Også i år er Kronborg og dets smukke omgivelser ramme for HamletScenens mange indbydende initiativer. I august vises f.eks. The Globes stærkt roste nyfortolkning af Much Ado about Nothing og Peter Brooks udgave af King Lear på storskærm. Heller ikke de små, potentielt kommende Shakespeare-elskere skal snydes, så tragedien om Kong Lear præsenteres sågar også i en dukketeaterudgave under åben himmel.

Og hvilken fornøjelse. Undertegnedes datterlil har førhen set skeptisk ud, når jeg har forsøgt at sælge Shakespeare, især efter to timers overværelse af et kursus i Macbeth. Så der skulle anderledes boller på suppen, da dukkeforestillingen skulle sælges som uundværlig ferieunderholdning. Men konklusionen må være, at med mindre ungerne er svært syge eller fysisk forhindrede, så er årets børnesatsning et ’must’.

Det er en drabelig historie, der serveres med humor, præcision, brask og bram af dukkeførerne Hummelshøj og Rye. King Lear er en af Shakespeares mest elskede og mest spillede dramaer, om end den dystre slutning allerede i Shakespeares samtid ansås som kontroversiel. Der er uenighed i Lear-forskningen, om hvor vidt stykket er inspireret af virkelige hændelser, som står beskrevet i fx of The Chronicles of England, Scotlande, and Irelande af Raphael Holinshed (1587), der efter sigende skulle være hentet fra det endnu ældre værk, Historia Regum Britanniae af Geoffrey of Monmouth fra det 12. århundrede.

Aristoteles’ monumentale skrift Poetikken kom til at definere, hvorledes tragediegenren skal læses og forstås, men Shakespeares værker er ikke helt nemme at få presset de aristoteliske kongedyder ned over. Tragedien om Lear udspiller sig omkring spørgsmålet: Kan man afgøre et arvespørgsmål ved at lade et abstrakt-emotionelt begreb som kærlighed være målestokken for, hvem der skal arve kongeriget efter kongens død? Kong Lears beslutning om at lade de tre døtre, Goneril, Regan og Cordelia, konkurrere om, hvem der elsker ham mest, kalder på svære dilemmaer og universelle spørgsmål som ‘hvad er kærlighed?’, ‘kan man måle kærlighed?’ etc. – spørgsmål, der umiddelbart kan fremstå for abstrakte for børn fra seks år.

Men de godt 30 minutters forestilling formår på både enkel og poetisk vis at skære ind til benet i den i forvejen ordrige tragedies tekst og gøre de komplekse problemstillinger forståelige for yngre sjæle. Rekvisitterne og scenografien er kogt ned til det minimalistiske, og dukkerne er letgenkendelige og umiddelbart identificerbare for børn. For at formidle Kongerigets deling synliggøres det via udskæringen af en kage, og dramaets eskalering gennemføres overskueligt med kampscener, kanoner og familiens opløsning som den uundgåelige slutning. Med Kronborgs smukke omgivelser som perfekt ramme lykkes det igen HamletScenen at præsentere William Shakespeare som uundgåelig og uimodståelig underholdning og Bildung for børn.