8 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
9 - Teateranmeldelse
Maskerade
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Mefisto Betty Nansen Teatret
Anmeldt 10/12 2014, 22:28 af Uffe Stormgaard

Jeg er bare en ganske almindelig skuespiller


Jeg er bare en ganske almindelig skuespiller

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Tæppet går op. Den nøgne scene myldrer med mennesker. Instruktøren råber fra instruktørpulten: afvist, afvist. Fra teatrets ”himmel” vælter A4-ark ned med kopier af afslaget. Manuskriptet smides demonstrativt op mod forfatteren, Klaus Mann. Lystavlen siger: År 1949.

Så går det røde bagtæppe til side, klapsalver, jubel fra et imaginært publikum strømmer op mod skuespilleren, der i silhuet, med ryggen til os, ”det rigtige publikum”, bukker og modtager applausen. Teater i teater.

Sådan starter Mefisto – og sådan bliver det ved. Tiden er nu 1920. Scenen Hamburger Künstlertheater – og dens kunstnere. Udgangspunktet er Klaus Manns roman Mefisto, kraftigt bearbejdet, som programmet siger, af forestillingens instruktør Peter Langdal.

Mefisto, romanen, går tæt på i sin hudløse skildring af Tysklands mellemkrigsperiode, med dekadence, inflation, fortvivlelse, arbejdsløshed, nazismens overtag… og meget mere, med fokus på en enkelt skuespillers ærgerrighed. Et spil om kunstnerisk utroskab, om at sælge sin sjæl til magthaverne.

Romanen Mefisto, der i mere eller minder ubemærkethed udkom i Amsterdam (1939), blev blacklistet af nazisterne – genopstod først i Østtyskland (1956) – for igen (1961-81) at blive forbudt i Vesttyskland. Denne gang grundet på, at romanens hovedperson, Heinrich Höfgen er/var et nærportræt af den store skuespiller Gustav Gründgens.

Ingen tvivl om at Klaus Mann går tæt på Gründgens skæbne – og han har forudsætningerne for at gøre det. Søn af Thomas Mann, Gründgens (kortvarigt) gift med Erika, Klaus Manns kjære søster. Selv teatermenneske med trang til mænd/kvinder, det skæve dekadente, kommunisme og stoffer. Fordrevet som ”entartete kunstner” af nazisterne i 1936, med endemålet USA.

1920: Første akt med overskrift 1920erne - og her går det i et næsten musical-tempo livligt til. I et glimt tænker vi: ”Cabaret” (Christoffer Isherwood læste i øvrigt korrektur på flere af Klaus Manns engelsksprogede manuskripter).

I centrum Hendrik Höfgen, ambitiøs og talentfuld, omgivet af teatrets blandede skare af smukke kvinder/mænd, politiske idealister og narrehuer. Frisind i tanke og sex. Jødehad, fascisme og karrierekrig ligger som en dulgt fjende, ingen tager rigtig alvorligt. Höfgen vil, som han siger, ikke nøjes med at være en provinsskuespiller – han vil til Berlin! Goethe (Mefisto) og Shakespeare (Hamlet) vinker forude. Koste hvad det vil – og det gør det.

1930: Dobbeltsengen køres frem, hvor de nygifte Erika/Höfgen livlig boltre sig i lagenet, mens vennerne deltagende strømmer til – og Höfgen samtidigt hedt kysser på vennen. Så er det vidst sagt.

Men det skal blive tydeligere. For det er morgenen efter Rigsdagsvalget, hvor nazisterne har fået 147 pladser i Reichstagen. Forfærdet læser den lille trup i ægtesengen avisernes kommentarer – arbejdsløshed, inflation, depression og nu den lille mand med det latterlige skæg.

Og i anden akt tager det fat. 1932. Alt det fortæller Langdal i kalejdoskopiske glimt. Terroren nærmer sig – venner forsvinder, kabaretten censureres, en latterlig telefonsketch forbydes… En stjerne funkler.

Imens stiger og stiger Höfgens stjerne– uden nogen egentlig sympati lader han nazisterne udnytte hans popularitet i propagandaens tjeneste. Ambitionerne krones – men hvad med samvittigheden. Selvværet. Det at kunne/turde se sig selv i spejlet?

Det er kernen i stykket. Olaf Johannessen har en kæmpe udfordring, midt i teaterhalløjet, at skabe og forstå Höfgrens sammensatte karakter. Forsvare og forstå stortalentet, der faldt for fristelsen til at modtage ”verdens herligheder”. Höfgens siger ja til Mefisto – og forgår.

En kæmpe rolle med mange nuancer. Olaf Johannessens desperation er fysisk nærværende og troværdig, omgivet af en række stjerneskuespillere, der i god teaterskik løber ind og ud af diverse roller. Iben Hjejle er 20’erne, med charleston-kjole og pagehår, snart Erika, Juliette eller Margretha – lidt af en præstation – i skarp konkurrence med Stine Stengade som smukke og dekadente Carola, plus en drengerolle! Og lidt Marlene-Dietrich-stemning med bare lår og sovekammerøjne, sørger Cecilie Stenspil for.

Gribende er en lille scene, hvor teaterdirektøren, i Kristian Halkens skikkelse, får valget mellem at fortsætte eller skille sig af med sin jødiske hustrue - med ægteparrets selvmord som eneste udvej.

Mefisto er teater i teater. Vi er nok tilskuerne – ofte er teatrets vægge kæmpe mobile spejle, hvor ikke kun myldret af scenekunstnere genspejles – men også os, dernede i salen, er dermed på scenen! Vedkommende.

Midt i Langdahls teaterhurlumhej er Mefisto en eksistentielt vedkommende historie – ikke kun som et tidsbillede, men som en advarsel om ikke at sælge ud, ikke at lade personlig forfængelighed overdøve samvittigheden.

Nej, stjerneskuespillerens sidste replik, i et desperat forsøg på en ansvarsfraskrivning, kan ikke renvaske troløshed og svigt: ”jeg var bare en ganske almindelig skuespiller” lyder hult.

Vi fik ikke den nyskabelse som Ariane Mnouckines opsætning (Paris 1976), hvis tekst stykket baserer sig på - ej heller Istvan Szabos 1979-films psykologiske dybdeboring – men en energisk demonstration af, hvad teateret kan, når en garvet instruktør djævelsk spiller på alle tangenterne.

Forrige anmeldelse
« En blærerøvs historie «
Næste anmeldelse
» My Funny Valentine »